Kære læser,
Jeg har taget den beslutning, at der nu kun vil komme ét blogindlæg mere på denne blog. Den blog vil føre jer hele vejen fra min landing i Australien, og til jeg sætter mig ombord på flyet mod København. Jeg lander i København den 23. maj kl. 7:50.
Her kommer der et lille sneak preview, til den blog jeg vil skrive og lægge op, mens jeg sidder og venter i Changi Airport på flyet til København:
"Kære læser,
Efter endnu en glimrende flyvetur med Singapore Airlines - hvor jeg endda sov op imod 4 af de 7 timer væk - satte jeg fødderne i Melbourne lufthavn. Jeg var af Sara blevet instrueret om, at jeg skulle skynde mig af sted, gribe en flaske vodka og passere tolden så hurtigt og effektivt som muligt. Det tog da lidt tid at komme igennem, men de havde vidst lagt den værste hysteri omkring influenza A bag sig, og jeg måtte faktisk vente på at blive samlet op i lufthavnen.
Da jeg endelig var blevet lokaliseret at mine lokale allierede, så satte jeg mig i en Mercedes Stationcar af ældre model, og kursen var sat mod en Station som tilhører Sara's gode ven Richard. Det var en 5 timer lang kørsel, men der var rigeligt at se på ud af vinduerne. Det var en meget naturskøn tur. Den Station eller farm vi skulle op til, er 3.000 tønder stor, så vidt jeg lige har regnet ud, så er det lidt over 12 kvadratkilometer - så pænt stor.
Undervejs stoppede vi i en hyggelig by ved navnet Beechworth og fik os lidt at spise. Samtidigt indhentede en del af de andre gæster os. Der skulle komme omkring 20 mennesker til farmen, og vi skulle feste og hygge os sammen hele weekenden. De fleste folk var fra Australien, men der var også et par stykker mere fra Canada - jeg var den eneste dansker(de troede jeg var svensk først)."
Om ca. 10 dage, så vil der være et fyldigt indlæg fra det kolde Melbourne :)
Vi ses snart alle sammen.
tirsdag den 12. maj 2009
torsdag den 7. maj 2009
Mit sidste indlæg fra Singapore
Er hermed en realitet. Jeg sidder nu i Changi Airport Terminal 3, og venter på at skulle af sted med en flyver mod Melbourne. Der er ganske vist fem en halv time til mit fly letter, men ikke desto mindre, så er min tid i Singapore ved at rinde ud.
Jeg sov ikke ret godt i nat, jeg tror, at min krop kunne mærke, at der skulle ske noget specielt i dag. Jeg stod op kl. 6:30 - efter at have drømt at United slog Barcelona 3-0 i Champions League finalen - og spiste mig noget morgenmand. Jeg checkede op på nattens foldboldkamp, og United skulle ganske rigtig møde Barcelona i finalen, så mon ikke jeg lige skal sætte lidt penge på det resultat?
Jeg tog bussen imod min eksamen. Da jeg sad på bussen, kunne jeg se og høre på TVet, at de havde nedvurderet trusselsniveauet af influenza A, hvorfor der ikke længere ville være temperature screenings. Jeg var således i aldeles god tid. Da jeg stod af bussen, så jeg min professor stå og vente på, at han kunne komme til at krydse vejen. Fedterøv som jeg er, fulgtes jeg med ham hele vejen hen til eksamen - ikke at jeg kan få noget ud af det.
Jeg var ganske velforberedt til min eksamen, og på trods af en lille forglemmelse - som jeg kommer tilbage til om lidt - så gik min eksamen rigtig godt. Der stod på forsiden af eksamen, at der var 5 spørgsmål. Dum som jeg utvivlsomt også er, læste jeg kun de fire af de fem spørgsmål igennem første gang, da jeg ikke indså at jeg skulle vende papiret hele vejen rundt for at læse det femte. Jeg indså det dog heldigvis undervejs, og nåede snildt at få det besvaret. Det gik ret godt, og det er formentlig min bedste karakter hernede, som jeg henter i det fag - ikke at det betyder det er en god karakter ;-)
Jeg har jo allerede løftet sløret for, at jeg har en del tid at slå ihjel her i lufthavnen, og da man let kan blive lidt sentimental når man sidder her, så synes jeg lidt, at jeg vil begynde allerede nu, at runde mit ophold ude af Danmark af.
Det hele startede i det små i januar måned med afgang fra kastrup lufthavn. Den lange rejse blev opfulgt med nogle meget lange dage, hvor jeg havde mange gøremål, lidt tid og slet intet overblik. Jeg fandt mig hurtigt til rette i de omgivelser jeg i de næste 5 måneder skulle kalde hjem, og jeg fik mig hurtigt nogle venner hernede.
Der gik ikke lang tid før, at jeg for første gang skulle sætte mine rejseben på en prøve sammen med mine nye venner. Destinationen var Indonesien, nærmere bestemt Shady Shack, hvor den karismatiske ejer af vores residens, Lobo, var igang med et forsøg på at blive valgt til øens ledelse.
Turen var samtidigt første gang jeg mødte en pige ved navn Sara, en pige, som jeg skulle komme til at holde meget af. Det var tydeligt allerede fra den første tur, at vi havde et godt sammenhold i vores lille gruppe af danskere - det var rart.
Der var - naturligvis - også en mere studieorienteret side af mit ophold. Selvom jeg, til manges store undren, ikke gjorde meget ud af dette på min blog, så var det reelt set en stor del af mit ophold - men ikke for stor.
Der skulle hurtigt komme en mulighed for at bryde denne kedelige læsetrend. Da det kinesiske nytår gjorde indtog, havde vi nogle dage fri. Disse dage blev - med noget held skal det nævnes, tilbragt på en ø på Malaysias nordvest køst - Pulau Pangkor.
Generelt, så har jeg været heldig med mange ting på mit ophold. Måske var det et tegn, at jeg ved et held fik billetter til den store parade i Singapore - hvor jeg sammen med Sara og en masse af mien andre venner hernede, kunne nyde en aften helt udenfor studiernes tegn.
Der var - som der også kan ses lige ovenfor - en del ting, som der skulle besøges i selve Singapore. Der var Zoo, Bird Park og for eksempel Sentosa, hvor gutterne og jeg tog ud og hyggede os med øl og guitar i tropiske og meget falske omgivelser.
Efter at have overstået en fodboldkamp med jurastudiets hold for udvekslere - og åbenbart mindre velspillende - var et blevet tid til endnu en af turens mange højdepunkter i mere end én forstand. Bjerget Mt. Kinabalu skulle bestiges i reading(læs: recess) week, og det var ikke mindre end 4.1 km op i luften.
