Mammut

Kære læser,

Så blev det den 11. april(Tillykke Mads), og det er så at sige også den 11. time. Jeg er netop hjemvendt fra Vietnam - hvilket indholdet af dette blogindlæg i høj grad vil reflektere - til et Singapore der fuldstændig ligner sig selv. Den 11. time skriver jeg, og straks skal jeg da forklare. I løbet af den kommende uge skal jeg aflevere to opgaver på samlet 5.500 ord, samt lave en 20 minutters præsentation, derfor har jeg en meget travl weekend og uge foran mig.

Fredag den 3. april satte jeg mig i en flyver mod Ho Chi Minh City sammen med Sara. Flyveturen var absolut ikke noget at råbe hurra for, men det skulle hurtigt vise sig, at det var dagens bedste transport. Efter ankomst i HCM satte vi os for at finde en taxa. Den første sagde, at det til vores destination kostede 15 USD, men jeg var på forhånd advaret af min far, at vi skulle betale omkring 6 USD og at vi skulle finde os en vogn med taxameter.

Vi tilbragte eftermiddagen i HCM på Storm P, hvor jeg ved mine tidligere besøg i 2003 og 2004 også havde været. Vi gik naturligvis lidt rundt i byen, og fik os et glimrende måltid. Jeg havde været nede at købe os en natbusbillet til Nha Trang, hvor min far bor. Det viste sig at være svært at få plads på nogen busser, og vi fik da slet ikke plads på en af de gode busser. Busturen var således et helvede uden lige, og jeg indkasserede min første omgang sygdom på mit ophold - influenza. Nu er jeg jo en stor og MEGET stærk mand(kommentarer omkring dette vil undergå kraftig censur), så det tog jeg i stiv arm og det fik ikke megen indflydelse på turen.

Den første dag, blev det til lidt afslapning på stranden.



Det var tiltrængt efter en bustur uden meget søvn. Aftenen fik vi en på opleveren, da vi var inviteret til mad idet det var min fars fødselsdag. Jeg tror vi var omkring 20 mennesker til mad på en restaurant hvor der udelukkende kun var lokale. Stemningen var helt i top, og min far blev fejret på ordentlig facon. Der blev således sunget sange fra den Vietnamesiske hær og ikke mindst danske fødselsdagssange - ja, jeg måtte synge lidt for, og nej, det ødelagde ikke fuldkommen stemningen at jeg sang. Da vi langsomt var færdige med festen, så var der heller ikke meget gas tilbage. Det blev til et tidligt tilbagetog, og Discovery Channel for første gang i lang tid!



Så stod den ellers på bådtur med farmand som guide. Vi fik snorklet lidt, svømmet lidt og så var vi inde at se en ø som var bosat udelukkende af lokale fiskere. Vi gik bare rundt i byen og tog billeder, inden vi spiste på en lille restaurant, som der blandt vietnameserne er et ret populært sted.



Efter bådturen var der endnu lidt tid på stranden, som blev tilbragt med endnu en bog fra en forfatter jeg har lært at kende ved et tilfælde: Vince Flynn. Vi blev samlet op til en gang mudderbad og liggen i varmt mineral vand fra de omkringliggende bjerge. Det var en virkelig dejlig omgang. Vi lå sammen med en del vietnamesere fra HCM i den første mudderpøl, de lærte os hvordan man skulle gøre, og rakte os spande med frisk mudder til ansigtet. Så fik man jo ikke smurt noget i ansigtet, som nogle andre allerede havde siddet i.

Tirsdag skulle det store slag stå, en 2-dages easy rider tur til en stor sø i et område der hedder Dak Lak. Jeg skulle køre bag på en motorcykel af en af min fars bedste venner i Vietnam, jeg må lige få navnet stavet korrekt på et tidspunkt, men jeg kan under alle omstændigheder da lige vise et billede af vores Easy Rider leder:



En mand som jeg skulle komme til at holde meget af, ligesom jeg kom til at holde meget af næsten alle de mennesker jeg mødte undervejs på min færd i Vietnam. Hvad oplevede vi så på vores tur? Undervejs stoppede vi mange gange, først på en mole hvor ikke alle men mange af de lokale fiskere lagde til med deres fisk. Der blev det ikke til ret mange billeder(læs: ingen), da jeg havde fået fedtet mit kamera til indvendigt. Næste gang vi stoppede, så skulle vi se hvordan man i Vietnam laver mursten.



Vi fik også set, hvordan hele familien hjælper til, når der skal laves tobak.



Vi fik også set, hvordan områder stadig i dag, næsten 40 år efter krigens afslutning, bærer præg af amerikanernes nedkastning af Agent Orange.



Hvordan familier levede af at lave udsmykninger af store stykker træ.



Vi indtog en fantastisk frokost på en lille lokal biks. Jeg fik at vide, at man kunne genkende et populært - og derfor godt - spisted ved at kigge på gulvet. Jo mere mad og skrald der lå på gulvet, jo flere mennesker havde der været, og jo bedre måtte maden være. Jeg orkede ikke lige at føre det argument, at det jo også kunne betyde, at maden ikke var værd at spise.



