Now my feet wont touch the ground

Kære læser,

Hvis du læser dette indlæg og tænker, der er ingen retfærdighed til i verden, så vil jeg netop nu enten fuldkommen be- eller afkræfte denne tese. Jeg ankom til Coldplay koncert, og var lige kommet hen til mit sædde sammen med én af de tre andre jeg skulle til koncert med. De to andre var en tur på toilettet.

Jeg havde, selvfølgelig, købt en t-shirt med Viva La Vida tour på maven, og nogle datoer trykt på ryggen. Sekunder efter vi havde indfundet os på vores sæder, kom en dame op til os. Jeg ville ønske jeg kunne sige, at jeg kunne huske hendes navn, fordi hun er da det man kalder en af hverdagens helte - i hvert fald i min verden. Hun spurgte, om vi ville have vores sæder på anden bagerste række(i det dog relativt lille stadion) opgraderet til sædder på række 1a. Jo tak, sagde jeg, og to af os var derfor på vej mod udgangen igen, da jeg måtte meddele de sidste to af vores følgeskab, at vi desværre kun kunne få to billetter dernede på gulvet.

Det havde været min t-shirt der havde tiltrukket damen, som arbejdede for Coldplay. Bandet reserverede åbenbart altid de to forreste rækker for, og så valgte nogle folk hvem der skulle have sæder deroppe.

Vi fik "DE" bedste pladser i hele salen. Det var lige foran scenen, ingen foran os og så var det lige midt for. Koncerten var ganske enkelt fantastisk, og da der skulle gives ekstranumre sad Chris Martin nok engang ved klaveret ikke mere end 5-6 meter fra hvor jeg stod. Jeg var - vanen utro - ikke helt med på sangen, og kom til at lade et "oooooohooohohohohoh" ud en anelse for tidligt. Chris opfangede dette meget hurtigt og rakte straks tungen ud efter mig. Min følgesvend var hurtig til at række tungen ud af ham igen da han kiggede på os næste gang, og det fik ham til at grine.

Nummeret sluttede og de begyndte at spille det nummer de skulle slutte af med. Så vidt jeg lige ved, så er det enten deres nuværende single, eller også var det deres forrige single fra albummet - Life in Technicolor ii. Da vokalen skal til at starte går Chris Martin hen imod fronten af scenen med sin guitar og kigger ned på mig og siger: "Are you ready?" - han talte ikke i mikrofonen :). På daværende tidspunkt er jeg naturligvis ganske meget oppe at køre, og jeg råber:"Yeaaah" og giver ham thumbs up.

Dette var blot et af flere helt vildt fede øjeblikke under hele koncerten, hvor jeg desværre ikke havde mit kamera med, af frygt for at det skulle blive konfiskeret. Der var ingen fotografier tilladt, men det var ret tydeligt, at jeg ikke ville have haft noget problem ved at tage det med. Ikke desto mindre er jeg egentlig ikke ked af, at jeg ikke havde det med. Jeg tror jeg nød koncerten mere uden mit kamera. Desuden stod jeg og hoppede op og ned ved hegnet foran scenen hele koncerten, så der var ikke tid til den slags tant og fjas med mit kamera.

Så enten synes du nu(ja vi er da dus), kære læser, at det er helt retfærdigt at en stor Coldplay fan kom helt op foran og fik en aften han sent vil glemme, eller også synes du, at det er uretfærdigt, at jeg nu er blevet opgraderet til Coldplay koncert, fik gratis billetter til Changi og får lov til at lave alt muligt. Ikke desto mindre, så går der nok noget tid inden mine fødder igen er nede på jorden, for ikke at tale om mine arme kommer ned fra den udstrakte stilling mod himlen de på nuværende tidspunkt er fastlåst i.

Er det for meget at håbe på, at jeg på torsdag får min monkey class billet med Singapore Airlines til Hong Kong opgraderet til first class?

Hav det rigtig godt alle sammen - hvis der ellers efterhånden er nogen tilbage derude :)

Update: Til dem af jer som er på Facebook, så kan der ses en video som min siddekammerat til koncerten optog her.