Der blev samtidig tid til både river rafting og en mere fredelig flodtur - alt sammen på Borneo. Efter hjemkomsten fra Borneo var der en periode, hvor der var et lidt større behov for at se lidt til skolearbejdet. Hen mod slutningen af marts, kunne jeg dog endnu engang begive mig på en tur ud af Singapore. Destinationen var de fantastiske Perhentian Islands - klart det flotteste sæt øer jeg så hernede på min tur.
Allerede den dag hvor vi kom hjem, stod stjernerne nok engang helt optimalt for mig. Jeg var med Sara, Pelle og Anders inde at se Coldplay i Singapore Indoor Stadium. Her blev Sara og jeg opgraderet til de allerbedste pladser i hele salen, og fik os en aften vi nok aldrig glemmer.
Jeg har en fantastisk veninde, hun hedder Funda. Hun var/er på udvekssling i Hong Kong, og det var da en alletiders chance at tage op at besøge hende. Det gjorde jeg hermed. Jeg hev Sara med, da hun havde to venner i Hong Kong også - endnu flere til at vise mig rundt, i hvad der skulle vise sig at være en helt vild by.
Jeg må jo nok indrømme, at mængden af blogindlæg på daværende tidspunkt var for nedadgående, og egentlig havde været det i en periode - men det var samtidigt den periode, hvor jeg brugte aller mest af min tide ude af landet. Dårligt var jeg kommet hjem fra en forlænget weekend i Hong Kong, inden den stod på et uforglemmelig tur til Vietnam og min far. Her mødte jeg nok engang en masse mennesker, som jeg sent vil glemme. Det er endnu et fantastisk land at besøge. Jeg sender tanker til den kære Mr. Son, som efter vores tur var overstået, og vi nok engang var hjemme, var ude for en ganske meningsløs trafikulykke, da en fuld vietnameser kørte ind i ham, mens han hold parkeret i vejsiden - god bedring.
Efter hjemkomst fra Vietnam var der nogle opgaver der skulle afleveres, og jeg fandt mig således påny begravet i bøger. Jeg brugte derefter to en halv uge på at læse til eksamen, hvoraf noget af det foregik på Pulau Tioman - der burde vi nok taget hen alle gutterne, for det var da virkelig et optimalt sted at drikke sig fuld og hygge sig.
Langsomt, men sikkert, er vi nu fremme, ved noget der minder om nutid. Jeg må sgu nok indrømme, at det tager rigtig hårdt på mig at sidde og gennemleve det hele igen nu. Det skyldes nu ikke, at det er dårlige minder - minderne er bare så stærke i min hukommelse, og det er trist, at det nu kun er minder, og ikke længere en realitet, som jeg hver dag skal leve i.
Det vil formentlig ikke være mit sidste blogindlæg inden jeg er hjemme, men jeg synes, at de mange timer i lufthavnen kunne bruges optimalt på at skrive dette indlæg. Jeg sidder og venter på min flyvemaskine mod Melbourne - mon ikke jeg får tid til at skrive lidt om det når jeg ved mere om stedet.
Indtil videre, så skal der lyde et stort "Tak" til ALLE, der har gjort dette muligt for mig, der har bidraget til mit ophold i enhver forstand og alle som har fulgt med i denne blog. De fleste af dem ser jo nok aldrig denne blog, men jeg håber lidt på, at der er noget sandhed bag ordsproget, at det er tanken der tæller. Jeg tror - og håber - at denne blog vil være noget jeg ser tilbage til om et, to og tyve år, og husker på hvilken fantastisk tur jeg havde.
Jeg sov ikke ret godt i nat, jeg tror, at min krop kunne mærke, at der skulle ske noget specielt i dag. Jeg stod op kl. 6:30 - efter at have drømt at United slog Barcelona 3-0 i Champions League finalen - og spiste mig noget morgenmand. Jeg checkede op på nattens foldboldkamp, og United skulle ganske rigtig møde Barcelona i finalen, så mon ikke jeg lige skal sætte lidt penge på det resultat?
Jeg tog bussen imod min eksamen. Da jeg sad på bussen, kunne jeg se og høre på TVet, at de havde nedvurderet trusselsniveauet af influenza A, hvorfor der ikke længere ville være temperature screenings. Jeg var således i aldeles god tid. Da jeg stod af bussen, så jeg min professor stå og vente på, at han kunne komme til at krydse vejen. Fedterøv som jeg er, fulgtes jeg med ham hele vejen hen til eksamen - ikke at jeg kan få noget ud af det.
Jeg var ganske velforberedt til min eksamen, og på trods af en lille forglemmelse - som jeg kommer tilbage til om lidt - så gik min eksamen rigtig godt. Der stod på forsiden af eksamen, at der var 5 spørgsmål. Dum som jeg utvivlsomt også er, læste jeg kun de fire af de fem spørgsmål igennem første gang, da jeg ikke indså at jeg skulle vende papiret hele vejen rundt for at læse det femte. Jeg indså det dog heldigvis undervejs, og nåede snildt at få det besvaret. Det gik ret godt, og det er formentlig min bedste karakter hernede, som jeg henter i det fag - ikke at det betyder det er en god karakter ;-)
Jeg har jo allerede løftet sløret for, at jeg har en del tid at slå ihjel her i lufthavnen, og da man let kan blive lidt sentimental når man sidder her, så synes jeg lidt, at jeg vil begynde allerede nu, at runde mit ophold ude af Danmark af.
Det hele startede i det små i januar måned med afgang fra kastrup lufthavn. Den lange rejse blev opfulgt med nogle meget lange dage, hvor jeg havde mange gøremål, lidt tid og slet intet overblik. Jeg fandt mig hurtigt til rette i de omgivelser jeg i de næste 5 måneder skulle kalde hjem, og jeg fik mig hurtigt nogle venner hernede.
Der gik ikke lang tid før, at jeg for første gang skulle sætte mine rejseben på en prøve sammen med mine nye venner. Destinationen var Indonesien, nærmere bestemt Shady Shack, hvor den karismatiske ejer af vores residens, Lobo, var igang med et forsøg på at blive valgt til øens ledelse.
Turen var samtidigt første gang jeg mødte en pige ved navn Sara, en pige, som jeg skulle komme til at holde meget af. Det var tydeligt allerede fra den første tur, at vi havde et godt sammenhold i vores lille gruppe af danskere - det var rart.
Der var - naturligvis - også en mere studieorienteret side af mit ophold. Selvom jeg, til manges store undren, ikke gjorde meget ud af dette på min blog, så var det reelt set en stor del af mit ophold - men ikke for stor.
