Kære læser,
Jeg har taget den beslutning, at der nu kun vil komme ét blogindlæg mere på denne blog. Den blog vil føre jer hele vejen fra min landing i Australien, og til jeg sætter mig ombord på flyet mod København. Jeg lander i København den 23. maj kl. 7:50.
Her kommer der et lille sneak preview, til den blog jeg vil skrive og lægge op, mens jeg sidder og venter i Changi Airport på flyet til København:
"Kære læser,
Efter endnu en glimrende flyvetur med Singapore Airlines - hvor jeg endda sov op imod 4 af de 7 timer væk - satte jeg fødderne i Melbourne lufthavn. Jeg var af Sara blevet instrueret om, at jeg skulle skynde mig af sted, gribe en flaske vodka og passere tolden så hurtigt og effektivt som muligt. Det tog da lidt tid at komme igennem, men de havde vidst lagt den værste hysteri omkring influenza A bag sig, og jeg måtte faktisk vente på at blive samlet op i lufthavnen.
Da jeg endelig var blevet lokaliseret at mine lokale allierede, så satte jeg mig i en Mercedes Stationcar af ældre model, og kursen var sat mod en Station som tilhører Sara's gode ven Richard. Det var en 5 timer lang kørsel, men der var rigeligt at se på ud af vinduerne. Det var en meget naturskøn tur. Den Station eller farm vi skulle op til, er 3.000 tønder stor, så vidt jeg lige har regnet ud, så er det lidt over 12 kvadratkilometer - så pænt stor.
Undervejs stoppede vi i en hyggelig by ved navnet Beechworth og fik os lidt at spise. Samtidigt indhentede en del af de andre gæster os. Der skulle komme omkring 20 mennesker til farmen, og vi skulle feste og hygge os sammen hele weekenden. De fleste folk var fra Australien, men der var også et par stykker mere fra Canada - jeg var den eneste dansker(de troede jeg var svensk først)."
Om ca. 10 dage, så vil der være et fyldigt indlæg fra det kolde Melbourne :)
Vi ses snart alle sammen.
tirsdag den 12. maj 2009
torsdag den 7. maj 2009
Mit sidste indlæg fra Singapore
Er hermed en realitet. Jeg sidder nu i Changi Airport Terminal 3, og venter på at skulle af sted med en flyver mod Melbourne. Der er ganske vist fem en halv time til mit fly letter, men ikke desto mindre, så er min tid i Singapore ved at rinde ud.
Jeg sov ikke ret godt i nat, jeg tror, at min krop kunne mærke, at der skulle ske noget specielt i dag. Jeg stod op kl. 6:30 - efter at have drømt at United slog Barcelona 3-0 i Champions League finalen - og spiste mig noget morgenmand. Jeg checkede op på nattens foldboldkamp, og United skulle ganske rigtig møde Barcelona i finalen, så mon ikke jeg lige skal sætte lidt penge på det resultat?
Jeg tog bussen imod min eksamen. Da jeg sad på bussen, kunne jeg se og høre på TVet, at de havde nedvurderet trusselsniveauet af influenza A, hvorfor der ikke længere ville være temperature screenings. Jeg var således i aldeles god tid. Da jeg stod af bussen, så jeg min professor stå og vente på, at han kunne komme til at krydse vejen. Fedterøv som jeg er, fulgtes jeg med ham hele vejen hen til eksamen - ikke at jeg kan få noget ud af det.
Jeg var ganske velforberedt til min eksamen, og på trods af en lille forglemmelse - som jeg kommer tilbage til om lidt - så gik min eksamen rigtig godt. Der stod på forsiden af eksamen, at der var 5 spørgsmål. Dum som jeg utvivlsomt også er, læste jeg kun de fire af de fem spørgsmål igennem første gang, da jeg ikke indså at jeg skulle vende papiret hele vejen rundt for at læse det femte. Jeg indså det dog heldigvis undervejs, og nåede snildt at få det besvaret. Det gik ret godt, og det er formentlig min bedste karakter hernede, som jeg henter i det fag - ikke at det betyder det er en god karakter ;-)
Jeg har jo allerede løftet sløret for, at jeg har en del tid at slå ihjel her i lufthavnen, og da man let kan blive lidt sentimental når man sidder her, så synes jeg lidt, at jeg vil begynde allerede nu, at runde mit ophold ude af Danmark af.
Det hele startede i det små i januar måned med afgang fra kastrup lufthavn. Den lange rejse blev opfulgt med nogle meget lange dage, hvor jeg havde mange gøremål, lidt tid og slet intet overblik. Jeg fandt mig hurtigt til rette i de omgivelser jeg i de næste 5 måneder skulle kalde hjem, og jeg fik mig hurtigt nogle venner hernede.
Der gik ikke lang tid før, at jeg for første gang skulle sætte mine rejseben på en prøve sammen med mine nye venner. Destinationen var Indonesien, nærmere bestemt Shady Shack, hvor den karismatiske ejer af vores residens, Lobo, var igang med et forsøg på at blive valgt til øens ledelse.
Turen var samtidigt første gang jeg mødte en pige ved navn Sara, en pige, som jeg skulle komme til at holde meget af. Det var tydeligt allerede fra den første tur, at vi havde et godt sammenhold i vores lille gruppe af danskere - det var rart.
Der var - naturligvis - også en mere studieorienteret side af mit ophold. Selvom jeg, til manges store undren, ikke gjorde meget ud af dette på min blog, så var det reelt set en stor del af mit ophold - men ikke for stor.
Der skulle hurtigt komme en mulighed for at bryde denne kedelige læsetrend. Da det kinesiske nytår gjorde indtog, havde vi nogle dage fri. Disse dage blev - med noget held skal det nævnes, tilbragt på en ø på Malaysias nordvest køst - Pulau Pangkor.
Generelt, så har jeg været heldig med mange ting på mit ophold. Måske var det et tegn, at jeg ved et held fik billetter til den store parade i Singapore - hvor jeg sammen med Sara og en masse af mien andre venner hernede, kunne nyde en aften helt udenfor studiernes tegn.
Der var - som der også kan ses lige ovenfor - en del ting, som der skulle besøges i selve Singapore. Der var Zoo, Bird Park og for eksempel Sentosa, hvor gutterne og jeg tog ud og hyggede os med øl og guitar i tropiske og meget falske omgivelser.
Efter at have overstået en fodboldkamp med jurastudiets hold for udvekslere - og åbenbart mindre velspillende - var et blevet tid til endnu en af turens mange højdepunkter i mere end én forstand. Bjerget Mt. Kinabalu skulle bestiges i reading(læs: recess) week, og det var ikke mindre end 4.1 km op i luften.
Der blev samtidig tid til både river rafting og en mere fredelig flodtur - alt sammen på Borneo. Efter hjemkomsten fra Borneo var der en periode, hvor der var et lidt større behov for at se lidt til skolearbejdet. Hen mod slutningen af marts, kunne jeg dog endnu engang begive mig på en tur ud af Singapore. Destinationen var de fantastiske Perhentian Islands - klart det flotteste sæt øer jeg så hernede på min tur.
Allerede den dag hvor vi kom hjem, stod stjernerne nok engang helt optimalt for mig. Jeg var med Sara, Pelle og Anders inde at se Coldplay i Singapore Indoor Stadium. Her blev Sara og jeg opgraderet til de allerbedste pladser i hele salen, og fik os en aften vi nok aldrig glemmer.
Jeg har en fantastisk veninde, hun hedder Funda. Hun var/er på udvekssling i Hong Kong, og det var da en alletiders chance at tage op at besøge hende. Det gjorde jeg hermed. Jeg hev Sara med, da hun havde to venner i Hong Kong også - endnu flere til at vise mig rundt, i hvad der skulle vise sig at være en helt vild by.
Jeg må jo nok indrømme, at mængden af blogindlæg på daværende tidspunkt var for nedadgående, og egentlig havde været det i en periode - men det var samtidigt den periode, hvor jeg brugte aller mest af min tide ude af landet. Dårligt var jeg kommet hjem fra en forlænget weekend i Hong Kong, inden den stod på et uforglemmelig tur til Vietnam og min far. Her mødte jeg nok engang en masse mennesker, som jeg sent vil glemme. Det er endnu et fantastisk land at besøge. Jeg sender tanker til den kære Mr. Son, som efter vores tur var overstået, og vi nok engang var hjemme, var ude for en ganske meningsløs trafikulykke, da en fuld vietnameser kørte ind i ham, mens han hold parkeret i vejsiden - god bedring.
Efter hjemkomst fra Vietnam var der nogle opgaver der skulle afleveres, og jeg fandt mig således påny begravet i bøger. Jeg brugte derefter to en halv uge på at læse til eksamen, hvoraf noget af det foregik på Pulau Tioman - der burde vi nok taget hen alle gutterne, for det var da virkelig et optimalt sted at drikke sig fuld og hygge sig.
Langsomt, men sikkert, er vi nu fremme, ved noget der minder om nutid. Jeg må sgu nok indrømme, at det tager rigtig hårdt på mig at sidde og gennemleve det hele igen nu. Det skyldes nu ikke, at det er dårlige minder - minderne er bare så stærke i min hukommelse, og det er trist, at det nu kun er minder, og ikke længere en realitet, som jeg hver dag skal leve i.
Det vil formentlig ikke være mit sidste blogindlæg inden jeg er hjemme, men jeg synes, at de mange timer i lufthavnen kunne bruges optimalt på at skrive dette indlæg. Jeg sidder og venter på min flyvemaskine mod Melbourne - mon ikke jeg får tid til at skrive lidt om det når jeg ved mere om stedet.
Indtil videre, så skal der lyde et stort "Tak" til ALLE, der har gjort dette muligt for mig, der har bidraget til mit ophold i enhver forstand og alle som har fulgt med i denne blog. De fleste af dem ser jo nok aldrig denne blog, men jeg håber lidt på, at der er noget sandhed bag ordsproget, at det er tanken der tæller. Jeg tror - og håber - at denne blog vil være noget jeg ser tilbage til om et, to og tyve år, og husker på hvilken fantastisk tur jeg havde.
Jeg sov ikke ret godt i nat, jeg tror, at min krop kunne mærke, at der skulle ske noget specielt i dag. Jeg stod op kl. 6:30 - efter at have drømt at United slog Barcelona 3-0 i Champions League finalen - og spiste mig noget morgenmand. Jeg checkede op på nattens foldboldkamp, og United skulle ganske rigtig møde Barcelona i finalen, så mon ikke jeg lige skal sætte lidt penge på det resultat?
Jeg tog bussen imod min eksamen. Da jeg sad på bussen, kunne jeg se og høre på TVet, at de havde nedvurderet trusselsniveauet af influenza A, hvorfor der ikke længere ville være temperature screenings. Jeg var således i aldeles god tid. Da jeg stod af bussen, så jeg min professor stå og vente på, at han kunne komme til at krydse vejen. Fedterøv som jeg er, fulgtes jeg med ham hele vejen hen til eksamen - ikke at jeg kan få noget ud af det.
Jeg var ganske velforberedt til min eksamen, og på trods af en lille forglemmelse - som jeg kommer tilbage til om lidt - så gik min eksamen rigtig godt. Der stod på forsiden af eksamen, at der var 5 spørgsmål. Dum som jeg utvivlsomt også er, læste jeg kun de fire af de fem spørgsmål igennem første gang, da jeg ikke indså at jeg skulle vende papiret hele vejen rundt for at læse det femte. Jeg indså det dog heldigvis undervejs, og nåede snildt at få det besvaret. Det gik ret godt, og det er formentlig min bedste karakter hernede, som jeg henter i det fag - ikke at det betyder det er en god karakter ;-)
Jeg har jo allerede løftet sløret for, at jeg har en del tid at slå ihjel her i lufthavnen, og da man let kan blive lidt sentimental når man sidder her, så synes jeg lidt, at jeg vil begynde allerede nu, at runde mit ophold ude af Danmark af.
Det hele startede i det små i januar måned med afgang fra kastrup lufthavn. Den lange rejse blev opfulgt med nogle meget lange dage, hvor jeg havde mange gøremål, lidt tid og slet intet overblik. Jeg fandt mig hurtigt til rette i de omgivelser jeg i de næste 5 måneder skulle kalde hjem, og jeg fik mig hurtigt nogle venner hernede.
Der gik ikke lang tid før, at jeg for første gang skulle sætte mine rejseben på en prøve sammen med mine nye venner. Destinationen var Indonesien, nærmere bestemt Shady Shack, hvor den karismatiske ejer af vores residens, Lobo, var igang med et forsøg på at blive valgt til øens ledelse.