Det næste stop efter frokosten var på en kaffemark. Så vidt jeg husker, så har mange imperier igennem tiderne forsøgt at få deres kolonier til at producere kaffe, ofte uden meget held. Hvorvidt man kan lide kaffen fra Vietnam eller ej, er vidst en smagssag.



Lidt ude af rækkefølge så vi først hvordan det ris der nu engang var høstet blev behandlet. Bøfflerne der uden tvivl havde arbejdet hårdt får at få høsten i hus, var de første til at få en smag af resterne. De følgende billeder efter det jeg viser umiddelbart nedenfor, viser hvordan at risen i en maskine skilles fra strået.



Når Bøflerne ikke lige er i nærheden, så er knallerten jo det nemmeste middel at flytte høstet korn på.



Og sådan barberer man marken. Her kan de høste to gange om året, og ved nogle af de lavere liggende deltaer kan de endda høste tre gange om året, hvorfor Vietnam er verdens anden største eksportør af ris.



Næsten fremme ved vores destination for dagen, så vi hvordan en tidligere junglestamme nu levede lidt nærmere civilisationen. De brugte dog stadigvæk elefanterne i deres dagligdag. Hver dag når de var færdige med dem, så sendte de dem tilbage over søen til en nærliggende jungle, hvor elefanterne kunne leve frit - indtil de igen næste morgen blev hentet.



Vi skulle naturligvis have en tur på en sådan elefant. Det kostede den nette sum af 15 USD pr. person at få lidt over en times tur på ryggen af det store pattedyr. Turen gik over både land og igennem vand. Dyret var til at starte med ikke helt medgørelig, og der måtte bruges mere end almindeligt mange overtalelsesevner til at skille vores ridt fra dens morgenmåltid bestående af høstet risstrå. På dette billede kan man måske lidt for et indtryk af, hvor højt oppe og hvor stort et dyr elefanter er.



Da vi var færdige med turen stod den ene af vores trofaste Easy-Riders med et par sukkerrør til at give elefanterne. Sara gav straks sit til den nærmeste elefant der gladeligt fortærede det i tre store bidder. Jeg valgte at sætte efter vores egen elefant, som jeg troede stod lige på den anden side af en bygning. Dette resulterede i, at jeg havde 5 elefanter som jagede mig rundt om bygningen i kamp om min sukkerrør. Jeg så ikke umiddelbart vores elefant, og indså at de 5 flere tons store dyr bag mig, snart ville bruge stærke midler for at overtale mig til at fodre dem med mit sukkerrør. Jeg overgav mig således, og den nærmeste elefant fik det. Samlingen blev dog til et par gode billeder. Dem af mig har jeg endnu ikke, men her er der et af Sara efter det værste af tumulten var overstået.



På vej tilbage så vi også en masse ting, men særligt værd at nævne synes jeg følgende er. Vi blev sat af motorcyklerne på en bjergvej for at gå lidt, for ikke at gå helt til bag på vores motorcykler. Først så vi et par, hvor den forreste bil forsøgte at trække den anden bil over bjerget. De var gået i stå, og forsøgte at sætte igang igen. Jeg hjalp til, og skubbede den bagerste bil i gang. Da mit blik havde sluppet dette, så jeg at der lige fremme var væltet en lastbil. Det blev til et billede, som jeg kun tror man kan tage i Vietnam. Jeg smider et mere i puljen til vinder af mystiske billeder.





Torsdag skulle vi ud på noget af et mesterstykke af en tur. Først skulle vi til Ba Ho vandfaldet, hvor vi desværre kun nåede til pool 1 af 3. Der kunne man hoppe i fra 7 meter. Ved pool 2 kunne man hoppe i fra 8 meter, og ved den 3. var der et hop på hele 14 meter. Dagen efter vi havde været på turen, havde min nye Easy-Rider været nødt til at hoppe først i fra de 14 meter, da de to han havde med på turen ikke troede på, at det var sikkert at hoppe ud derfra - det er da service?

Vandet ved vandfaldet var helt vildt lækkert og friskt.



Dernæst kørte vi forbi nogle lokale måttelavere, som man kan se lidt fra i mine billeder. Vi mødte min far ved en lang træbro, hvor vi fik lidt majs at spise, inden vi fortsatte på en privatbådtur med min far som guide. Her fik vi set området omkring Nha Trang, og fik fortalt hvordan det havde været brugt under krigen. Nha Trang var hovedsaligt involveret i krigen i den forstand, at det var der amerikanerne fik deres forsyninger ind. Der var en togbane hvor de kunne fragte dem længere nordpå, men nordvietnameserne fik ofte med held ødelagt en bro som lå umiddelbart efter Nha Trang på floden. Derfor var amerikanerne ofte nødt til at sejle mange af deres forsyninger nordpå. Det har ikke været rart, det må virkelig have været svært at se hvorfra man var under beskydning, når man sad der midt ude på den store flod. Her ses en gammel udkigspost som overså togbroen.



Hele turen til Vietnam var VIRKELIG fantastisk. Jeg kan kun anbefale at skynde sig dertil, inden turisterne fortærer hele stedet. Det tager dog forhåbentlig nogle år endnu. Et land der har været i krig i 2000 år i træk, og nu snart har været uden en krig i 40 år - hvad kan det ikke blive til.

(Det er ganske rigtigt nu den 12. april, men det tog mig mere end én dag at skrive bloggen)