Der skulle hurtigt komme en mulighed for at bryde denne kedelige læsetrend. Da det kinesiske nytår gjorde indtog, havde vi nogle dage fri. Disse dage blev - med noget held skal det nævnes, tilbragt på en ø på Malaysias nordvest køst - Pulau Pangkor.
Generelt, så har jeg været heldig med mange ting på mit ophold. Måske var det et tegn, at jeg ved et held fik billetter til den store parade i Singapore - hvor jeg sammen med Sara og en masse af mien andre venner hernede, kunne nyde en aften helt udenfor studiernes tegn.
Der var - som der også kan ses lige ovenfor - en del ting, som der skulle besøges i selve Singapore. Der var Zoo, Bird Park og for eksempel Sentosa, hvor gutterne og jeg tog ud og hyggede os med øl og guitar i tropiske og meget falske omgivelser.
Efter at have overstået en fodboldkamp med jurastudiets hold for udvekslere - og åbenbart mindre velspillende - var et blevet tid til endnu en af turens mange højdepunkter i mere end én forstand. Bjerget Mt. Kinabalu skulle bestiges i reading(læs: recess) week, og det var ikke mindre end 4.1 km op i luften.
Der blev samtidig tid til både river rafting og en mere fredelig flodtur - alt sammen på Borneo. Efter hjemkomsten fra Borneo var der en periode, hvor der var et lidt større behov for at se lidt til skolearbejdet. Hen mod slutningen af marts, kunne jeg dog endnu engang begive mig på en tur ud af Singapore. Destinationen var de fantastiske Perhentian Islands - klart det flotteste sæt øer jeg så hernede på min tur.
Allerede den dag hvor vi kom hjem, stod stjernerne nok engang helt optimalt for mig. Jeg var med Sara, Pelle og Anders inde at se Coldplay i Singapore Indoor Stadium. Her blev Sara og jeg opgraderet til de allerbedste pladser i hele salen, og fik os en aften vi nok aldrig glemmer.
Jeg har en fantastisk veninde, hun hedder Funda. Hun var/er på udvekssling i Hong Kong, og det var da en alletiders chance at tage op at besøge hende. Det gjorde jeg hermed. Jeg hev Sara med, da hun havde to venner i Hong Kong også - endnu flere til at vise mig rundt, i hvad der skulle vise sig at være en helt vild by.
Jeg må jo nok indrømme, at mængden af blogindlæg på daværende tidspunkt var for nedadgående, og egentlig havde været det i en periode - men det var samtidigt den periode, hvor jeg brugte aller mest af min tide ude af landet. Dårligt var jeg kommet hjem fra en forlænget weekend i Hong Kong, inden den stod på et uforglemmelig tur til Vietnam og min far. Her mødte jeg nok engang en masse mennesker, som jeg sent vil glemme. Det er endnu et fantastisk land at besøge. Jeg sender tanker til den kære Mr. Son, som efter vores tur var overstået, og vi nok engang var hjemme, var ude for en ganske meningsløs trafikulykke, da en fuld vietnameser kørte ind i ham, mens han hold parkeret i vejsiden - god bedring.
Efter hjemkomst fra Vietnam var der nogle opgaver der skulle afleveres, og jeg fandt mig således påny begravet i bøger. Jeg brugte derefter to en halv uge på at læse til eksamen, hvoraf noget af det foregik på Pulau Tioman - der burde vi nok taget hen alle gutterne, for det var da virkelig et optimalt sted at drikke sig fuld og hygge sig.
Langsomt, men sikkert, er vi nu fremme, ved noget der minder om nutid. Jeg må sgu nok indrømme, at det tager rigtig hårdt på mig at sidde og gennemleve det hele igen nu. Det skyldes nu ikke, at det er dårlige minder - minderne er bare så stærke i min hukommelse, og det er trist, at det nu kun er minder, og ikke længere en realitet, som jeg hver dag skal leve i.
Det vil formentlig ikke være mit sidste blogindlæg inden jeg er hjemme, men jeg synes, at de mange timer i lufthavnen kunne bruges optimalt på at skrive dette indlæg. Jeg sidder og venter på min flyvemaskine mod Melbourne - mon ikke jeg får tid til at skrive lidt om det når jeg ved mere om stedet.
Indtil videre, så skal der lyde et stort "Tak" til ALLE, der har gjort dette muligt for mig, der har bidraget til mit ophold i enhver forstand og alle som har fulgt med i denne blog. De fleste af dem ser jo nok aldrig denne blog, men jeg håber lidt på, at der er noget sandhed bag ordsproget, at det er tanken der tæller. Jeg tror - og håber - at denne blog vil være noget jeg ser tilbage til om et, to og tyve år, og husker på hvilken fantastisk tur jeg havde.
mandag den 4. maj 2009
At lære er at leve
Eller noget i den stil. Det var i hvert fald således, at det så ud i løbet af forrige uge, da jeg sad og læste op til eksamen.
Der var der jeg tænkte, at Tioman, det er altså ikke ret langt væk. Derfor blev det lige til en smuttur på to en halv dag til Tioman, hvor der med god mad, lidt øl til at sove på, og ellers bare læsning og afslapning om dagen. Dette kan illustereres ved følgende billede:
Jeg har i dag, efter det nu obligatoriske temperaturcheck, været oppe til min første af to eksamener. Jeg er således klar til min sidste kamp på torsdag, hvor jeg skal op i Comparative Corporate Law. Senere samme dag, vil jeg benytte mig af en flyvemaskine til Australien, nærmere bestemt Melbourne. Det er dermed ved at være slut på mit ophold i Singapore, og inden i ved af det, så er jeg i Danmark nok engang. I den forbindelse vil jeg gerne gøre det HELT klart, at jeg ikke modtager klager over, at jeg ikke bliver væk i længere tid - nu må i tage til takke med, at i har været uden min tilstedeværelse i mange måneder, og så må i døje med mig hjemme i Danmark igen.
Like sand through the hourglass...
Der var der jeg tænkte, at Tioman, det er altså ikke ret langt væk. Derfor blev det lige til en smuttur på to en halv dag til Tioman, hvor der med god mad, lidt øl til at sove på, og ellers bare læsning og afslapning om dagen. Dette kan illustereres ved følgende billede:
Jeg har i dag, efter det nu obligatoriske temperaturcheck, været oppe til min første af to eksamener. Jeg er således klar til min sidste kamp på torsdag, hvor jeg skal op i Comparative Corporate Law. Senere samme dag, vil jeg benytte mig af en flyvemaskine til Australien, nærmere bestemt Melbourne. Det er dermed ved at være slut på mit ophold i Singapore, og inden i ved af det, så er jeg i Danmark nok engang. I den forbindelse vil jeg gerne gøre det HELT klart, at jeg ikke modtager klager over, at jeg ikke bliver væk i længere tid - nu må i tage til takke med, at i har været uden min tilstedeværelse i mange måneder, og så må i døje med mig hjemme i Danmark igen.