Turen var samtidigt første gang jeg mødte en pige ved navn Sara, en pige, som jeg skulle komme til at holde meget af. Det var tydeligt allerede fra den første tur, at vi havde et godt sammenhold i vores lille gruppe af danskere - det var rart.
Der var - naturligvis - også en mere studieorienteret side af mit ophold. Selvom jeg, til manges store undren, ikke gjorde meget ud af dette på min blog, så var det reelt set en stor del af mit ophold - men ikke for stor.
Der skulle hurtigt komme en mulighed for at bryde denne kedelige læsetrend. Da det kinesiske nytår gjorde indtog, havde vi nogle dage fri. Disse dage blev - med noget held skal det nævnes, tilbragt på en ø på Malaysias nordvest køst - Pulau Pangkor.
Generelt, så har jeg været heldig med mange ting på mit ophold. Måske var det et tegn, at jeg ved et held fik billetter til den store parade i Singapore - hvor jeg sammen med Sara og en masse af mien andre venner hernede, kunne nyde en aften helt udenfor studiernes tegn.
Der var - som der også kan ses lige ovenfor - en del ting, som der skulle besøges i selve Singapore. Der var Zoo, Bird Park og for eksempel Sentosa, hvor gutterne og jeg tog ud og hyggede os med øl og guitar i tropiske og meget falske omgivelser.
Efter at have overstået en fodboldkamp med jurastudiets hold for udvekslere - og åbenbart mindre velspillende - var et blevet tid til endnu en af turens mange højdepunkter i mere end én forstand. Bjerget Mt. Kinabalu skulle bestiges i reading(læs: recess) week, og det var ikke mindre end 4.1 km op i luften.
Der blev samtidig tid til både river rafting og en mere fredelig flodtur - alt sammen på Borneo. Efter hjemkomsten fra Borneo var der en periode, hvor der var et lidt større behov for at se lidt til skolearbejdet. Hen mod slutningen af marts, kunne jeg dog endnu engang begive mig på en tur ud af Singapore. Destinationen var de fantastiske Perhentian Islands - klart det flotteste sæt øer jeg så hernede på min tur.
Allerede den dag hvor vi kom hjem, stod stjernerne nok engang helt optimalt for mig. Jeg var med Sara, Pelle og Anders inde at se Coldplay i Singapore Indoor Stadium. Her blev Sara og jeg opgraderet til de allerbedste pladser i hele salen, og fik os en aften vi nok aldrig glemmer.
Jeg har en fantastisk veninde, hun hedder Funda. Hun var/er på udvekssling i Hong Kong, og det var da en alletiders chance at tage op at besøge hende. Det gjorde jeg hermed. Jeg hev Sara med, da hun havde to venner i Hong Kong også - endnu flere til at vise mig rundt, i hvad der skulle vise sig at være en helt vild by.
Jeg må jo nok indrømme, at mængden af blogindlæg på daværende tidspunkt var for nedadgående, og egentlig havde været det i en periode - men det var samtidigt den periode, hvor jeg brugte aller mest af min tide ude af landet. Dårligt var jeg kommet hjem fra en forlænget weekend i Hong Kong, inden den stod på et uforglemmelig tur til Vietnam og min far. Her mødte jeg nok engang en masse mennesker, som jeg sent vil glemme. Det er endnu et fantastisk land at besøge. Jeg sender tanker til den kære Mr. Son, som efter vores tur var overstået, og vi nok engang var hjemme, var ude for en ganske meningsløs trafikulykke, da en fuld vietnameser kørte ind i ham, mens han hold parkeret i vejsiden - god bedring.
Efter hjemkomst fra Vietnam var der nogle opgaver der skulle afleveres, og jeg fandt mig således påny begravet i bøger. Jeg brugte derefter to en halv uge på at læse til eksamen, hvoraf noget af det foregik på Pulau Tioman - der burde vi nok taget hen alle gutterne, for det var da virkelig et optimalt sted at drikke sig fuld og hygge sig.
Langsomt, men sikkert, er vi nu fremme, ved noget der minder om nutid. Jeg må sgu nok indrømme, at det tager rigtig hårdt på mig at sidde og gennemleve det hele igen nu. Det skyldes nu ikke, at det er dårlige minder - minderne er bare så stærke i min hukommelse, og det er trist, at det nu kun er minder, og ikke længere en realitet, som jeg hver dag skal leve i.
Det vil formentlig ikke være mit sidste blogindlæg inden jeg er hjemme, men jeg synes, at de mange timer i lufthavnen kunne bruges optimalt på at skrive dette indlæg. Jeg sidder og venter på min flyvemaskine mod Melbourne - mon ikke jeg får tid til at skrive lidt om det når jeg ved mere om stedet.
Indtil videre, så skal der lyde et stort "Tak" til ALLE, der har gjort dette muligt for mig, der har bidraget til mit ophold i enhver forstand og alle som har fulgt med i denne blog. De fleste af dem ser jo nok aldrig denne blog, men jeg håber lidt på, at der er noget sandhed bag ordsproget, at det er tanken der tæller. Jeg tror - og håber - at denne blog vil være noget jeg ser tilbage til om et, to og tyve år, og husker på hvilken fantastisk tur jeg havde.
mandag den 4. maj 2009
At lære er at leve
Eller noget i den stil. Det var i hvert fald således, at det så ud i løbet af forrige uge, da jeg sad og læste op til eksamen.
Der var der jeg tænkte, at Tioman, det er altså ikke ret langt væk. Derfor blev det lige til en smuttur på to en halv dag til Tioman, hvor der med god mad, lidt øl til at sove på, og ellers bare læsning og afslapning om dagen. Dette kan illustereres ved følgende billede:
Jeg har i dag, efter det nu obligatoriske temperaturcheck, været oppe til min første af to eksamener. Jeg er således klar til min sidste kamp på torsdag, hvor jeg skal op i Comparative Corporate Law. Senere samme dag, vil jeg benytte mig af en flyvemaskine til Australien, nærmere bestemt Melbourne. Det er dermed ved at være slut på mit ophold i Singapore, og inden i ved af det, så er jeg i Danmark nok engang. I den forbindelse vil jeg gerne gøre det HELT klart, at jeg ikke modtager klager over, at jeg ikke bliver væk i længere tid - nu må i tage til takke med, at i har været uden min tilstedeværelse i mange måneder, og så må i døje med mig hjemme i Danmark igen.
Like sand through the hourglass...
Der var der jeg tænkte, at Tioman, det er altså ikke ret langt væk. Derfor blev det lige til en smuttur på to en halv dag til Tioman, hvor der med god mad, lidt øl til at sove på, og ellers bare læsning og afslapning om dagen. Dette kan illustereres ved følgende billede:
Jeg har i dag, efter det nu obligatoriske temperaturcheck, været oppe til min første af to eksamener. Jeg er således klar til min sidste kamp på torsdag, hvor jeg skal op i Comparative Corporate Law. Senere samme dag, vil jeg benytte mig af en flyvemaskine til Australien, nærmere bestemt Melbourne. Det er dermed ved at være slut på mit ophold i Singapore, og inden i ved af det, så er jeg i Danmark nok engang. I den forbindelse vil jeg gerne gøre det HELT klart, at jeg ikke modtager klager over, at jeg ikke bliver væk i længere tid - nu må i tage til takke med, at i har været uden min tilstedeværelse i mange måneder, og så må i døje med mig hjemme i Danmark igen.
Like sand through the hourglass...
søndag den 26. april 2009
Sådan lige hurtigt
Kære læser,
Jeg forsøger, og har nu gjort det i noget tid, at få læst op til eksamen. Der er massere af arbejde. Jeg har efterhånden fået dækket pensum til mit fag den 7. maj, og jeg har fået lånt en bog, er begyndt at lave udførlige noter til min eksamen den 4. maj.
Samtidigt er jeg så heldig, at jeg netop nu har besøg af Funda her i Singapore. Jeg har desværre ikke så meget tid til at rende rundt med hende, men vi får da det bedste ud af den tid der er :)
Det var hvad der lige kunne blive tid til - Vi ses jo snart i Danmark alle sammen.
Jeg forsøger, og har nu gjort det i noget tid, at få læst op til eksamen. Der er massere af arbejde. Jeg har efterhånden fået dækket pensum til mit fag den 7. maj, og jeg har fået lånt en bog, er begyndt at lave udførlige noter til min eksamen den 4. maj.
Samtidigt er jeg så heldig, at jeg netop nu har besøg af Funda her i Singapore. Jeg har desværre ikke så meget tid til at rende rundt med hende, men vi får da det bedste ud af den tid der er :)
Det var hvad der lige kunne blive tid til - Vi ses jo snart i Danmark alle sammen.
lørdag den 18. april 2009
Every home should have a...
Kære læser,
Så fik jeg da afleveret min sidste opgave igår. Det var således afslutningen på en travl skoleuge hvor jeg tirsdag afleverede min første opgave på små 4 sider, denne opgave blev rimelig elendig, men jeg har vidst allerede bestået faget med min mid-term eksamen og min tidligere opgave i faget.
Onsdag skulle der så præsteres en præsentation omkring konkurrencen for at få virksomhederne til at vælge stat i USA. Det gjorde jeg virkelig godt - hvis du spørger mig - så det er jeg ikke så bekymret for. Det tæller alligevel kun 15% af karakteren. De sidste procent skal hives til min sidste eksamen den 7. maj.
Fredag fik jeg så afleveret min sidste opgave, den blev hele 10 sider lang og handlede om, hvordan jeg mente loven i Singapore skulle ændres for bedre at undgå, at der i fremtiden blev afsagt uretfærdige domme på grund af dokumentation der blev gemt eller ødelagt. Den blev ikke så god, som jeg oprindeligt havde skudt efter. Men det er fint nok, den tæller 50% vidst nok af mine karakter, resten har jeg fra min klassedeltagelse og fra min tidligere præsentation. Så det fag er nu overstået.
Klokken var nu blevet 11:10 fredag og jeg valgte at gå ud på løbebanen. Det var en urimelig varm dag, og jeg magtede ikke mere end små 3 km i den bagende sol. Jeg havde samtidigt glemt mit håndklædde, så efter badet måtte jeg lufttørre.
Lufttørre, lad os snakke lidt om det. For da jeg så kom hjem, så valgte jeg, at nu var det på tide at få sat alt mit vasketøj til livs. Vejret var fantastisk, og jeg skulle ikke noget resten af dagen. Når vejret er solrigt om eftermiddagen, så står solen direkte på vores tørretøj. Der var samtidigt en meget let brise, så det var ligesom at stå med en hårtørre på vasketøjet. Det tog således ikke meget over 30 minutter at tørre en skjorte, og t-shirts tager mellem 1-2 timer alt efter deres tykkelse.
Det var ret produktivt at tørre tøjet den eftermiddag. Da jeg samtidigt lavede mig en hjemmelavet kyllingeburger og rengjorde hele køkkenet, havde jeg resten af dagen en rigtig dejlig fornemmelse i kroppen :)
Med fare for at det skal blive en farce, så tillykke med fødselsdagen Dennis.
lørdag den 11. april 2009
Mammut
Kære læser,
Så blev det den 11. april(Tillykke Mads), og det er så at sige også den 11. time. Jeg er netop hjemvendt fra Vietnam - hvilket indholdet af dette blogindlæg i høj grad vil reflektere - til et Singapore der fuldstændig ligner sig selv. Den 11. time skriver jeg, og straks skal jeg da forklare. I løbet af den kommende uge skal jeg aflevere to opgaver på samlet 5.500 ord, samt lave en 20 minutters præsentation, derfor har jeg en meget travl weekend og uge foran mig.
Fredag den 3. april satte jeg mig i en flyver mod Ho Chi Minh City sammen med Sara. Flyveturen var absolut ikke noget at råbe hurra for, men det skulle hurtigt vise sig, at det var dagens bedste transport. Efter ankomst i HCM satte vi os for at finde en taxa. Den første sagde, at det til vores destination kostede 15 USD, men jeg var på forhånd advaret af min far, at vi skulle betale omkring 6 USD og at vi skulle finde os en vogn med taxameter.
Vi tilbragte eftermiddagen i HCM på Storm P, hvor jeg ved mine tidligere besøg i 2003 og 2004 også havde været. Vi gik naturligvis lidt rundt i byen, og fik os et glimrende måltid. Jeg havde været nede at købe os en natbusbillet til Nha Trang, hvor min far bor. Det viste sig at være svært at få plads på nogen busser, og vi fik da slet ikke plads på en af de gode busser. Busturen var således et helvede uden lige, og jeg indkasserede min første omgang sygdom på mit ophold - influenza. Nu er jeg jo en stor og MEGET stærk mand(kommentarer omkring dette vil undergå kraftig censur), så det tog jeg i stiv arm og det fik ikke megen indflydelse på turen.