When you see it then you'll understand

Kære læser,

Så er jeg inden for den næste time på vej mod Malaysias østkyst og Perhentian Islands. Det bliver herligt at slappe lidt af på stranden, men samtidigt er skolearbejdet også med i tasken, så ren afslapning bliver det ikke til.

Der er flere rapporter der skal skrives og afleveres i den nærmeste fremtid, senest afleverede jeg en igår. Så der er lidt arbejde der kan laver der. Samtidigt er jeg gået i gang med en ny bog, da jeg er færdig med min gamle. Jeg læser derfor af fritidslæsning for tiden lidt Vince Flynn - Extreme Meassures samt Cambridge Illustrated British Empire, begge bøger er glimrende læsning indtil videre.

Det bliver helt sikkert en fed weekend, men jeg glæder mig mindst lige så meget til mandag og Coldplay.

Det ringer ud

Ja, der er vel i virkeligheden ikke ret lang tid tilbage af mit ophold i Singapore. Denne følelse forstærkes kun af det faktum, at jeg i den nærmeste fremtid har planlagt en række af ture til andre dele af sydøstasien.

Vi skriver i dag mandag den 16. marts, og allerede torsdag den 19. marts sen aften, vender jeg snuden mod Perhentian Islands. Denne tur er en lille weekendtur, og foregår i fællesskab med en hel række af forskellige mennesker jeg har mødt hernede. Turen varer indtil søndag den 22. hvor vi med natbus tager tilbage til Singapore. Jeg ankommer således til Singapore igen mandag den 23. kl. 07:00 og har undervisning allerede kl 09:00 - håber jeg får sovet lidt.

Så bliver det ikke mindre spændende om aftenen den 23., idet Coldplay spiller op til bal i Singapore Indoor Stadium. Vi smutter 4 mennesker ind at se og høre Coldplay, det bliver helt sikkert fedt. En fodnote til dette er, at jeg på det seneste er blevet mere og mere sikker på, at når Daft Punk igen kommer ud at turnere, så skal jeg da se dem.

Det var jo så mandag den 23. jeg skal bruge på det, hvad så? Jo, når dagen så hedder torsdag den 26., så sætter jeg mig i en flyver mod Hong Kong og Funda(min gode ven fra studiet hjemme i Danmark). Der skal jeg tilbringe weekenden og tager igen hjem med en flyver den 30. marts. Jeg skal flyve med Singapore Airlines, så det bliver helt sikkert en god flyvetur, og jeg ser også meget frem til at se lufthavnen i Hong Kong, som jeg har set en del programmer om på Discovery.

Hjemme i Singapore har jeg så et par dage, hvor jeg ligesom kan komme lidt til hægterne og gøre mig klar til det næste eventyr - Vietnam. Jeg sætter mig i flyveren den 3. april mod Vietnam, hvor jeg så bliver helt indtil den 11. april - det kommer til at koste mig et par dage i skole, men det må være det værd. Jeg skal besøge min far i Vietnam, og ankommer lige til hans fødselsdag, hvilket vel er ret god timing.

Derefter står den så på eksamenslæsning og forberedning indtil min første eksamen den 27. april. Der kommer måske en mindre tur mellem den 28. april og den 2-3. maj, men det er endnu ikke helt på plads. Efter den 7. maj, hvor jeg har min sidste eksamen, tager jeg til Thailand, hvor jeg muligvis først rejser lidt rundt med danskerne jeg har mødt hernede, for derefter at mødes med Funda for at slappe lidt af, inden jeg den 23. maj kl. 7:50 lander i Danmark.

Det kan du regne med

Hvad? Jo, det skal jeg da sige. Siden min tilbagekomst fra Borneo, så har vi fået set lidt til det man på godt dansk kalder regnvejr. Det startede allerede lørdagen - dagen efter vi kom hjem - hvor jeg stod tidligt op for at vaske mit tøj. Når jeg skriver tidligt, så mener jeg naturligvis kl. 9:00. Jeg vaskede to maskinfulde - og det gik hurtigt, nu har de fået lavet vores vand så der faktisk er tryk på. Tøjet var mere eller mindre tørt omkring kl. 13, da jeg besluttede mig for at vække min mor tidligt.