Like sand through the hourglass...
søndag den 26. april 2009
Sådan lige hurtigt
Kære læser,
Jeg forsøger, og har nu gjort det i noget tid, at få læst op til eksamen. Der er massere af arbejde. Jeg har efterhånden fået dækket pensum til mit fag den 7. maj, og jeg har fået lånt en bog, er begyndt at lave udførlige noter til min eksamen den 4. maj.
Samtidigt er jeg så heldig, at jeg netop nu har besøg af Funda her i Singapore. Jeg har desværre ikke så meget tid til at rende rundt med hende, men vi får da det bedste ud af den tid der er :)
Det var hvad der lige kunne blive tid til - Vi ses jo snart i Danmark alle sammen.
Jeg forsøger, og har nu gjort det i noget tid, at få læst op til eksamen. Der er massere af arbejde. Jeg har efterhånden fået dækket pensum til mit fag den 7. maj, og jeg har fået lånt en bog, er begyndt at lave udførlige noter til min eksamen den 4. maj.
Samtidigt er jeg så heldig, at jeg netop nu har besøg af Funda her i Singapore. Jeg har desværre ikke så meget tid til at rende rundt med hende, men vi får da det bedste ud af den tid der er :)
Det var hvad der lige kunne blive tid til - Vi ses jo snart i Danmark alle sammen.
lørdag den 18. april 2009
Every home should have a...
Kære læser,
Så fik jeg da afleveret min sidste opgave igår. Det var således afslutningen på en travl skoleuge hvor jeg tirsdag afleverede min første opgave på små 4 sider, denne opgave blev rimelig elendig, men jeg har vidst allerede bestået faget med min mid-term eksamen og min tidligere opgave i faget.
Onsdag skulle der så præsteres en præsentation omkring konkurrencen for at få virksomhederne til at vælge stat i USA. Det gjorde jeg virkelig godt - hvis du spørger mig - så det er jeg ikke så bekymret for. Det tæller alligevel kun 15% af karakteren. De sidste procent skal hives til min sidste eksamen den 7. maj.
Fredag fik jeg så afleveret min sidste opgave, den blev hele 10 sider lang og handlede om, hvordan jeg mente loven i Singapore skulle ændres for bedre at undgå, at der i fremtiden blev afsagt uretfærdige domme på grund af dokumentation der blev gemt eller ødelagt. Den blev ikke så god, som jeg oprindeligt havde skudt efter. Men det er fint nok, den tæller 50% vidst nok af mine karakter, resten har jeg fra min klassedeltagelse og fra min tidligere præsentation. Så det fag er nu overstået.
Klokken var nu blevet 11:10 fredag og jeg valgte at gå ud på løbebanen. Det var en urimelig varm dag, og jeg magtede ikke mere end små 3 km i den bagende sol. Jeg havde samtidigt glemt mit håndklædde, så efter badet måtte jeg lufttørre.
Lufttørre, lad os snakke lidt om det. For da jeg så kom hjem, så valgte jeg, at nu var det på tide at få sat alt mit vasketøj til livs. Vejret var fantastisk, og jeg skulle ikke noget resten af dagen. Når vejret er solrigt om eftermiddagen, så står solen direkte på vores tørretøj. Der var samtidigt en meget let brise, så det var ligesom at stå med en hårtørre på vasketøjet. Det tog således ikke meget over 30 minutter at tørre en skjorte, og t-shirts tager mellem 1-2 timer alt efter deres tykkelse.
Det var ret produktivt at tørre tøjet den eftermiddag. Da jeg samtidigt lavede mig en hjemmelavet kyllingeburger og rengjorde hele køkkenet, havde jeg resten af dagen en rigtig dejlig fornemmelse i kroppen :)
Med fare for at det skal blive en farce, så tillykke med fødselsdagen Dennis.
lørdag den 11. april 2009
Mammut
Kære læser,
Så blev det den 11. april(Tillykke Mads), og det er så at sige også den 11. time. Jeg er netop hjemvendt fra Vietnam - hvilket indholdet af dette blogindlæg i høj grad vil reflektere - til et Singapore der fuldstændig ligner sig selv. Den 11. time skriver jeg, og straks skal jeg da forklare. I løbet af den kommende uge skal jeg aflevere to opgaver på samlet 5.500 ord, samt lave en 20 minutters præsentation, derfor har jeg en meget travl weekend og uge foran mig.
Fredag den 3. april satte jeg mig i en flyver mod Ho Chi Minh City sammen med Sara. Flyveturen var absolut ikke noget at råbe hurra for, men det skulle hurtigt vise sig, at det var dagens bedste transport. Efter ankomst i HCM satte vi os for at finde en taxa. Den første sagde, at det til vores destination kostede 15 USD, men jeg var på forhånd advaret af min far, at vi skulle betale omkring 6 USD og at vi skulle finde os en vogn med taxameter.
Vi tilbragte eftermiddagen i HCM på Storm P, hvor jeg ved mine tidligere besøg i 2003 og 2004 også havde været. Vi gik naturligvis lidt rundt i byen, og fik os et glimrende måltid. Jeg havde været nede at købe os en natbusbillet til Nha Trang, hvor min far bor. Det viste sig at være svært at få plads på nogen busser, og vi fik da slet ikke plads på en af de gode busser. Busturen var således et helvede uden lige, og jeg indkasserede min første omgang sygdom på mit ophold - influenza. Nu er jeg jo en stor og MEGET stærk mand(kommentarer omkring dette vil undergå kraftig censur), så det tog jeg i stiv arm og det fik ikke megen indflydelse på turen.
Den første dag, blev det til lidt afslapning på stranden.
Det var tiltrængt efter en bustur uden meget søvn. Aftenen fik vi en på opleveren, da vi var inviteret til mad idet det var min fars fødselsdag. Jeg tror vi var omkring 20 mennesker til mad på en restaurant hvor der udelukkende kun var lokale. Stemningen var helt i top, og min far blev fejret på ordentlig facon. Der blev således sunget sange fra den Vietnamesiske hær og ikke mindst danske fødselsdagssange - ja, jeg måtte synge lidt for, og nej, det ødelagde ikke fuldkommen stemningen at jeg sang. Da vi langsomt var færdige med festen, så var der heller ikke meget gas tilbage. Det blev til et tidligt tilbagetog, og Discovery Channel for første gang i lang tid!