Den første dag, blev det til lidt afslapning på stranden.
Det var tiltrængt efter en bustur uden meget søvn. Aftenen fik vi en på opleveren, da vi var inviteret til mad idet det var min fars fødselsdag. Jeg tror vi var omkring 20 mennesker til mad på en restaurant hvor der udelukkende kun var lokale. Stemningen var helt i top, og min far blev fejret på ordentlig facon. Der blev således sunget sange fra den Vietnamesiske hær og ikke mindst danske fødselsdagssange - ja, jeg måtte synge lidt for, og nej, det ødelagde ikke fuldkommen stemningen at jeg sang. Da vi langsomt var færdige med festen, så var der heller ikke meget gas tilbage. Det blev til et tidligt tilbagetog, og Discovery Channel for første gang i lang tid!
Så stod den ellers på bådtur med farmand som guide. Vi fik snorklet lidt, svømmet lidt og så var vi inde at se en ø som var bosat udelukkende af lokale fiskere. Vi gik bare rundt i byen og tog billeder, inden vi spiste på en lille restaurant, som der blandt vietnameserne er et ret populært sted.
Efter bådturen var der endnu lidt tid på stranden, som blev tilbragt med endnu en bog fra en forfatter jeg har lært at kende ved et tilfælde: Vince Flynn. Vi blev samlet op til en gang mudderbad og liggen i varmt mineral vand fra de omkringliggende bjerge. Det var en virkelig dejlig omgang. Vi lå sammen med en del vietnamesere fra HCM i den første mudderpøl, de lærte os hvordan man skulle gøre, og rakte os spande med frisk mudder til ansigtet. Så fik man jo ikke smurt noget i ansigtet, som nogle andre allerede havde siddet i.
Tirsdag skulle det store slag stå, en 2-dages easy rider tur til en stor sø i et område der hedder Dak Lak. Jeg skulle køre bag på en motorcykel af en af min fars bedste venner i Vietnam, jeg må lige få navnet stavet korrekt på et tidspunkt, men jeg kan under alle omstændigheder da lige vise et billede af vores Easy Rider leder:
En mand som jeg skulle komme til at holde meget af, ligesom jeg kom til at holde meget af næsten alle de mennesker jeg mødte undervejs på min færd i Vietnam. Hvad oplevede vi så på vores tur? Undervejs stoppede vi mange gange, først på en mole hvor ikke alle men mange af de lokale fiskere lagde til med deres fisk. Der blev det ikke til ret mange billeder(læs: ingen), da jeg havde fået fedtet mit kamera til indvendigt. Næste gang vi stoppede, så skulle vi se hvordan man i Vietnam laver mursten.
Vi fik også set, hvordan hele familien hjælper til, når der skal laves tobak.
Vi fik også set, hvordan områder stadig i dag, næsten 40 år efter krigens afslutning, bærer præg af amerikanernes nedkastning af Agent Orange.
Hvordan familier levede af at lave udsmykninger af store stykker træ.
Vi indtog en fantastisk frokost på en lille lokal biks. Jeg fik at vide, at man kunne genkende et populært - og derfor godt - spisted ved at kigge på gulvet. Jo mere mad og skrald der lå på gulvet, jo flere mennesker havde der været, og jo bedre måtte maden være. Jeg orkede ikke lige at føre det argument, at det jo også kunne betyde, at maden ikke var værd at spise.
Det næste stop efter frokosten var på en kaffemark. Så vidt jeg husker, så har mange imperier igennem tiderne forsøgt at få deres kolonier til at producere kaffe, ofte uden meget held. Hvorvidt man kan lide kaffen fra Vietnam eller ej, er vidst en smagssag.
Lidt ude af rækkefølge så vi først hvordan det ris der nu engang var høstet blev behandlet. Bøfflerne der uden tvivl havde arbejdet hårdt får at få høsten i hus, var de første til at få en smag af resterne. De følgende billeder efter det jeg viser umiddelbart nedenfor, viser hvordan at risen i en maskine skilles fra strået.
Når Bøflerne ikke lige er i nærheden, så er knallerten jo det nemmeste middel at flytte høstet korn på.
Og sådan barberer man marken. Her kan de høste to gange om året, og ved nogle af de lavere liggende deltaer kan de endda høste tre gange om året, hvorfor Vietnam er verdens anden største eksportør af ris.
Næsten fremme ved vores destination for dagen, så vi hvordan en tidligere junglestamme nu levede lidt nærmere civilisationen. De brugte dog stadigvæk elefanterne i deres dagligdag. Hver dag når de var færdige med dem, så sendte de dem tilbage over søen til en nærliggende jungle, hvor elefanterne kunne leve frit - indtil de igen næste morgen blev hentet.
Vi skulle naturligvis have en tur på en sådan elefant. Det kostede den nette sum af 15 USD pr. person at få lidt over en times tur på ryggen af det store pattedyr. Turen gik over både land og igennem vand. Dyret var til at starte med ikke helt medgørelig, og der måtte bruges mere end almindeligt mange overtalelsesevner til at skille vores ridt fra dens morgenmåltid bestående af høstet risstrå. På dette billede kan man måske lidt for et indtryk af, hvor højt oppe og hvor stort et dyr elefanter er.
Da vi var færdige med turen stod den ene af vores trofaste Easy-Riders med et par sukkerrør til at give elefanterne. Sara gav straks sit til den nærmeste elefant der gladeligt fortærede det i tre store bidder. Jeg valgte at sætte efter vores egen elefant, som jeg troede stod lige på den anden side af en bygning. Dette resulterede i, at jeg havde 5 elefanter som jagede mig rundt om bygningen i kamp om min sukkerrør. Jeg så ikke umiddelbart vores elefant, og indså at de 5 flere tons store dyr bag mig, snart ville bruge stærke midler for at overtale mig til at fodre dem med mit sukkerrør. Jeg overgav mig således, og den nærmeste elefant fik det. Samlingen blev dog til et par gode billeder. Dem af mig har jeg endnu ikke, men her er der et af Sara efter det værste af tumulten var overstået.
På vej tilbage så vi også en masse ting, men særligt værd at nævne synes jeg følgende er. Vi blev sat af motorcyklerne på en bjergvej for at gå lidt, for ikke at gå helt til bag på vores motorcykler. Først så vi et par, hvor den forreste bil forsøgte at trække den anden bil over bjerget. De var gået i stå, og forsøgte at sætte igang igen. Jeg hjalp til, og skubbede den bagerste bil i gang. Da mit blik havde sluppet dette, så jeg at der lige fremme var væltet en lastbil. Det blev til et billede, som jeg kun tror man kan tage i Vietnam. Jeg smider et mere i puljen til vinder af mystiske billeder.
Torsdag skulle vi ud på noget af et mesterstykke af en tur. Først skulle vi til Ba Ho vandfaldet, hvor vi desværre kun nåede til pool 1 af 3. Der kunne man hoppe i fra 7 meter. Ved pool 2 kunne man hoppe i fra 8 meter, og ved den 3. var der et hop på hele 14 meter. Dagen efter vi havde været på turen, havde min nye Easy-Rider været nødt til at hoppe først i fra de 14 meter, da de to han havde med på turen ikke troede på, at det var sikkert at hoppe ud derfra - det er da service?
Vandet ved vandfaldet var helt vildt lækkert og friskt.
Dernæst kørte vi forbi nogle lokale måttelavere, som man kan se lidt fra i mine billeder. Vi mødte min far ved en lang træbro, hvor vi fik lidt majs at spise, inden vi fortsatte på en privatbådtur med min far som guide. Her fik vi set området omkring Nha Trang, og fik fortalt hvordan det havde været brugt under krigen. Nha Trang var hovedsaligt involveret i krigen i den forstand, at det var der amerikanerne fik deres forsyninger ind. Der var en togbane hvor de kunne fragte dem længere nordpå, men nordvietnameserne fik ofte med held ødelagt en bro som lå umiddelbart efter Nha Trang på floden. Derfor var amerikanerne ofte nødt til at sejle mange af deres forsyninger nordpå. Det har ikke været rart, det må virkelig have været svært at se hvorfra man var under beskydning, når man sad der midt ude på den store flod. Her ses en gammel udkigspost som overså togbroen.
Hele turen til Vietnam var VIRKELIG fantastisk. Jeg kan kun anbefale at skynde sig dertil, inden turisterne fortærer hele stedet. Det tager dog forhåbentlig nogle år endnu. Et land der har været i krig i 2000 år i træk, og nu snart har været uden en krig i 40 år - hvad kan det ikke blive til.
(Det er ganske rigtigt nu den 12. april, men det tog mig mere end én dag at skrive bloggen)
Så blev det den 11. april(Tillykke Mads), og det er så at sige også den 11. time. Jeg er netop hjemvendt fra Vietnam - hvilket indholdet af dette blogindlæg i høj grad vil reflektere - til et Singapore der fuldstændig ligner sig selv. Den 11. time skriver jeg, og straks skal jeg da forklare. I løbet af den kommende uge skal jeg aflevere to opgaver på samlet 5.500 ord, samt lave en 20 minutters præsentation, derfor har jeg en meget travl weekend og uge foran mig.
Fredag den 3. april satte jeg mig i en flyver mod Ho Chi Minh City sammen med Sara. Flyveturen var absolut ikke noget at råbe hurra for, men det skulle hurtigt vise sig, at det var dagens bedste transport. Efter ankomst i HCM satte vi os for at finde en taxa. Den første sagde, at det til vores destination kostede 15 USD, men jeg var på forhånd advaret af min far, at vi skulle betale omkring 6 USD og at vi skulle finde os en vogn med taxameter.
Vi tilbragte eftermiddagen i HCM på Storm P, hvor jeg ved mine tidligere besøg i 2003 og 2004 også havde været. Vi gik naturligvis lidt rundt i byen, og fik os et glimrende måltid. Jeg havde været nede at købe os en natbusbillet til Nha Trang, hvor min far bor. Det viste sig at være svært at få plads på nogen busser, og vi fik da slet ikke plads på en af de gode busser. Busturen var således et helvede uden lige, og jeg indkasserede min første omgang sygdom på mit ophold - influenza. Nu er jeg jo en stor og MEGET stærk mand(kommentarer omkring dette vil undergå kraftig censur), så det tog jeg i stiv arm og det fik ikke megen indflydelse på turen.
Den første dag, blev det til lidt afslapning på stranden.
Det var tiltrængt efter en bustur uden meget søvn. Aftenen fik vi en på opleveren, da vi var inviteret til mad idet det var min fars fødselsdag. Jeg tror vi var omkring 20 mennesker til mad på en restaurant hvor der udelukkende kun var lokale. Stemningen var helt i top, og min far blev fejret på ordentlig facon. Der blev således sunget sange fra den Vietnamesiske hær og ikke mindst danske fødselsdagssange - ja, jeg måtte synge lidt for, og nej, det ødelagde ikke fuldkommen stemningen at jeg sang. Da vi langsomt var færdige med festen, så var der heller ikke meget gas tilbage. Det blev til et tidligt tilbagetog, og Discovery Channel for første gang i lang tid!
Så stod den ellers på bådtur med farmand som guide. Vi fik snorklet lidt, svømmet lidt og så var vi inde at se en ø som var bosat udelukkende af lokale fiskere. Vi gik bare rundt i byen og tog billeder, inden vi spiste på en lille restaurant, som der blandt vietnameserne er et ret populært sted.
Efter bådturen var der endnu lidt tid på stranden, som blev tilbragt med endnu en bog fra en forfatter jeg har lært at kende ved et tilfælde: Vince Flynn. Vi blev samlet op til en gang mudderbad og liggen i varmt mineral vand fra de omkringliggende bjerge. Det var en virkelig dejlig omgang. Vi lå sammen med en del vietnamesere fra HCM i den første mudderpøl, de lærte os hvordan man skulle gøre, og rakte os spande med frisk mudder til ansigtet. Så fik man jo ikke smurt noget i ansigtet, som nogle andre allerede havde siddet i.