Hun skulle ud at besøge noget familie den dag, og jeg vidste ikke helt hvornår hun skulle af sted, så jeg tænkte, at hvis jeg vækkede hende kl. 6:00, så var den da nok rimelig sikker. Ganske rigtigt var hun hjemme - og træt - men samtalen blev ikke ret lang. Samtalen var dog lang nok til, at da jeg igen åbnede døren ud til stuen, kunne jeg se vandet stå ned i stænger. Det tørretøj der NÆSTEN var tørt, var nu godt på vej imod en ekstra skylning.

Nå, det var da pokkers tænkte jeg og afventede at regnen skulle aftage. Regnen skulle vise sig at være et rimelig seriøst tordenvejr, og vi tog for en god ordens skyld alle vores stik ud af stikkontakterne. Regnen kom og gik, og jeg smed mit tøj i vaskemaskinen igen og gav det på ny en centrifugering - så vådt var det. Et par timer passerede, jeg sad og hørte musik, og pludselig stod det bare ned i stænger igen inden jeg kunne nå at få tøjet indendørs. Så hvor jeg normalt regner med en tørretid på et par timer, så måtte jeg her vente helt til engang mandag, før at tøjet var tørt

Vi har således i de sidste par uger set lidt mere til den regn, som der egentlig skulle være kommet i monsun tiden hernede. Det betyder ikke at jeg klager, det er da meget rart med lidt afbræk fra solen og varmen. I weekenden fik jeg dog brugt et par dage på Sentosa med godt med gang i solen, så jeg nu har indtaget en lidt mere brun nuance.

Til sidst skal nævnes - som et lidt sørgeligt kuriosum - at der har været en del dødsfald på universiterne hernede. Således var der først en studerende på NTU der med en kniv stak sin professor, hvorefter han stak sig selv gentagne gange og hoppede ud fra 5. sal, han døde selv mens professoren så vidt jeg ved har det udemærket. En anden medarbejder på NTU hang sig selv efter kun 5 dage på jobbet. Til sidst, og det der vel nok nærmest mig som person er, at en udveklingsstuderende ved NUS - det universitet jeg går på - fra et universitet i Miami forleden afgik ved døden. Han fik et åndedragsbesvær på sit kollegieværelse, og afgik umiddelbart herefter ved døden på universitetshospitalet. Det er endnu ikke afklaret hvorfor han døde, men der spekuleres i, at han indtog både medicin og alkohol.

Håber i har det godt derhjemme :)

Okay så

Kære læsere,

Jeg har mere end én gang mødt den påstand, at jeg vidst ikke lavede noget relevant for mit studie hernede. Dette er naturligvis ganske usandt, og jeg vil gerne fuldstændig dementere påstanden. Eksempelvis har jeg siden mit sidste blogindlæg været travlt beskæftiget med et foredrag, som min gruppe skulle stå for i onsdags.

Det var til faget omkring etiske og retlige forpligtelser og vores emne var "ødelæggelse og opbevaring af dokumenter". Det lidt særlige er jo, at faget retter sig mod tilstanden i Singapore. I dette område var der dog ikke i Singapore nogen retspraksis, hvorfor vi i vores obligatoriske tekste blev rettet mod andre dele af commonwealth områderne, nærmere bestemt Australien.

Jeg stod for nogle af de mere interessante dele af oplægget, og fik også rettet en del spørgsmål mod netop min del eller min holdning til tingene. Det kunne jo både være godt eller skidt, men professoren sagde efter de 45 minutters foredrag fra min gruppes side (4 personer) var overstået, at jeg havde haft en "meget intelligent tilgang" til tingene. Så bliver man da glad, og så måtte jeg da ud at fejre.

Nå, alkohol igen hva? Niks, ingen - jeg tog mig i stedet en mindre(læs: dyr) shopping tur. Hvad der kom ud af det, ja det er ikke godt at vide ;-)


Håber i har det godt hvor end i verden i er.