Så stod den ellers på bådtur med farmand som guide. Vi fik snorklet lidt, svømmet lidt og så var vi inde at se en ø som var bosat udelukkende af lokale fiskere. Vi gik bare rundt i byen og tog billeder, inden vi spiste på en lille restaurant, som der blandt vietnameserne er et ret populært sted.
Efter bådturen var der endnu lidt tid på stranden, som blev tilbragt med endnu en bog fra en forfatter jeg har lært at kende ved et tilfælde: Vince Flynn. Vi blev samlet op til en gang mudderbad og liggen i varmt mineral vand fra de omkringliggende bjerge. Det var en virkelig dejlig omgang. Vi lå sammen med en del vietnamesere fra HCM i den første mudderpøl, de lærte os hvordan man skulle gøre, og rakte os spande med frisk mudder til ansigtet. Så fik man jo ikke smurt noget i ansigtet, som nogle andre allerede havde siddet i.
Tirsdag skulle det store slag stå, en 2-dages easy rider tur til en stor sø i et område der hedder Dak Lak. Jeg skulle køre bag på en motorcykel af en af min fars bedste venner i Vietnam, jeg må lige få navnet stavet korrekt på et tidspunkt, men jeg kan under alle omstændigheder da lige vise et billede af vores Easy Rider leder:
En mand som jeg skulle komme til at holde meget af, ligesom jeg kom til at holde meget af næsten alle de mennesker jeg mødte undervejs på min færd i Vietnam. Hvad oplevede vi så på vores tur? Undervejs stoppede vi mange gange, først på en mole hvor ikke alle men mange af de lokale fiskere lagde til med deres fisk. Der blev det ikke til ret mange billeder(læs: ingen), da jeg havde fået fedtet mit kamera til indvendigt. Næste gang vi stoppede, så skulle vi se hvordan man i Vietnam laver mursten.
Vi fik også set, hvordan hele familien hjælper til, når der skal laves tobak.
Vi fik også set, hvordan områder stadig i dag, næsten 40 år efter krigens afslutning, bærer præg af amerikanernes nedkastning af Agent Orange.
Hvordan familier levede af at lave udsmykninger af store stykker træ.
Vi indtog en fantastisk frokost på en lille lokal biks. Jeg fik at vide, at man kunne genkende et populært - og derfor godt - spisted ved at kigge på gulvet. Jo mere mad og skrald der lå på gulvet, jo flere mennesker havde der været, og jo bedre måtte maden være. Jeg orkede ikke lige at føre det argument, at det jo også kunne betyde, at maden ikke var værd at spise.
Det næste stop efter frokosten var på en kaffemark. Så vidt jeg husker, så har mange imperier igennem tiderne forsøgt at få deres kolonier til at producere kaffe, ofte uden meget held. Hvorvidt man kan lide kaffen fra Vietnam eller ej, er vidst en smagssag.
Lidt ude af rækkefølge så vi først hvordan det ris der nu engang var høstet blev behandlet. Bøfflerne der uden tvivl havde arbejdet hårdt får at få høsten i hus, var de første til at få en smag af resterne. De følgende billeder efter det jeg viser umiddelbart nedenfor, viser hvordan at risen i en maskine skilles fra strået.
Når Bøflerne ikke lige er i nærheden, så er knallerten jo det nemmeste middel at flytte høstet korn på.
Og sådan barberer man marken. Her kan de høste to gange om året, og ved nogle af de lavere liggende deltaer kan de endda høste tre gange om året, hvorfor Vietnam er verdens anden største eksportør af ris.
Næsten fremme ved vores destination for dagen, så vi hvordan en tidligere junglestamme nu levede lidt nærmere civilisationen. De brugte dog stadigvæk elefanterne i deres dagligdag. Hver dag når de var færdige med dem, så sendte de dem tilbage over søen til en nærliggende jungle, hvor elefanterne kunne leve frit - indtil de igen næste morgen blev hentet.
Vi skulle naturligvis have en tur på en sådan elefant. Det kostede den nette sum af 15 USD pr. person at få lidt over en times tur på ryggen af det store pattedyr. Turen gik over både land og igennem vand. Dyret var til at starte med ikke helt medgørelig, og der måtte bruges mere end almindeligt mange overtalelsesevner til at skille vores ridt fra dens morgenmåltid bestående af høstet risstrå. På dette billede kan man måske lidt for et indtryk af, hvor højt oppe og hvor stort et dyr elefanter er.
Da vi var færdige med turen stod den ene af vores trofaste Easy-Riders med et par sukkerrør til at give elefanterne. Sara gav straks sit til den nærmeste elefant der gladeligt fortærede det i tre store bidder. Jeg valgte at sætte efter vores egen elefant, som jeg troede stod lige på den anden side af en bygning. Dette resulterede i, at jeg havde 5 elefanter som jagede mig rundt om bygningen i kamp om min sukkerrør. Jeg så ikke umiddelbart vores elefant, og indså at de 5 flere tons store dyr bag mig, snart ville bruge stærke midler for at overtale mig til at fodre dem med mit sukkerrør. Jeg overgav mig således, og den nærmeste elefant fik det. Samlingen blev dog til et par gode billeder. Dem af mig har jeg endnu ikke, men her er der et af Sara efter det værste af tumulten var overstået.
På vej tilbage så vi også en masse ting, men særligt værd at nævne synes jeg følgende er. Vi blev sat af motorcyklerne på en bjergvej for at gå lidt, for ikke at gå helt til bag på vores motorcykler. Først så vi et par, hvor den forreste bil forsøgte at trække den anden bil over bjerget. De var gået i stå, og forsøgte at sætte igang igen. Jeg hjalp til, og skubbede den bagerste bil i gang. Da mit blik havde sluppet dette, så jeg at der lige fremme var væltet en lastbil. Det blev til et billede, som jeg kun tror man kan tage i Vietnam. Jeg smider et mere i puljen til vinder af mystiske billeder.
Torsdag skulle vi ud på noget af et mesterstykke af en tur. Først skulle vi til Ba Ho vandfaldet, hvor vi desværre kun nåede til pool 1 af 3. Der kunne man hoppe i fra 7 meter. Ved pool 2 kunne man hoppe i fra 8 meter, og ved den 3. var der et hop på hele 14 meter. Dagen efter vi havde været på turen, havde min nye Easy-Rider været nødt til at hoppe først i fra de 14 meter, da de to han havde med på turen ikke troede på, at det var sikkert at hoppe ud derfra - det er da service?
Vandet ved vandfaldet var helt vildt lækkert og friskt.