Tirsdag skulle det store slag stå, en 2-dages easy rider tur til en stor sø i et område der hedder Dak Lak. Jeg skulle køre bag på en motorcykel af en af min fars bedste venner i Vietnam, jeg må lige få navnet stavet korrekt på et tidspunkt, men jeg kan under alle omstændigheder da lige vise et billede af vores Easy Rider leder:
En mand som jeg skulle komme til at holde meget af, ligesom jeg kom til at holde meget af næsten alle de mennesker jeg mødte undervejs på min færd i Vietnam. Hvad oplevede vi så på vores tur? Undervejs stoppede vi mange gange, først på en mole hvor ikke alle men mange af de lokale fiskere lagde til med deres fisk. Der blev det ikke til ret mange billeder(læs: ingen), da jeg havde fået fedtet mit kamera til indvendigt. Næste gang vi stoppede, så skulle vi se hvordan man i Vietnam laver mursten.
Vi fik også set, hvordan hele familien hjælper til, når der skal laves tobak.
Vi fik også set, hvordan områder stadig i dag, næsten 40 år efter krigens afslutning, bærer præg af amerikanernes nedkastning af Agent Orange.
Hvordan familier levede af at lave udsmykninger af store stykker træ.
Vi indtog en fantastisk frokost på en lille lokal biks. Jeg fik at vide, at man kunne genkende et populært - og derfor godt - spisted ved at kigge på gulvet. Jo mere mad og skrald der lå på gulvet, jo flere mennesker havde der været, og jo bedre måtte maden være. Jeg orkede ikke lige at føre det argument, at det jo også kunne betyde, at maden ikke var værd at spise.
Det næste stop efter frokosten var på en kaffemark. Så vidt jeg husker, så har mange imperier igennem tiderne forsøgt at få deres kolonier til at producere kaffe, ofte uden meget held. Hvorvidt man kan lide kaffen fra Vietnam eller ej, er vidst en smagssag.
Lidt ude af rækkefølge så vi først hvordan det ris der nu engang var høstet blev behandlet. Bøfflerne der uden tvivl havde arbejdet hårdt får at få høsten i hus, var de første til at få en smag af resterne. De følgende billeder efter det jeg viser umiddelbart nedenfor, viser hvordan at risen i en maskine skilles fra strået.
Når Bøflerne ikke lige er i nærheden, så er knallerten jo det nemmeste middel at flytte høstet korn på.
Og sådan barberer man marken. Her kan de høste to gange om året, og ved nogle af de lavere liggende deltaer kan de endda høste tre gange om året, hvorfor Vietnam er verdens anden største eksportør af ris.
Næsten fremme ved vores destination for dagen, så vi hvordan en tidligere junglestamme nu levede lidt nærmere civilisationen. De brugte dog stadigvæk elefanterne i deres dagligdag. Hver dag når de var færdige med dem, så sendte de dem tilbage over søen til en nærliggende jungle, hvor elefanterne kunne leve frit - indtil de igen næste morgen blev hentet.
Vi skulle naturligvis have en tur på en sådan elefant. Det kostede den nette sum af 15 USD pr. person at få lidt over en times tur på ryggen af det store pattedyr. Turen gik over både land og igennem vand. Dyret var til at starte med ikke helt medgørelig, og der måtte bruges mere end almindeligt mange overtalelsesevner til at skille vores ridt fra dens morgenmåltid bestående af høstet risstrå. På dette billede kan man måske lidt for et indtryk af, hvor højt oppe og hvor stort et dyr elefanter er.
Da vi var færdige med turen stod den ene af vores trofaste Easy-Riders med et par sukkerrør til at give elefanterne. Sara gav straks sit til den nærmeste elefant der gladeligt fortærede det i tre store bidder. Jeg valgte at sætte efter vores egen elefant, som jeg troede stod lige på den anden side af en bygning. Dette resulterede i, at jeg havde 5 elefanter som jagede mig rundt om bygningen i kamp om min sukkerrør. Jeg så ikke umiddelbart vores elefant, og indså at de 5 flere tons store dyr bag mig, snart ville bruge stærke midler for at overtale mig til at fodre dem med mit sukkerrør. Jeg overgav mig således, og den nærmeste elefant fik det. Samlingen blev dog til et par gode billeder. Dem af mig har jeg endnu ikke, men her er der et af Sara efter det værste af tumulten var overstået.
På vej tilbage så vi også en masse ting, men særligt værd at nævne synes jeg følgende er. Vi blev sat af motorcyklerne på en bjergvej for at gå lidt, for ikke at gå helt til bag på vores motorcykler. Først så vi et par, hvor den forreste bil forsøgte at trække den anden bil over bjerget. De var gået i stå, og forsøgte at sætte igang igen. Jeg hjalp til, og skubbede den bagerste bil i gang. Da mit blik havde sluppet dette, så jeg at der lige fremme var væltet en lastbil. Det blev til et billede, som jeg kun tror man kan tage i Vietnam. Jeg smider et mere i puljen til vinder af mystiske billeder.
Torsdag skulle vi ud på noget af et mesterstykke af en tur. Først skulle vi til Ba Ho vandfaldet, hvor vi desværre kun nåede til pool 1 af 3. Der kunne man hoppe i fra 7 meter. Ved pool 2 kunne man hoppe i fra 8 meter, og ved den 3. var der et hop på hele 14 meter. Dagen efter vi havde været på turen, havde min nye Easy-Rider været nødt til at hoppe først i fra de 14 meter, da de to han havde med på turen ikke troede på, at det var sikkert at hoppe ud derfra - det er da service?
Vandet ved vandfaldet var helt vildt lækkert og friskt.
Dernæst kørte vi forbi nogle lokale måttelavere, som man kan se lidt fra i mine billeder. Vi mødte min far ved en lang træbro, hvor vi fik lidt majs at spise, inden vi fortsatte på en privatbådtur med min far som guide. Her fik vi set området omkring Nha Trang, og fik fortalt hvordan det havde været brugt under krigen. Nha Trang var hovedsaligt involveret i krigen i den forstand, at det var der amerikanerne fik deres forsyninger ind. Der var en togbane hvor de kunne fragte dem længere nordpå, men nordvietnameserne fik ofte med held ødelagt en bro som lå umiddelbart efter Nha Trang på floden. Derfor var amerikanerne ofte nødt til at sejle mange af deres forsyninger nordpå. Det har ikke været rart, det må virkelig have været svært at se hvorfra man var under beskydning, når man sad der midt ude på den store flod. Her ses en gammel udkigspost som overså togbroen.
Hele turen til Vietnam var VIRKELIG fantastisk. Jeg kan kun anbefale at skynde sig dertil, inden turisterne fortærer hele stedet. Det tager dog forhåbentlig nogle år endnu. Et land der har været i krig i 2000 år i træk, og nu snart har været uden en krig i 40 år - hvad kan det ikke blive til.
(Det er ganske rigtigt nu den 12. april, men det tog mig mere end én dag at skrive bloggen)
torsdag den 2. april 2009
Klag og du skal få
medhold.
På baggrund af henvendelser af mindre tilfreds karakter(læs: kommentaren til mit forrige indlæg), har jeg valgt at tilsidesætte andre gøremål, og få skrevet et blogindlæg om Hong Kong.
Jeg har således netop afsluttet et gøremål, som jeg er ganske sikker på, at Peter ikke vil have, at jeg udskyder for at skrive et blogindlæg - jeg så Paradise Hotel. Det kan man vist ikke stille noget spørgsmåltegn ved - det skal bare ses. Verdensklasse tv underholdning.
Nå, det var jo torsdag formiddag at jeg tog i lufthavnen for at finde flyveren mod Hong Kong og Funda. Jeg fandt først en flyver af helt ekstraordinær størrelse, som jeg var nødt til at fange med mit kamera.
Selve flyveturen til Singapore var helt fantastisk - det var jo Singapore airlines. Der blev således indtaget noget af al den vin man ikke får hernede, da det jo alt sammen er gratis. En lille film og så en god Magnum, det er jo svært at klage over flyveturen så.
Da vi ankommer til Hong Kong, fanger vi en bus mod Kowloon, nærmere bestemt Mong Kok. Dette er den udpræget kinesiske del af HK.
Vis stort kort
Kowloon er en del af fastlandet, og blev overdraget til englænderne ved en 99 år lang leasing aftale indgået i 1898. Ganske meget af det område Kowloon nu består er, er land der er indvundet fra havet af. Ligesom de fleste andre øer i området, er centrum af øen i vidt omfang indtaget af høje bjergrygge, som gør det umuligt at have boliger i store områder. Der er således utroligt sparsomt med plads, når der henses til hvor mange mennesker der bor der.
Dette billede er taget umiddelbart efter ankomst, hvor vi lige satte vores tasker af, og så blev vist rundt af en af Sara's venner i HK. Det var meget let at fare vild, alle gaderne lignende hinanden, og man havde i forvejen lidt stress over alle de mennesker man skulle finde en vej igennem. Jeg havde et par gange haft telefonisk kontakt med den kære Funda, og da vi senere samme aften tog ud for at drikke i et område på Hong Kong Island der hedder Wan Chai, mødte jeg hende som aftalt på Swindlers.
(Hun sidder ned)
Vi fortsatte senere aftenens eskapader i et andet og mere populært barområde ved det mundrette navn Lan Kwai Fung(LKF).
Her fik vi endnu engang at mærke, at der var Rugby Sevens i Hong Kong - hvis man ikke ved hvad det er, så er der da lidt frivillig læsning her. Selvom jeg aldrig havde hørt om det før, så skal jeg love for, at det er populært i andre dele af verdenen.
Aftenen blev afsluttet i en såkaldt minibus, som der var god fornuft i at benytte sig af i Hong Kong. Det koster ganske mange penge at krydse vandet fra Hong Kong Island til Kowloon, men i en minibus, så er det ikke så dyrt. Så når deres metro ikke længere kører, så var dette det billigste alternativ.
Næste morgen(læs: sent på formiddagen) skulle Hong Kong Island inspiceres i dagslys. Øen blev, som et resultat af en krig om englændernes salg af opium til kineserne, en del af det engelske imperie i 1841-42. Herfra har englænderne altså sneget opium ind i Kina fra i lang tid. Krigene startede som et svar på kinesernes ødelæggelse af godt 23.000 kister opium. Englænderne producerede denne opium i Indien. Så skulle de vigtigste træk af historien vidst være på plads. Det skulle da lige mangle, at kineserne i 1997 (99 år efter den indgåede leasingaftale) fik Hong Kong tilbage. Det er i 50 år frem lidt en form for selvstyre, et koncept der ikke er ukendt i andre dele af Kina.
Det moderne Hong Kong island er meget flot. Der er i stor stil bygget flotte højhuse, og det er ikke nær så beskidt og krampet sammen som Kowloon. Her ses først billeder af Bank of China og derefter den nok mere kendte IFC bygning(læs: bygningen fra The Dark Knight).
Vejret var på denne dag ikke helt henrivende, så jeg trak mig tilbage til et storcenter som angiveligt skulle være en kopi af Times Square. Herefter jagtede jeg sammen med Funda et sted at spise. Vi fik os noget udemærket Thai mad. En lur senere og vi var igen i byen. Utroligt så lille verden er. Inden jeg nåede ind til byen, havde Funda allerede mødt nogle af mine bekendte fra Singapore.
Det blev for mit vedkommende ikke en forfærdelig sen optræden, og jeg sov godt den aften.
Vi er nu fremme ved lørdag, hvor Funda tog os med ud at se en mere afslappet del af Hong Kong ved navnet Stanley Market. Der er ikke så meget at sige om det, andet end at vi på vejen passerede en Maybach forhandler, og et ikke ubetydeligt antal lækre ejendomme som tydeligvis var indrettet til brug for de folk der nu måtte være rige og bo i Hong Kong.
Jeg ville gerne have lagt en sort hvid version op af ovenstående billede, men det har jeg ikke lige fået gjort. Vi indtog i Stanley en lækker frokost pizza, som fik mig til at længes efter en god Benvenuti pizza - sender du en Peter?
Eftermiddagen blev brugt på lidt shopping og hygge på restaurant. Jeg brugte næsten ingen penge, selvom jeg kom af sted med sko, t-shirt og bælte fra en Paul Smith forretning.
Vi er nu efterhånden sneget os hen til Søndag, hvor dagens aktivitet først og fremmest var Ocean Park. Her skulle der ses pandaer og prøves forlystelser alt imens jeg forsøgte at overleve en dag hovedsaligt i selskab med barnlige kinesere.
Aftenen blev tilbragt på det historiske museum i Hong Kong, hvor det meste af min viden om området stammer fra, selvom jeg da på forhånd var godt forberedt gennem læsning af min bog om det engelske imperie. Vi så afslutningvis lysshowet som hver dag kl. 20 pryder skylinen i Hong Kong, jeg forsøger at uploade en video af det. Jeg var kommet af sted den dag uden min tripod, så billeder og film lider lidt derunder.