Dernæst kørte vi forbi nogle lokale måttelavere, som man kan se lidt fra i mine billeder. Vi mødte min far ved en lang træbro, hvor vi fik lidt majs at spise, inden vi fortsatte på en privatbådtur med min far som guide. Her fik vi set området omkring Nha Trang, og fik fortalt hvordan det havde været brugt under krigen. Nha Trang var hovedsaligt involveret i krigen i den forstand, at det var der amerikanerne fik deres forsyninger ind. Der var en togbane hvor de kunne fragte dem længere nordpå, men nordvietnameserne fik ofte med held ødelagt en bro som lå umiddelbart efter Nha Trang på floden. Derfor var amerikanerne ofte nødt til at sejle mange af deres forsyninger nordpå. Det har ikke været rart, det må virkelig have været svært at se hvorfra man var under beskydning, når man sad der midt ude på den store flod. Her ses en gammel udkigspost som overså togbroen.
Hele turen til Vietnam var VIRKELIG fantastisk. Jeg kan kun anbefale at skynde sig dertil, inden turisterne fortærer hele stedet. Det tager dog forhåbentlig nogle år endnu. Et land der har været i krig i 2000 år i træk, og nu snart har været uden en krig i 40 år - hvad kan det ikke blive til.
(Det er ganske rigtigt nu den 12. april, men det tog mig mere end én dag at skrive bloggen)
Så blev det den 11. april(Tillykke Mads), og det er så at sige også den 11. time. Jeg er netop hjemvendt fra Vietnam - hvilket indholdet af dette blogindlæg i høj grad vil reflektere - til et Singapore der fuldstændig ligner sig selv. Den 11. time skriver jeg, og straks skal jeg da forklare. I løbet af den kommende uge skal jeg aflevere to opgaver på samlet 5.500 ord, samt lave en 20 minutters præsentation, derfor har jeg en meget travl weekend og uge foran mig.
Fredag den 3. april satte jeg mig i en flyver mod Ho Chi Minh City sammen med Sara. Flyveturen var absolut ikke noget at råbe hurra for, men det skulle hurtigt vise sig, at det var dagens bedste transport. Efter ankomst i HCM satte vi os for at finde en taxa. Den første sagde, at det til vores destination kostede 15 USD, men jeg var på forhånd advaret af min far, at vi skulle betale omkring 6 USD og at vi skulle finde os en vogn med taxameter.
Vi tilbragte eftermiddagen i HCM på Storm P, hvor jeg ved mine tidligere besøg i 2003 og 2004 også havde været. Vi gik naturligvis lidt rundt i byen, og fik os et glimrende måltid. Jeg havde været nede at købe os en natbusbillet til Nha Trang, hvor min far bor. Det viste sig at være svært at få plads på nogen busser, og vi fik da slet ikke plads på en af de gode busser. Busturen var således et helvede uden lige, og jeg indkasserede min første omgang sygdom på mit ophold - influenza. Nu er jeg jo en stor og MEGET stærk mand(kommentarer omkring dette vil undergå kraftig censur), så det tog jeg i stiv arm og det fik ikke megen indflydelse på turen.
Den første dag, blev det til lidt afslapning på stranden.
Det var tiltrængt efter en bustur uden meget søvn. Aftenen fik vi en på opleveren, da vi var inviteret til mad idet det var min fars fødselsdag. Jeg tror vi var omkring 20 mennesker til mad på en restaurant hvor der udelukkende kun var lokale. Stemningen var helt i top, og min far blev fejret på ordentlig facon. Der blev således sunget sange fra den Vietnamesiske hær og ikke mindst danske fødselsdagssange - ja, jeg måtte synge lidt for, og nej, det ødelagde ikke fuldkommen stemningen at jeg sang. Da vi langsomt var færdige med festen, så var der heller ikke meget gas tilbage. Det blev til et tidligt tilbagetog, og Discovery Channel for første gang i lang tid!
Så stod den ellers på bådtur med farmand som guide. Vi fik snorklet lidt, svømmet lidt og så var vi inde at se en ø som var bosat udelukkende af lokale fiskere. Vi gik bare rundt i byen og tog billeder, inden vi spiste på en lille restaurant, som der blandt vietnameserne er et ret populært sted.
Efter bådturen var der endnu lidt tid på stranden, som blev tilbragt med endnu en bog fra en forfatter jeg har lært at kende ved et tilfælde: Vince Flynn. Vi blev samlet op til en gang mudderbad og liggen i varmt mineral vand fra de omkringliggende bjerge. Det var en virkelig dejlig omgang. Vi lå sammen med en del vietnamesere fra HCM i den første mudderpøl, de lærte os hvordan man skulle gøre, og rakte os spande med frisk mudder til ansigtet. Så fik man jo ikke smurt noget i ansigtet, som nogle andre allerede havde siddet i.
Tirsdag skulle det store slag stå, en 2-dages easy rider tur til en stor sø i et område der hedder Dak Lak. Jeg skulle køre bag på en motorcykel af en af min fars bedste venner i Vietnam, jeg må lige få navnet stavet korrekt på et tidspunkt, men jeg kan under alle omstændigheder da lige vise et billede af vores Easy Rider leder:
En mand som jeg skulle komme til at holde meget af, ligesom jeg kom til at holde meget af næsten alle de mennesker jeg mødte undervejs på min færd i Vietnam. Hvad oplevede vi så på vores tur? Undervejs stoppede vi mange gange, først på en mole hvor ikke alle men mange af de lokale fiskere lagde til med deres fisk. Der blev det ikke til ret mange billeder(læs: ingen), da jeg havde fået fedtet mit kamera til indvendigt. Næste gang vi stoppede, så skulle vi se hvordan man i Vietnam laver mursten.
Vi fik også set, hvordan hele familien hjælper til, når der skal laves tobak.
Vi fik også set, hvordan områder stadig i dag, næsten 40 år efter krigens afslutning, bærer præg af amerikanernes nedkastning af Agent Orange.
Hvordan familier levede af at lave udsmykninger af store stykker træ.
Vi indtog en fantastisk frokost på en lille lokal biks. Jeg fik at vide, at man kunne genkende et populært - og derfor godt - spisted ved at kigge på gulvet. Jo mere mad og skrald der lå på gulvet, jo flere mennesker havde der været, og jo bedre måtte maden være. Jeg orkede ikke lige at føre det argument, at det jo også kunne betyde, at maden ikke var værd at spise.
Det næste stop efter frokosten var på en kaffemark. Så vidt jeg husker, så har mange imperier igennem tiderne forsøgt at få deres kolonier til at producere kaffe, ofte uden meget held. Hvorvidt man kan lide kaffen fra Vietnam eller ej, er vidst en smagssag.
Lidt ude af rækkefølge så vi først hvordan det ris der nu engang var høstet blev behandlet. Bøfflerne der uden tvivl havde arbejdet hårdt får at få høsten i hus, var de første til at få en smag af resterne. De følgende billeder efter det jeg viser umiddelbart nedenfor, viser hvordan at risen i en maskine skilles fra strået.