Hong Kong er en helt vild by, den er så travl, stor, tætbefolket, vanvittig, skøre mennesker, vild skyline og ja, bare lidt af alting. Jeg ville nok ikke kunne overleve at bo der, især fordi jeg er stå "stor" som jeg nu engang er. Der er simpelthen for lidt plads til min smag.
Så fik i da lidt blog? I morgen sætter jeg mig i flyveren mod Vietnam, der skal nok komme en masse gode billeder ud af det :) Knus og kram til de der endnu sidder derude og læser min blog, jeg glæder mig til snart at se jer allesammen igen.
Jeg vil lige aflive enhver forvirring min aprilsnar på Facebook kan have skabt, jeg er i Danmark den 23. maj kl. 7:50 og formentlig ikke mange minutter før. Hav det godt.
Update: her kom så videoen.
På baggrund af henvendelser af mindre tilfreds karakter(læs: kommentaren til mit forrige indlæg), har jeg valgt at tilsidesætte andre gøremål, og få skrevet et blogindlæg om Hong Kong.
Jeg har således netop afsluttet et gøremål, som jeg er ganske sikker på, at Peter ikke vil have, at jeg udskyder for at skrive et blogindlæg - jeg så Paradise Hotel. Det kan man vist ikke stille noget spørgsmåltegn ved - det skal bare ses. Verdensklasse tv underholdning.
Nå, det var jo torsdag formiddag at jeg tog i lufthavnen for at finde flyveren mod Hong Kong og Funda. Jeg fandt først en flyver af helt ekstraordinær størrelse, som jeg var nødt til at fange med mit kamera.
Selve flyveturen til Singapore var helt fantastisk - det var jo Singapore airlines. Der blev således indtaget noget af al den vin man ikke får hernede, da det jo alt sammen er gratis. En lille film og så en god Magnum, det er jo svært at klage over flyveturen så.
Da vi ankommer til Hong Kong, fanger vi en bus mod Kowloon, nærmere bestemt Mong Kok. Dette er den udpræget kinesiske del af HK.
Vis stort kort
Kowloon er en del af fastlandet, og blev overdraget til englænderne ved en 99 år lang leasing aftale indgået i 1898. Ganske meget af det område Kowloon nu består er, er land der er indvundet fra havet af. Ligesom de fleste andre øer i området, er centrum af øen i vidt omfang indtaget af høje bjergrygge, som gør det umuligt at have boliger i store områder. Der er således utroligt sparsomt med plads, når der henses til hvor mange mennesker der bor der.
Dette billede er taget umiddelbart efter ankomst, hvor vi lige satte vores tasker af, og så blev vist rundt af en af Sara's venner i HK. Det var meget let at fare vild, alle gaderne lignende hinanden, og man havde i forvejen lidt stress over alle de mennesker man skulle finde en vej igennem. Jeg havde et par gange haft telefonisk kontakt med den kære Funda, og da vi senere samme aften tog ud for at drikke i et område på Hong Kong Island der hedder Wan Chai, mødte jeg hende som aftalt på Swindlers.
(Hun sidder ned)
Vi fortsatte senere aftenens eskapader i et andet og mere populært barområde ved det mundrette navn Lan Kwai Fung(LKF).
Her fik vi endnu engang at mærke, at der var Rugby Sevens i Hong Kong - hvis man ikke ved hvad det er, så er der da lidt frivillig læsning her. Selvom jeg aldrig havde hørt om det før, så skal jeg love for, at det er populært i andre dele af verdenen.
Aftenen blev afsluttet i en såkaldt minibus, som der var god fornuft i at benytte sig af i Hong Kong. Det koster ganske mange penge at krydse vandet fra Hong Kong Island til Kowloon, men i en minibus, så er det ikke så dyrt. Så når deres metro ikke længere kører, så var dette det billigste alternativ.
Næste morgen(læs: sent på formiddagen) skulle Hong Kong Island inspiceres i dagslys. Øen blev, som et resultat af en krig om englændernes salg af opium til kineserne, en del af det engelske imperie i 1841-42. Herfra har englænderne altså sneget opium ind i Kina fra i lang tid. Krigene startede som et svar på kinesernes ødelæggelse af godt 23.000 kister opium. Englænderne producerede denne opium i Indien. Så skulle de vigtigste træk af historien vidst være på plads. Det skulle da lige mangle, at kineserne i 1997 (99 år efter den indgåede leasingaftale) fik Hong Kong tilbage. Det er i 50 år frem lidt en form for selvstyre, et koncept der ikke er ukendt i andre dele af Kina.
Det moderne Hong Kong island er meget flot. Der er i stor stil bygget flotte højhuse, og det er ikke nær så beskidt og krampet sammen som Kowloon. Her ses først billeder af Bank of China og derefter den nok mere kendte IFC bygning(læs: bygningen fra The Dark Knight).
Vejret var på denne dag ikke helt henrivende, så jeg trak mig tilbage til et storcenter som angiveligt skulle være en kopi af Times Square. Herefter jagtede jeg sammen med Funda et sted at spise. Vi fik os noget udemærket Thai mad. En lur senere og vi var igen i byen. Utroligt så lille verden er. Inden jeg nåede ind til byen, havde Funda allerede mødt nogle af mine bekendte fra Singapore.
Det blev for mit vedkommende ikke en forfærdelig sen optræden, og jeg sov godt den aften.
Vi er nu fremme ved lørdag, hvor Funda tog os med ud at se en mere afslappet del af Hong Kong ved navnet Stanley Market. Der er ikke så meget at sige om det, andet end at vi på vejen passerede en Maybach forhandler, og et ikke ubetydeligt antal lækre ejendomme som tydeligvis var indrettet til brug for de folk der nu måtte være rige og bo i Hong Kong.
Jeg ville gerne have lagt en sort hvid version op af ovenstående billede, men det har jeg ikke lige fået gjort. Vi indtog i Stanley en lækker frokost pizza, som fik mig til at længes efter en god Benvenuti pizza - sender du en Peter?
Eftermiddagen blev brugt på lidt shopping og hygge på restaurant. Jeg brugte næsten ingen penge, selvom jeg kom af sted med sko, t-shirt og bælte fra en Paul Smith forretning.
Vi er nu efterhånden sneget os hen til Søndag, hvor dagens aktivitet først og fremmest var Ocean Park. Her skulle der ses pandaer og prøves forlystelser alt imens jeg forsøgte at overleve en dag hovedsaligt i selskab med barnlige kinesere.
Aftenen blev tilbragt på det historiske museum i Hong Kong, hvor det meste af min viden om området stammer fra, selvom jeg da på forhånd var godt forberedt gennem læsning af min bog om det engelske imperie. Vi så afslutningvis lysshowet som hver dag kl. 20 pryder skylinen i Hong Kong, jeg forsøger at uploade en video af det. Jeg var kommet af sted den dag uden min tripod, så billeder og film lider lidt derunder.
Hong Kong er en helt vild by, den er så travl, stor, tætbefolket, vanvittig, skøre mennesker, vild skyline og ja, bare lidt af alting. Jeg ville nok ikke kunne overleve at bo der, især fordi jeg er stå "stor" som jeg nu engang er. Der er simpelthen for lidt plads til min smag.
Så fik i da lidt blog? I morgen sætter jeg mig i flyveren mod Vietnam, der skal nok komme en masse gode billeder ud af det :) Knus og kram til de der endnu sidder derude og læser min blog, jeg glæder mig til snart at se jer allesammen igen.
Jeg vil lige aflive enhver forvirring min aprilsnar på Facebook kan have skabt, jeg er i Danmark den 23. maj kl. 7:50 og formentlig ikke mange minutter før. Hav det godt.
Update: her kom så videoen.
onsdag den 1. april 2009
Hurtigt indlæg
Kære læser,
Måske får jeg tid til i løbet af i morgen, til at opdatere bloggen med et indlæg om Hong Kong. Men indtil videre kan jeg blot sige, at der ligger billeder fra Coldplay og Hong Kong på min billedside.
God første april til jer alle :)
Måske får jeg tid til i løbet af i morgen, til at opdatere bloggen med et indlæg om Hong Kong. Men indtil videre kan jeg blot sige, at der ligger billeder fra Coldplay og Hong Kong på min billedside.
God første april til jer alle :)
mandag den 23. marts 2009
Now my feet wont touch the ground
Kære læser,
Hvis du læser dette indlæg og tænker, der er ingen retfærdighed til i verden, så vil jeg netop nu enten fuldkommen be- eller afkræfte denne tese. Jeg ankom til Coldplay koncert, og var lige kommet hen til mit sædde sammen med én af de tre andre jeg skulle til koncert med. De to andre var en tur på toilettet.
Jeg havde, selvfølgelig, købt en t-shirt med Viva La Vida tour på maven, og nogle datoer trykt på ryggen. Sekunder efter vi havde indfundet os på vores sæder, kom en dame op til os. Jeg ville ønske jeg kunne sige, at jeg kunne huske hendes navn, fordi hun er da det man kalder en af hverdagens helte - i hvert fald i min verden. Hun spurgte, om vi ville have vores sæder på anden bagerste række(i det dog relativt lille stadion) opgraderet til sædder på række 1a. Jo tak, sagde jeg, og to af os var derfor på vej mod udgangen igen, da jeg måtte meddele de sidste to af vores følgeskab, at vi desværre kun kunne få to billetter dernede på gulvet.
Det havde været min t-shirt der havde tiltrukket damen, som arbejdede for Coldplay. Bandet reserverede åbenbart altid de to forreste rækker for, og så valgte nogle folk hvem der skulle have sæder deroppe.
Vi fik "DE" bedste pladser i hele salen. Det var lige foran scenen, ingen foran os og så var det lige midt for. Koncerten var ganske enkelt fantastisk, og da der skulle gives ekstranumre sad Chris Martin nok engang ved klaveret ikke mere end 5-6 meter fra hvor jeg stod. Jeg var - vanen utro - ikke helt med på sangen, og kom til at lade et "oooooohooohohohohoh" ud en anelse for tidligt. Chris opfangede dette meget hurtigt og rakte straks tungen ud efter mig. Min følgesvend var hurtig til at række tungen ud af ham igen da han kiggede på os næste gang, og det fik ham til at grine.
Nummeret sluttede og de begyndte at spille det nummer de skulle slutte af med. Så vidt jeg lige ved, så er det enten deres nuværende single, eller også var det deres forrige single fra albummet - Life in Technicolor ii. Da vokalen skal til at starte går Chris Martin hen imod fronten af scenen med sin guitar og kigger ned på mig og siger: "Are you ready?" - han talte ikke i mikrofonen :). På daværende tidspunkt er jeg naturligvis ganske meget oppe at køre, og jeg råber:"Yeaaah" og giver ham thumbs up.
Dette var blot et af flere helt vildt fede øjeblikke under hele koncerten, hvor jeg desværre ikke havde mit kamera med, af frygt for at det skulle blive konfiskeret. Der var ingen fotografier tilladt, men det var ret tydeligt, at jeg ikke ville have haft noget problem ved at tage det med. Ikke desto mindre er jeg egentlig ikke ked af, at jeg ikke havde det med. Jeg tror jeg nød koncerten mere uden mit kamera. Desuden stod jeg og hoppede op og ned ved hegnet foran scenen hele koncerten, så der var ikke tid til den slags tant og fjas med mit kamera.
Så enten synes du nu(ja vi er da dus), kære læser, at det er helt retfærdigt at en stor Coldplay fan kom helt op foran og fik en aften han sent vil glemme, eller også synes du, at det er uretfærdigt, at jeg nu er blevet opgraderet til Coldplay koncert, fik gratis billetter til Changi og får lov til at lave alt muligt. Ikke desto mindre, så går der nok noget tid inden mine fødder igen er nede på jorden, for ikke at tale om mine arme kommer ned fra den udstrakte stilling mod himlen de på nuværende tidspunkt er fastlåst i.
Er det for meget at håbe på, at jeg på torsdag får min monkey class billet med Singapore Airlines til Hong Kong opgraderet til first class?
Hav det rigtig godt alle sammen - hvis der ellers efterhånden er nogen tilbage derude :)
Update: Til dem af jer som er på Facebook, så kan der ses en video som min siddekammerat til koncerten optog her.
Hvis du læser dette indlæg og tænker, der er ingen retfærdighed til i verden, så vil jeg netop nu enten fuldkommen be- eller afkræfte denne tese. Jeg ankom til Coldplay koncert, og var lige kommet hen til mit sædde sammen med én af de tre andre jeg skulle til koncert med. De to andre var en tur på toilettet.
Jeg havde, selvfølgelig, købt en t-shirt med Viva La Vida tour på maven, og nogle datoer trykt på ryggen. Sekunder efter vi havde indfundet os på vores sæder, kom en dame op til os. Jeg ville ønske jeg kunne sige, at jeg kunne huske hendes navn, fordi hun er da det man kalder en af hverdagens helte - i hvert fald i min verden. Hun spurgte, om vi ville have vores sæder på anden bagerste række(i det dog relativt lille stadion) opgraderet til sædder på række 1a. Jo tak, sagde jeg, og to af os var derfor på vej mod udgangen igen, da jeg måtte meddele de sidste to af vores følgeskab, at vi desværre kun kunne få to billetter dernede på gulvet.
Det havde været min t-shirt der havde tiltrukket damen, som arbejdede for Coldplay. Bandet reserverede åbenbart altid de to forreste rækker for, og så valgte nogle folk hvem der skulle have sæder deroppe.
Vi fik "DE" bedste pladser i hele salen. Det var lige foran scenen, ingen foran os og så var det lige midt for. Koncerten var ganske enkelt fantastisk, og da der skulle gives ekstranumre sad Chris Martin nok engang ved klaveret ikke mere end 5-6 meter fra hvor jeg stod. Jeg var - vanen utro - ikke helt med på sangen, og kom til at lade et "oooooohooohohohohoh" ud en anelse for tidligt. Chris opfangede dette meget hurtigt og rakte straks tungen ud efter mig. Min følgesvend var hurtig til at række tungen ud af ham igen da han kiggede på os næste gang, og det fik ham til at grine.
Nummeret sluttede og de begyndte at spille det nummer de skulle slutte af med. Så vidt jeg lige ved, så er det enten deres nuværende single, eller også var det deres forrige single fra albummet - Life in Technicolor ii. Da vokalen skal til at starte går Chris Martin hen imod fronten af scenen med sin guitar og kigger ned på mig og siger: "Are you ready?" - han talte ikke i mikrofonen :). På daværende tidspunkt er jeg naturligvis ganske meget oppe at køre, og jeg råber:"Yeaaah" og giver ham thumbs up.
Dette var blot et af flere helt vildt fede øjeblikke under hele koncerten, hvor jeg desværre ikke havde mit kamera med, af frygt for at det skulle blive konfiskeret. Der var ingen fotografier tilladt, men det var ret tydeligt, at jeg ikke ville have haft noget problem ved at tage det med. Ikke desto mindre er jeg egentlig ikke ked af, at jeg ikke havde det med. Jeg tror jeg nød koncerten mere uden mit kamera. Desuden stod jeg og hoppede op og ned ved hegnet foran scenen hele koncerten, så der var ikke tid til den slags tant og fjas med mit kamera.
Så enten synes du nu(ja vi er da dus), kære læser, at det er helt retfærdigt at en stor Coldplay fan kom helt op foran og fik en aften han sent vil glemme, eller også synes du, at det er uretfærdigt, at jeg nu er blevet opgraderet til Coldplay koncert, fik gratis billetter til Changi og får lov til at lave alt muligt. Ikke desto mindre, så går der nok noget tid inden mine fødder igen er nede på jorden, for ikke at tale om mine arme kommer ned fra den udstrakte stilling mod himlen de på nuværende tidspunkt er fastlåst i.
Er det for meget at håbe på, at jeg på torsdag får min monkey class billet med Singapore Airlines til Hong Kong opgraderet til first class?
Hav det rigtig godt alle sammen - hvis der ellers efterhånden er nogen tilbage derude :)
Update: Til dem af jer som er på Facebook, så kan der ses en video som min siddekammerat til koncerten optog her.
torsdag den 19. marts 2009
When you see it then you'll understand
Kære læser,
Så er jeg inden for den næste time på vej mod Malaysias østkyst og Perhentian Islands. Det bliver herligt at slappe lidt af på stranden, men samtidigt er skolearbejdet også med i tasken, så ren afslapning bliver det ikke til.
Der er flere rapporter der skal skrives og afleveres i den nærmeste fremtid, senest afleverede jeg en igår. Så der er lidt arbejde der kan laver der. Samtidigt er jeg gået i gang med en ny bog, da jeg er færdig med min gamle. Jeg læser derfor af fritidslæsning for tiden lidt Vince Flynn - Extreme Meassures samt Cambridge Illustrated British Empire, begge bøger er glimrende læsning indtil videre.
Det bliver helt sikkert en fed weekend, men jeg glæder mig mindst lige så meget til mandag og Coldplay.
Så er jeg inden for den næste time på vej mod Malaysias østkyst og Perhentian Islands. Det bliver herligt at slappe lidt af på stranden, men samtidigt er skolearbejdet også med i tasken, så ren afslapning bliver det ikke til.
Der er flere rapporter der skal skrives og afleveres i den nærmeste fremtid, senest afleverede jeg en igår. Så der er lidt arbejde der kan laver der. Samtidigt er jeg gået i gang med en ny bog, da jeg er færdig med min gamle. Jeg læser derfor af fritidslæsning for tiden lidt Vince Flynn - Extreme Meassures samt Cambridge Illustrated British Empire, begge bøger er glimrende læsning indtil videre.
Det bliver helt sikkert en fed weekend, men jeg glæder mig mindst lige så meget til mandag og Coldplay.
mandag den 16. marts 2009
Det ringer ud
Ja, der er vel i virkeligheden ikke ret lang tid tilbage af mit ophold i Singapore. Denne følelse forstærkes kun af det faktum, at jeg i den nærmeste fremtid har planlagt en række af ture til andre dele af sydøstasien.
Vi skriver i dag mandag den 16. marts, og allerede torsdag den 19. marts sen aften, vender jeg snuden mod Perhentian Islands. Denne tur er en lille weekendtur, og foregår i fællesskab med en hel række af forskellige mennesker jeg har mødt hernede. Turen varer indtil søndag den 22. hvor vi med natbus tager tilbage til Singapore. Jeg ankommer således til Singapore igen mandag den 23. kl. 07:00 og har undervisning allerede kl 09:00 - håber jeg får sovet lidt.
Så bliver det ikke mindre spændende om aftenen den 23., idet Coldplay spiller op til bal i Singapore Indoor Stadium. Vi smutter 4 mennesker ind at se og høre Coldplay, det bliver helt sikkert fedt. En fodnote til dette er, at jeg på det seneste er blevet mere og mere sikker på, at når Daft Punk igen kommer ud at turnere, så skal jeg da se dem.
Det var jo så mandag den 23. jeg skal bruge på det, hvad så? Jo, når dagen så hedder torsdag den 26., så sætter jeg mig i en flyver mod Hong Kong og Funda(min gode ven fra studiet hjemme i Danmark). Der skal jeg tilbringe weekenden og tager igen hjem med en flyver den 30. marts. Jeg skal flyve med Singapore Airlines, så det bliver helt sikkert en god flyvetur, og jeg ser også meget frem til at se lufthavnen i Hong Kong, som jeg har set en del programmer om på Discovery.
Hjemme i Singapore har jeg så et par dage, hvor jeg ligesom kan komme lidt til hægterne og gøre mig klar til det næste eventyr - Vietnam. Jeg sætter mig i flyveren den 3. april mod Vietnam, hvor jeg så bliver helt indtil den 11. april - det kommer til at koste mig et par dage i skole, men det må være det værd. Jeg skal besøge min far i Vietnam, og ankommer lige til hans fødselsdag, hvilket vel er ret god timing.
Derefter står den så på eksamenslæsning og forberedning indtil min første eksamen den 27. april. Der kommer måske en mindre tur mellem den 28. april og den 2-3. maj, men det er endnu ikke helt på plads. Efter den 7. maj, hvor jeg har min sidste eksamen, tager jeg til Thailand, hvor jeg muligvis først rejser lidt rundt med danskerne jeg har mødt hernede, for derefter at mødes med Funda for at slappe lidt af, inden jeg den 23. maj kl. 7:50 lander i Danmark.
Vi skriver i dag mandag den 16. marts, og allerede torsdag den 19. marts sen aften, vender jeg snuden mod Perhentian Islands. Denne tur er en lille weekendtur, og foregår i fællesskab med en hel række af forskellige mennesker jeg har mødt hernede. Turen varer indtil søndag den 22. hvor vi med natbus tager tilbage til Singapore. Jeg ankommer således til Singapore igen mandag den 23. kl. 07:00 og har undervisning allerede kl 09:00 - håber jeg får sovet lidt.
Så bliver det ikke mindre spændende om aftenen den 23., idet Coldplay spiller op til bal i Singapore Indoor Stadium. Vi smutter 4 mennesker ind at se og høre Coldplay, det bliver helt sikkert fedt. En fodnote til dette er, at jeg på det seneste er blevet mere og mere sikker på, at når Daft Punk igen kommer ud at turnere, så skal jeg da se dem.
Det var jo så mandag den 23. jeg skal bruge på det, hvad så? Jo, når dagen så hedder torsdag den 26., så sætter jeg mig i en flyver mod Hong Kong og Funda(min gode ven fra studiet hjemme i Danmark). Der skal jeg tilbringe weekenden og tager igen hjem med en flyver den 30. marts. Jeg skal flyve med Singapore Airlines, så det bliver helt sikkert en god flyvetur, og jeg ser også meget frem til at se lufthavnen i Hong Kong, som jeg har set en del programmer om på Discovery.
Hjemme i Singapore har jeg så et par dage, hvor jeg ligesom kan komme lidt til hægterne og gøre mig klar til det næste eventyr - Vietnam. Jeg sætter mig i flyveren den 3. april mod Vietnam, hvor jeg så bliver helt indtil den 11. april - det kommer til at koste mig et par dage i skole, men det må være det værd. Jeg skal besøge min far i Vietnam, og ankommer lige til hans fødselsdag, hvilket vel er ret god timing.
Derefter står den så på eksamenslæsning og forberedning indtil min første eksamen den 27. april. Der kommer måske en mindre tur mellem den 28. april og den 2-3. maj, men det er endnu ikke helt på plads. Efter den 7. maj, hvor jeg har min sidste eksamen, tager jeg til Thailand, hvor jeg muligvis først rejser lidt rundt med danskerne jeg har mødt hernede, for derefter at mødes med Funda for at slappe lidt af, inden jeg den 23. maj kl. 7:50 lander i Danmark.
mandag den 9. marts 2009
Det kan du regne med
Hvad? Jo, det skal jeg da sige. Siden min tilbagekomst fra Borneo, så har vi fået set lidt til det man på godt dansk kalder regnvejr. Det startede allerede lørdagen - dagen efter vi kom hjem - hvor jeg stod tidligt op for at vaske mit tøj. Når jeg skriver tidligt, så mener jeg naturligvis kl. 9:00. Jeg vaskede to maskinfulde - og det gik hurtigt, nu har de fået lavet vores vand så der faktisk er tryk på. Tøjet var mere eller mindre tørt omkring kl. 13, da jeg besluttede mig for at vække min mor tidligt.
Hun skulle ud at besøge noget familie den dag, og jeg vidste ikke helt hvornår hun skulle af sted, så jeg tænkte, at hvis jeg vækkede hende kl. 6:00, så var den da nok rimelig sikker. Ganske rigtigt var hun hjemme - og træt - men samtalen blev ikke ret lang. Samtalen var dog lang nok til, at da jeg igen åbnede døren ud til stuen, kunne jeg se vandet stå ned i stænger. Det tørretøj der NÆSTEN var tørt, var nu godt på vej imod en ekstra skylning.
Nå, det var da pokkers tænkte jeg og afventede at regnen skulle aftage. Regnen skulle vise sig at være et rimelig seriøst tordenvejr, og vi tog for en god ordens skyld alle vores stik ud af stikkontakterne. Regnen kom og gik, og jeg smed mit tøj i vaskemaskinen igen og gav det på ny en centrifugering - så vådt var det. Et par timer passerede, jeg sad og hørte musik, og pludselig stod det bare ned i stænger igen inden jeg kunne nå at få tøjet indendørs. Så hvor jeg normalt regner med en tørretid på et par timer, så måtte jeg her vente helt til engang mandag, før at tøjet var tørt
Vi har således i de sidste par uger set lidt mere til den regn, som der egentlig skulle være kommet i monsun tiden hernede. Det betyder ikke at jeg klager, det er da meget rart med lidt afbræk fra solen og varmen. I weekenden fik jeg dog brugt et par dage på Sentosa med godt med gang i solen, så jeg nu har indtaget en lidt mere brun nuance.