Når Bøflerne ikke lige er i nærheden, så er knallerten jo det nemmeste middel at flytte høstet korn på.
Og sådan barberer man marken. Her kan de høste to gange om året, og ved nogle af de lavere liggende deltaer kan de endda høste tre gange om året, hvorfor Vietnam er verdens anden største eksportør af ris.
Næsten fremme ved vores destination for dagen, så vi hvordan en tidligere junglestamme nu levede lidt nærmere civilisationen. De brugte dog stadigvæk elefanterne i deres dagligdag. Hver dag når de var færdige med dem, så sendte de dem tilbage over søen til en nærliggende jungle, hvor elefanterne kunne leve frit - indtil de igen næste morgen blev hentet.
Vi skulle naturligvis have en tur på en sådan elefant. Det kostede den nette sum af 15 USD pr. person at få lidt over en times tur på ryggen af det store pattedyr. Turen gik over både land og igennem vand. Dyret var til at starte med ikke helt medgørelig, og der måtte bruges mere end almindeligt mange overtalelsesevner til at skille vores ridt fra dens morgenmåltid bestående af høstet risstrå. På dette billede kan man måske lidt for et indtryk af, hvor højt oppe og hvor stort et dyr elefanter er.
Da vi var færdige med turen stod den ene af vores trofaste Easy-Riders med et par sukkerrør til at give elefanterne. Sara gav straks sit til den nærmeste elefant der gladeligt fortærede det i tre store bidder. Jeg valgte at sætte efter vores egen elefant, som jeg troede stod lige på den anden side af en bygning. Dette resulterede i, at jeg havde 5 elefanter som jagede mig rundt om bygningen i kamp om min sukkerrør. Jeg så ikke umiddelbart vores elefant, og indså at de 5 flere tons store dyr bag mig, snart ville bruge stærke midler for at overtale mig til at fodre dem med mit sukkerrør. Jeg overgav mig således, og den nærmeste elefant fik det. Samlingen blev dog til et par gode billeder. Dem af mig har jeg endnu ikke, men her er der et af Sara efter det værste af tumulten var overstået.
På vej tilbage så vi også en masse ting, men særligt værd at nævne synes jeg følgende er. Vi blev sat af motorcyklerne på en bjergvej for at gå lidt, for ikke at gå helt til bag på vores motorcykler. Først så vi et par, hvor den forreste bil forsøgte at trække den anden bil over bjerget. De var gået i stå, og forsøgte at sætte igang igen. Jeg hjalp til, og skubbede den bagerste bil i gang. Da mit blik havde sluppet dette, så jeg at der lige fremme var væltet en lastbil. Det blev til et billede, som jeg kun tror man kan tage i Vietnam. Jeg smider et mere i puljen til vinder af mystiske billeder.
Torsdag skulle vi ud på noget af et mesterstykke af en tur. Først skulle vi til Ba Ho vandfaldet, hvor vi desværre kun nåede til pool 1 af 3. Der kunne man hoppe i fra 7 meter. Ved pool 2 kunne man hoppe i fra 8 meter, og ved den 3. var der et hop på hele 14 meter. Dagen efter vi havde været på turen, havde min nye Easy-Rider været nødt til at hoppe først i fra de 14 meter, da de to han havde med på turen ikke troede på, at det var sikkert at hoppe ud derfra - det er da service?
Vandet ved vandfaldet var helt vildt lækkert og friskt.
Dernæst kørte vi forbi nogle lokale måttelavere, som man kan se lidt fra i mine billeder. Vi mødte min far ved en lang træbro, hvor vi fik lidt majs at spise, inden vi fortsatte på en privatbådtur med min far som guide. Her fik vi set området omkring Nha Trang, og fik fortalt hvordan det havde været brugt under krigen. Nha Trang var hovedsaligt involveret i krigen i den forstand, at det var der amerikanerne fik deres forsyninger ind. Der var en togbane hvor de kunne fragte dem længere nordpå, men nordvietnameserne fik ofte med held ødelagt en bro som lå umiddelbart efter Nha Trang på floden. Derfor var amerikanerne ofte nødt til at sejle mange af deres forsyninger nordpå. Det har ikke været rart, det må virkelig have været svært at se hvorfra man var under beskydning, når man sad der midt ude på den store flod. Her ses en gammel udkigspost som overså togbroen.
Hele turen til Vietnam var VIRKELIG fantastisk. Jeg kan kun anbefale at skynde sig dertil, inden turisterne fortærer hele stedet. Det tager dog forhåbentlig nogle år endnu. Et land der har været i krig i 2000 år i træk, og nu snart har været uden en krig i 40 år - hvad kan det ikke blive til.
(Det er ganske rigtigt nu den 12. april, men det tog mig mere end én dag at skrive bloggen)
torsdag den 2. april 2009
Klag og du skal få
medhold.
På baggrund af henvendelser af mindre tilfreds karakter(læs: kommentaren til mit forrige indlæg), har jeg valgt at tilsidesætte andre gøremål, og få skrevet et blogindlæg om Hong Kong.
Jeg har således netop afsluttet et gøremål, som jeg er ganske sikker på, at Peter ikke vil have, at jeg udskyder for at skrive et blogindlæg - jeg så Paradise Hotel. Det kan man vist ikke stille noget spørgsmåltegn ved - det skal bare ses. Verdensklasse tv underholdning.
Nå, det var jo torsdag formiddag at jeg tog i lufthavnen for at finde flyveren mod Hong Kong og Funda. Jeg fandt først en flyver af helt ekstraordinær størrelse, som jeg var nødt til at fange med mit kamera.
Selve flyveturen til Singapore var helt fantastisk - det var jo Singapore airlines. Der blev således indtaget noget af al den vin man ikke får hernede, da det jo alt sammen er gratis. En lille film og så en god Magnum, det er jo svært at klage over flyveturen så.
Da vi ankommer til Hong Kong, fanger vi en bus mod Kowloon, nærmere bestemt Mong Kok. Dette er den udpræget kinesiske del af HK.
Vis stort kort
Kowloon er en del af fastlandet, og blev overdraget til englænderne ved en 99 år lang leasing aftale indgået i 1898. Ganske meget af det område Kowloon nu består er, er land der er indvundet fra havet af. Ligesom de fleste andre øer i området, er centrum af øen i vidt omfang indtaget af høje bjergrygge, som gør det umuligt at have boliger i store områder. Der er således utroligt sparsomt med plads, når der henses til hvor mange mennesker der bor der.