Til sidst skal nævnes - som et lidt sørgeligt kuriosum - at der har været en del dødsfald på universiterne hernede. Således var der først en studerende på NTU der med en kniv stak sin professor, hvorefter han stak sig selv gentagne gange og hoppede ud fra 5. sal, han døde selv mens professoren så vidt jeg ved har det udemærket. En anden medarbejder på NTU hang sig selv efter kun 5 dage på jobbet. Til sidst, og det der vel nok nærmest mig som person er, at en udveklingsstuderende ved NUS - det universitet jeg går på - fra et universitet i Miami forleden afgik ved døden. Han fik et åndedragsbesvær på sit kollegieværelse, og afgik umiddelbart herefter ved døden på universitetshospitalet. Det er endnu ikke afklaret hvorfor han døde, men der spekuleres i, at han indtog både medicin og alkohol.
Håber i har det godt derhjemme :)
Hun skulle ud at besøge noget familie den dag, og jeg vidste ikke helt hvornår hun skulle af sted, så jeg tænkte, at hvis jeg vækkede hende kl. 6:00, så var den da nok rimelig sikker. Ganske rigtigt var hun hjemme - og træt - men samtalen blev ikke ret lang. Samtalen var dog lang nok til, at da jeg igen åbnede døren ud til stuen, kunne jeg se vandet stå ned i stænger. Det tørretøj der NÆSTEN var tørt, var nu godt på vej imod en ekstra skylning.
Nå, det var da pokkers tænkte jeg og afventede at regnen skulle aftage. Regnen skulle vise sig at være et rimelig seriøst tordenvejr, og vi tog for en god ordens skyld alle vores stik ud af stikkontakterne. Regnen kom og gik, og jeg smed mit tøj i vaskemaskinen igen og gav det på ny en centrifugering - så vådt var det. Et par timer passerede, jeg sad og hørte musik, og pludselig stod det bare ned i stænger igen inden jeg kunne nå at få tøjet indendørs. Så hvor jeg normalt regner med en tørretid på et par timer, så måtte jeg her vente helt til engang mandag, før at tøjet var tørt
Vi har således i de sidste par uger set lidt mere til den regn, som der egentlig skulle være kommet i monsun tiden hernede. Det betyder ikke at jeg klager, det er da meget rart med lidt afbræk fra solen og varmen. I weekenden fik jeg dog brugt et par dage på Sentosa med godt med gang i solen, så jeg nu har indtaget en lidt mere brun nuance.
Til sidst skal nævnes - som et lidt sørgeligt kuriosum - at der har været en del dødsfald på universiterne hernede. Således var der først en studerende på NTU der med en kniv stak sin professor, hvorefter han stak sig selv gentagne gange og hoppede ud fra 5. sal, han døde selv mens professoren så vidt jeg ved har det udemærket. En anden medarbejder på NTU hang sig selv efter kun 5 dage på jobbet. Til sidst, og det der vel nok nærmest mig som person er, at en udveklingsstuderende ved NUS - det universitet jeg går på - fra et universitet i Miami forleden afgik ved døden. Han fik et åndedragsbesvær på sit kollegieværelse, og afgik umiddelbart herefter ved døden på universitetshospitalet. Det er endnu ikke afklaret hvorfor han døde, men der spekuleres i, at han indtog både medicin og alkohol.
Håber i har det godt derhjemme :)
torsdag den 5. marts 2009
Okay så
Kære læsere,
Jeg har mere end én gang mødt den påstand, at jeg vidst ikke lavede noget relevant for mit studie hernede. Dette er naturligvis ganske usandt, og jeg vil gerne fuldstændig dementere påstanden. Eksempelvis har jeg siden mit sidste blogindlæg været travlt beskæftiget med et foredrag, som min gruppe skulle stå for i onsdags.
Det var til faget omkring etiske og retlige forpligtelser og vores emne var "ødelæggelse og opbevaring af dokumenter". Det lidt særlige er jo, at faget retter sig mod tilstanden i Singapore. I dette område var der dog ikke i Singapore nogen retspraksis, hvorfor vi i vores obligatoriske tekste blev rettet mod andre dele af commonwealth områderne, nærmere bestemt Australien.
Jeg stod for nogle af de mere interessante dele af oplægget, og fik også rettet en del spørgsmål mod netop min del eller min holdning til tingene. Det kunne jo både være godt eller skidt, men professoren sagde efter de 45 minutters foredrag fra min gruppes side (4 personer) var overstået, at jeg havde haft en "meget intelligent tilgang" til tingene. Så bliver man da glad, og så måtte jeg da ud at fejre.
Nå, alkohol igen hva? Niks, ingen - jeg tog mig i stedet en mindre(læs: dyr) shopping tur. Hvad der kom ud af det, ja det er ikke godt at vide ;-)
Håber i har det godt hvor end i verden i er.
Jeg har mere end én gang mødt den påstand, at jeg vidst ikke lavede noget relevant for mit studie hernede. Dette er naturligvis ganske usandt, og jeg vil gerne fuldstændig dementere påstanden. Eksempelvis har jeg siden mit sidste blogindlæg været travlt beskæftiget med et foredrag, som min gruppe skulle stå for i onsdags.
Det var til faget omkring etiske og retlige forpligtelser og vores emne var "ødelæggelse og opbevaring af dokumenter". Det lidt særlige er jo, at faget retter sig mod tilstanden i Singapore. I dette område var der dog ikke i Singapore nogen retspraksis, hvorfor vi i vores obligatoriske tekste blev rettet mod andre dele af commonwealth områderne, nærmere bestemt Australien.
Jeg stod for nogle af de mere interessante dele af oplægget, og fik også rettet en del spørgsmål mod netop min del eller min holdning til tingene. Det kunne jo både være godt eller skidt, men professoren sagde efter de 45 minutters foredrag fra min gruppes side (4 personer) var overstået, at jeg havde haft en "meget intelligent tilgang" til tingene. Så bliver man da glad, og så måtte jeg da ud at fejre.
Nå, alkohol igen hva? Niks, ingen - jeg tog mig i stedet en mindre(læs: dyr) shopping tur. Hvad der kom ud af det, ja det er ikke godt at vide ;-)
Håber i har det godt hvor end i verden i er.
lørdag den 28. februar 2009
Lad der være billeder
Og billeder kommer der. Lige nu kæmper min macbook for livet. Den er i gang med at uploade 260+ billeder til mit billede site. Men inden jeg begynder at gå igennem billederne så lad os da lige starte helt fra starten af.
Det er nu over en uge siden, at jeg sammen med tre danskere og to tyskere satte kursen mod Changi Airport. Turen består i små 40 minutter ombord på deres MRT tog, hvorefter man står i terminal 2. Vi troede - fejlagtigt - at vi skulle med vores AirAsia fly fra budget terminal. Vi tog derfor en bus til netop denne terminal, blot for at erfare, at vores fly altså afgik fra terminal 3. Så det var tilbage med selv samme bus, ombord på et shuttle tog, og så var vi klar til check-in.
Hos AirAsia foregår dette fuldstændigt vilkårligt med mindre, at man har betalt for at sidde ved siden af hinanden. Dette havde vi ikke, og jeg endte med at sidde på en midter plads. Det var nu alt sammen fint nok, og jeg havde en rigtig behagelig flyvetur derover. Da vi ankom i lufthavnen ejede vi knap penge - i hvert fald penge der kunne bruges i Malaysia. Vi var jo landet i Kota Kinabalu, som ligger i Sabah, som er den Malaysiske del af Borneo.
Vi måtte under alle omstændigheder have fat i en taxa til vores hostel - North Borneo Lodge. Dette foregik ved, at man skulle købe og betale for en taxa billet, hvorefter man kunne sætte kursen ud til taxaerne og finde sig en taxa. Det var et helt fantastisk ringe system, og vi endte med at sidde utrolig klemt - dette skulle ikke være sidste gang.
Vores hostel var rigtig hyggeligt indrettet, og vi faldt hurtigt til her. Det viste sig, at det lå midt i det man vel kan kalde for det finansielle centrum i Kota Kinabalu. I hvert fald lå der i hvert fald de første 10 banker lige rundt om det, og det var derfor en smal sag at finde en ATM at hæve i. Den første aften vi var der, blev vi spurgt, om vi ikke ville deltage i noget Futsal dagen efter - klart, det var vi da friske på.
Det blev således til lidt afslappede øl langs vandet inden vi gik i seng. Vi stod op til en tur til Pulau Manukan - en ø - hvor vi tilbragte den sene formiddag og hele eftermiddagen på stranden. Vi erfarede allerede her, at det regner meget på Borneo. Vi sad derfor i ly for regnen i halvanden time, inden vi fortsatte ned til bådene for at komme tilbage. Et hurtigt måltid på Burger King - hvilket heller ikke skulle blive sidste gang - inden vi gik tilbage for at forberede os på vores Futsal. Vi havde dagen forinden fået at vide, at vi skulle spille kl. 7, så da vi kom tilbage lidt over 6, så mente vi, at vi var i rigelig god tid. Det var dog således, at vi skulle spille allerede kl 6, hvorfor det tidspunkt vi første havde fået at vide, viste sig at være forkert - det skulle vise sig ikke at være sidste gang.
Ikke desto mindre, så fik vi spillet små 45 minutters Futsal, og det var rigtig god underholdning.
Den aften røg vi ned på en pub der hed Cock and Bull, hvor øl blev skyllet ned til 3 Premier League kampe på storskærm. Af samme grund, eller måske nok mest på grund af øllet, så kom vi op lidt sent næste dag. Der blev derfor gjort kort proces på morgenmaden, og vi pakkede vores tasker sammen og satte mod busserne. Vi havde nemlig besluttet, at vi ville tage op og bo ved basen af vores klatretur dagen inden, at vores egentlige opstigning skulle starte. Efter en to timers køretur i bus, hvor vi nok engang sad lidt klemt, så blev vi indlogeret på Rock Hostel - et dejligt sted.
Vi var allerede nu i omkring 2 kilometers højde, og temperaturen var derfor væsentlig mere mild end ved havets overflade. Samtidigt var vi også placeret midt inde i nogle skyer fra tid til anden, så det var helt umuligt at tørre tøj og lignende på de dertil indrettede tørresnore. Vi gik herefter ned på informationscentret, hvor der ville være en briefing kl. 18 omkring det at bestige Kinabalu. Samme sted fandt vi en glimrende restaurant, hvor vi til en rimelig penge fik os et rigtig dejligt måltid.
Dagen hvor vores opstigning skulle starte oprindede, og tidligt stod vi op, for at komme i gang i god tid. Ned at spise vores morgenmad, som var et rigtig godt måltid også. Herefter fik vi os en guide og transport ud til det, som er den lange og hårdeste tur til Laban Rata. Da vi efter en lille halv times kørsel kom frem til stien, begyndte vores tur imod toppen ellers.
Pelle og jeg lagde relativt hurtigt afstand til de andre, og efterhånden som tiden gik besluttede vi, at vi ikke ville vente, men blot ville skynde os så meget som muligt til Laban Rata. Laban Rata er en lille samling hytter i 3.200 meters højde, hvor vi skulle sove indtil vi kunne klatre mod toppen og solopgangen. Undervejs på turen op var der massere af skønne naturomgivelser - men det var også ganske krævende at klatre op. Man kunne virkelig mærke, at luften var meget tyndere end ved havoverfladen, og selv de mindste trin fik ens puls helt op og man gispede efter luften.
Pelle og jeg nåede Laban Rate omkring kl. 12:50, vi havde således forceret den lange rute på under 4 timer, ikke helt dårligt. På Laban Rata var der fri adgang til the og kaffe, og jeg fik bestilt mig en omgang spaghetti til at lade op endnu engang. Vi skulle bo på et hostel et par hundrede meter længere oppe af bjerget. Lad mig sige det sådan her, turen derop faldt ikke i god smag.
Da de andre kom og tilsluttede os på vores hostel fik vi os en lille lur, og dette fulgte vi op med aftensmad på Laban Rata.
På vores hostel var der ganske koldt. Udendørstemperaturen var formentlig omkring 6-10 grader celcius, og der var ingen varme i værelserne. Så de to tæpper man havde var ganske brugbare, og man var ikke meget for at hoppe ud fra disse for at besøge toilettet eller hvad man nu havde behov for. Ved aftensmadtid havde skyerne sluppet sit tætte greb om Laban Rata, og der blev således mulighed for at sætte nogle billeder til livs. Vi synes det var utroligt flot, hvilket det givet vis også var, men det var intet imod det vi i løbet af natten skulle opleve.
Efter aftensmaden var det tid til at sove. Vi skulle op omkring kl. 02:00 for at begive os mod toppen omkring kl. 3:30. Den høje koncentration af kinesere gjorde, at der ikke blev sovet meget. Jeg tror jeg fik omkring én times søvn fra 23-24, hvorefter de mest langsomme af kineserne begyndte at stå op for at begive sig mod toppen. De larmede ganske meget, og det var derfor rimelig svært at sove. Samtidigt slog ens hjerte ganske hårdt af sted, det var nok en kombination af den tynde luft og dagens hårde strabadser.
Da vi efterhånden begav os mod toppen, var den pandelygte jeg havde købt ganske enkelt uundværelig.
Jeg fandt også brug for det meste af det andet gejl jeg havde købt.
Pelle og jeg satte til at starte med et lidt højt tempo op af, men vi kunne se på det hele, at vi ville komme op alt for tidligt, hvis vi ikke sagtnede farten lidt. Vi mødtes således op med resten af gruppen, og undervejs blev der holdt en del pauser. Jeg vil således lige linke til et billede på facebook, som jeg endnu ikke lige har fået mine fingre i - link her. Jeg håber at i kan se det.
Vi nåede toppen lige i tide til at se solens første stråler komme op over de få skyer der var på himlen. Selve toppen var ikke ret stor, så vi havde på forhånd fået besked på, at vi kun måtte være der i omkring 15 minutter. Vinden kom stærkt ind fra den ene side, og der blev hurtigt skabt en gruppering på den modsatte side. Desværre også den modsatte side af solens stråler. Jeg måtte derfor op på toppen for at skaffe de billeder jeg så gerne ville have. Handskerne var i vejen, min tripod var ikke funktionel(Jeg havde glemt den del der skal sættes på kameraet), vinden var lige i ansigtet - hvilket blot gjorde problemet med handsker og tripod endnu mere udtalte på billederne. Lyset var knapt endnu, og lang lukketid var derfor nødvendig.
Endnu en forhindring bestod i, at der på toppen var sat et hegn op - formentlig fordi at folk ikke skal ud på den anden side af dette. Jeg så ingen hindring i dette andet end, at det var i vejen for mit billede. Så jeg begav mig ud på den anden side af dette. Her fandt jeg nogle sten hvorpå jeg kunne placere kameraet og sammen med mine hænder kunne jeg holde kameraet stille i de 8-16 sekunder jeg lod kameraet eksponere horisonten. Der kom nogle billeder ud af dette.
Nedturen var ikke mindre end fantastisk. Solen var nu helt stået op, og det var ikke længere koldt eller hårdt at bevæge sig. Faktisk løb jeg til tider rundt for at få det helt rette billede. Der blev VIRKELIG taget mange billeder på vej ned. Jeg var således 45 minutter langsommere ned til Laban Rata end Pelle. Mange af dem viser det samme motiv, men jeg ville da være helt sikker på, at jeg havde det helt perfekte af slagsen. Jeg har endnu ikke haft tid til at se dem nøgternt igennem, men jeg kan da lige vise et par af dem her.
Ellers vil jeg for nuværende blot henvise jer til albummet, hvor der også er billeder jeg endnu ikke har haft tid til at forklare i nærværende blog indlæg. Det kommer i et senere indlæg. Nu må jeg simpelthen have mig noget frokost, og så tilbage til lektierne. Håber i har det herligt derhjemme.
Det er nu over en uge siden, at jeg sammen med tre danskere og to tyskere satte kursen mod Changi Airport. Turen består i små 40 minutter ombord på deres MRT tog, hvorefter man står i terminal 2. Vi troede - fejlagtigt - at vi skulle med vores AirAsia fly fra budget terminal. Vi tog derfor en bus til netop denne terminal, blot for at erfare, at vores fly altså afgik fra terminal 3. Så det var tilbage med selv samme bus, ombord på et shuttle tog, og så var vi klar til check-in.
Hos AirAsia foregår dette fuldstændigt vilkårligt med mindre, at man har betalt for at sidde ved siden af hinanden. Dette havde vi ikke, og jeg endte med at sidde på en midter plads. Det var nu alt sammen fint nok, og jeg havde en rigtig behagelig flyvetur derover. Da vi ankom i lufthavnen ejede vi knap penge - i hvert fald penge der kunne bruges i Malaysia. Vi var jo landet i Kota Kinabalu, som ligger i Sabah, som er den Malaysiske del af Borneo.
Vi måtte under alle omstændigheder have fat i en taxa til vores hostel - North Borneo Lodge. Dette foregik ved, at man skulle købe og betale for en taxa billet, hvorefter man kunne sætte kursen ud til taxaerne og finde sig en taxa. Det var et helt fantastisk ringe system, og vi endte med at sidde utrolig klemt - dette skulle ikke være sidste gang.
Vores hostel var rigtig hyggeligt indrettet, og vi faldt hurtigt til her. Det viste sig, at det lå midt i det man vel kan kalde for det finansielle centrum i Kota Kinabalu. I hvert fald lå der i hvert fald de første 10 banker lige rundt om det, og det var derfor en smal sag at finde en ATM at hæve i. Den første aften vi var der, blev vi spurgt, om vi ikke ville deltage i noget Futsal dagen efter - klart, det var vi da friske på.
Det blev således til lidt afslappede øl langs vandet inden vi gik i seng. Vi stod op til en tur til Pulau Manukan - en ø - hvor vi tilbragte den sene formiddag og hele eftermiddagen på stranden. Vi erfarede allerede her, at det regner meget på Borneo. Vi sad derfor i ly for regnen i halvanden time, inden vi fortsatte ned til bådene for at komme tilbage. Et hurtigt måltid på Burger King - hvilket heller ikke skulle blive sidste gang - inden vi gik tilbage for at forberede os på vores Futsal. Vi havde dagen forinden fået at vide, at vi skulle spille kl. 7, så da vi kom tilbage lidt over 6, så mente vi, at vi var i rigelig god tid. Det var dog således, at vi skulle spille allerede kl 6, hvorfor det tidspunkt vi første havde fået at vide, viste sig at være forkert - det skulle vise sig ikke at være sidste gang.
Ikke desto mindre, så fik vi spillet små 45 minutters Futsal, og det var rigtig god underholdning.
Den aften røg vi ned på en pub der hed Cock and Bull, hvor øl blev skyllet ned til 3 Premier League kampe på storskærm. Af samme grund, eller måske nok mest på grund af øllet, så kom vi op lidt sent næste dag. Der blev derfor gjort kort proces på morgenmaden, og vi pakkede vores tasker sammen og satte mod busserne. Vi havde nemlig besluttet, at vi ville tage op og bo ved basen af vores klatretur dagen inden, at vores egentlige opstigning skulle starte. Efter en to timers køretur i bus, hvor vi nok engang sad lidt klemt, så blev vi indlogeret på Rock Hostel - et dejligt sted.
Vi var allerede nu i omkring 2 kilometers højde, og temperaturen var derfor væsentlig mere mild end ved havets overflade. Samtidigt var vi også placeret midt inde i nogle skyer fra tid til anden, så det var helt umuligt at tørre tøj og lignende på de dertil indrettede tørresnore. Vi gik herefter ned på informationscentret, hvor der ville være en briefing kl. 18 omkring det at bestige Kinabalu. Samme sted fandt vi en glimrende restaurant, hvor vi til en rimelig penge fik os et rigtig dejligt måltid.
Dagen hvor vores opstigning skulle starte oprindede, og tidligt stod vi op, for at komme i gang i god tid. Ned at spise vores morgenmad, som var et rigtig godt måltid også. Herefter fik vi os en guide og transport ud til det, som er den lange og hårdeste tur til Laban Rata. Da vi efter en lille halv times kørsel kom frem til stien, begyndte vores tur imod toppen ellers.
Pelle og jeg lagde relativt hurtigt afstand til de andre, og efterhånden som tiden gik besluttede vi, at vi ikke ville vente, men blot ville skynde os så meget som muligt til Laban Rata. Laban Rata er en lille samling hytter i 3.200 meters højde, hvor vi skulle sove indtil vi kunne klatre mod toppen og solopgangen. Undervejs på turen op var der massere af skønne naturomgivelser - men det var også ganske krævende at klatre op. Man kunne virkelig mærke, at luften var meget tyndere end ved havoverfladen, og selv de mindste trin fik ens puls helt op og man gispede efter luften.
Pelle og jeg nåede Laban Rate omkring kl. 12:50, vi havde således forceret den lange rute på under 4 timer, ikke helt dårligt. På Laban Rata var der fri adgang til the og kaffe, og jeg fik bestilt mig en omgang spaghetti til at lade op endnu engang. Vi skulle bo på et hostel et par hundrede meter længere oppe af bjerget. Lad mig sige det sådan her, turen derop faldt ikke i god smag.
Da de andre kom og tilsluttede os på vores hostel fik vi os en lille lur, og dette fulgte vi op med aftensmad på Laban Rata.
På vores hostel var der ganske koldt. Udendørstemperaturen var formentlig omkring 6-10 grader celcius, og der var ingen varme i værelserne. Så de to tæpper man havde var ganske brugbare, og man var ikke meget for at hoppe ud fra disse for at besøge toilettet eller hvad man nu havde behov for. Ved aftensmadtid havde skyerne sluppet sit tætte greb om Laban Rata, og der blev således mulighed for at sætte nogle billeder til livs. Vi synes det var utroligt flot, hvilket det givet vis også var, men det var intet imod det vi i løbet af natten skulle opleve.
Efter aftensmaden var det tid til at sove. Vi skulle op omkring kl. 02:00 for at begive os mod toppen omkring kl. 3:30. Den høje koncentration af kinesere gjorde, at der ikke blev sovet meget. Jeg tror jeg fik omkring én times søvn fra 23-24, hvorefter de mest langsomme af kineserne begyndte at stå op for at begive sig mod toppen. De larmede ganske meget, og det var derfor rimelig svært at sove. Samtidigt slog ens hjerte ganske hårdt af sted, det var nok en kombination af den tynde luft og dagens hårde strabadser.
Da vi efterhånden begav os mod toppen, var den pandelygte jeg havde købt ganske enkelt uundværelig.
Jeg fandt også brug for det meste af det andet gejl jeg havde købt.
Pelle og jeg satte til at starte med et lidt højt tempo op af, men vi kunne se på det hele, at vi ville komme op alt for tidligt, hvis vi ikke sagtnede farten lidt. Vi mødtes således op med resten af gruppen, og undervejs blev der holdt en del pauser. Jeg vil således lige linke til et billede på facebook, som jeg endnu ikke lige har fået mine fingre i - link her. Jeg håber at i kan se det.
Vi nåede toppen lige i tide til at se solens første stråler komme op over de få skyer der var på himlen. Selve toppen var ikke ret stor, så vi havde på forhånd fået besked på, at vi kun måtte være der i omkring 15 minutter. Vinden kom stærkt ind fra den ene side, og der blev hurtigt skabt en gruppering på den modsatte side. Desværre også den modsatte side af solens stråler. Jeg måtte derfor op på toppen for at skaffe de billeder jeg så gerne ville have. Handskerne var i vejen, min tripod var ikke funktionel(Jeg havde glemt den del der skal sættes på kameraet), vinden var lige i ansigtet - hvilket blot gjorde problemet med handsker og tripod endnu mere udtalte på billederne. Lyset var knapt endnu, og lang lukketid var derfor nødvendig.
Endnu en forhindring bestod i, at der på toppen var sat et hegn op - formentlig fordi at folk ikke skal ud på den anden side af dette. Jeg så ingen hindring i dette andet end, at det var i vejen for mit billede. Så jeg begav mig ud på den anden side af dette. Her fandt jeg nogle sten hvorpå jeg kunne placere kameraet og sammen med mine hænder kunne jeg holde kameraet stille i de 8-16 sekunder jeg lod kameraet eksponere horisonten. Der kom nogle billeder ud af dette.
Nedturen var ikke mindre end fantastisk. Solen var nu helt stået op, og det var ikke længere koldt eller hårdt at bevæge sig. Faktisk løb jeg til tider rundt for at få det helt rette billede. Der blev VIRKELIG taget mange billeder på vej ned. Jeg var således 45 minutter langsommere ned til Laban Rata end Pelle. Mange af dem viser det samme motiv, men jeg ville da være helt sikker på, at jeg havde det helt perfekte af slagsen. Jeg har endnu ikke haft tid til at se dem nøgternt igennem, men jeg kan da lige vise et par af dem her.
Ellers vil jeg for nuværende blot henvise jer til albummet, hvor der også er billeder jeg endnu ikke har haft tid til at forklare i nærværende blog indlæg. Det kommer i et senere indlæg. Nu må jeg simpelthen have mig noget frokost, og så tilbage til lektierne. Håber i har det herligt derhjemme.
 |
| Mt. Kinabalu |
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