Dette billede er taget umiddelbart efter ankomst, hvor vi lige satte vores tasker af, og så blev vist rundt af en af Sara's venner i HK. Det var meget let at fare vild, alle gaderne lignende hinanden, og man havde i forvejen lidt stress over alle de mennesker man skulle finde en vej igennem. Jeg havde et par gange haft telefonisk kontakt med den kære Funda, og da vi senere samme aften tog ud for at drikke i et område på Hong Kong Island der hedder Wan Chai, mødte jeg hende som aftalt på Swindlers.
(Hun sidder ned)
Vi fortsatte senere aftenens eskapader i et andet og mere populært barområde ved det mundrette navn Lan Kwai Fung(LKF).
Her fik vi endnu engang at mærke, at der var Rugby Sevens i Hong Kong - hvis man ikke ved hvad det er, så er der da lidt frivillig læsning her. Selvom jeg aldrig havde hørt om det før, så skal jeg love for, at det er populært i andre dele af verdenen.
Aftenen blev afsluttet i en såkaldt minibus, som der var god fornuft i at benytte sig af i Hong Kong. Det koster ganske mange penge at krydse vandet fra Hong Kong Island til Kowloon, men i en minibus, så er det ikke så dyrt. Så når deres metro ikke længere kører, så var dette det billigste alternativ.
Næste morgen(læs: sent på formiddagen) skulle Hong Kong Island inspiceres i dagslys. Øen blev, som et resultat af en krig om englændernes salg af opium til kineserne, en del af det engelske imperie i 1841-42. Herfra har englænderne altså sneget opium ind i Kina fra i lang tid. Krigene startede som et svar på kinesernes ødelæggelse af godt 23.000 kister opium. Englænderne producerede denne opium i Indien. Så skulle de vigtigste træk af historien vidst være på plads. Det skulle da lige mangle, at kineserne i 1997 (99 år efter den indgåede leasingaftale) fik Hong Kong tilbage. Det er i 50 år frem lidt en form for selvstyre, et koncept der ikke er ukendt i andre dele af Kina.
Det moderne Hong Kong island er meget flot. Der er i stor stil bygget flotte højhuse, og det er ikke nær så beskidt og krampet sammen som Kowloon. Her ses først billeder af Bank of China og derefter den nok mere kendte IFC bygning(læs: bygningen fra The Dark Knight).
Vejret var på denne dag ikke helt henrivende, så jeg trak mig tilbage til et storcenter som angiveligt skulle være en kopi af Times Square. Herefter jagtede jeg sammen med Funda et sted at spise. Vi fik os noget udemærket Thai mad. En lur senere og vi var igen i byen. Utroligt så lille verden er. Inden jeg nåede ind til byen, havde Funda allerede mødt nogle af mine bekendte fra Singapore.
Det blev for mit vedkommende ikke en forfærdelig sen optræden, og jeg sov godt den aften.
Vi er nu fremme ved lørdag, hvor Funda tog os med ud at se en mere afslappet del af Hong Kong ved navnet Stanley Market. Der er ikke så meget at sige om det, andet end at vi på vejen passerede en Maybach forhandler, og et ikke ubetydeligt antal lækre ejendomme som tydeligvis var indrettet til brug for de folk der nu måtte være rige og bo i Hong Kong.
Jeg ville gerne have lagt en sort hvid version op af ovenstående billede, men det har jeg ikke lige fået gjort. Vi indtog i Stanley en lækker frokost pizza, som fik mig til at længes efter en god Benvenuti pizza - sender du en Peter?
Eftermiddagen blev brugt på lidt shopping og hygge på restaurant. Jeg brugte næsten ingen penge, selvom jeg kom af sted med sko, t-shirt og bælte fra en Paul Smith forretning.
Vi er nu efterhånden sneget os hen til Søndag, hvor dagens aktivitet først og fremmest var Ocean Park. Her skulle der ses pandaer og prøves forlystelser alt imens jeg forsøgte at overleve en dag hovedsaligt i selskab med barnlige kinesere.
Aftenen blev tilbragt på det historiske museum i Hong Kong, hvor det meste af min viden om området stammer fra, selvom jeg da på forhånd var godt forberedt gennem læsning af min bog om det engelske imperie. Vi så afslutningvis lysshowet som hver dag kl. 20 pryder skylinen i Hong Kong, jeg forsøger at uploade en video af det. Jeg var kommet af sted den dag uden min tripod, så billeder og film lider lidt derunder.
Hong Kong er en helt vild by, den er så travl, stor, tætbefolket, vanvittig, skøre mennesker, vild skyline og ja, bare lidt af alting. Jeg ville nok ikke kunne overleve at bo der, især fordi jeg er stå "stor" som jeg nu engang er. Der er simpelthen for lidt plads til min smag.
Så fik i da lidt blog? I morgen sætter jeg mig i flyveren mod Vietnam, der skal nok komme en masse gode billeder ud af det :) Knus og kram til de der endnu sidder derude og læser min blog, jeg glæder mig til snart at se jer allesammen igen.
Jeg vil lige aflive enhver forvirring min aprilsnar på Facebook kan have skabt, jeg er i Danmark den 23. maj kl. 7:50 og formentlig ikke mange minutter før. Hav det godt.
Update: her kom så videoen.
På baggrund af henvendelser af mindre tilfreds karakter(læs: kommentaren til mit forrige indlæg), har jeg valgt at tilsidesætte andre gøremål, og få skrevet et blogindlæg om Hong Kong.
Jeg har således netop afsluttet et gøremål, som jeg er ganske sikker på, at Peter ikke vil have, at jeg udskyder for at skrive et blogindlæg - jeg så Paradise Hotel. Det kan man vist ikke stille noget spørgsmåltegn ved - det skal bare ses. Verdensklasse tv underholdning.
Nå, det var jo torsdag formiddag at jeg tog i lufthavnen for at finde flyveren mod Hong Kong og Funda. Jeg fandt først en flyver af helt ekstraordinær størrelse, som jeg var nødt til at fange med mit kamera.
Selve flyveturen til Singapore var helt fantastisk - det var jo Singapore airlines. Der blev således indtaget noget af al den vin man ikke får hernede, da det jo alt sammen er gratis. En lille film og så en god Magnum, det er jo svært at klage over flyveturen så.
Da vi ankommer til Hong Kong, fanger vi en bus mod Kowloon, nærmere bestemt Mong Kok. Dette er den udpræget kinesiske del af HK.
Vis stort kort
Kowloon er en del af fastlandet, og blev overdraget til englænderne ved en 99 år lang leasing aftale indgået i 1898. Ganske meget af det område Kowloon nu består er, er land der er indvundet fra havet af. Ligesom de fleste andre øer i området, er centrum af øen i vidt omfang indtaget af høje bjergrygge, som gør det umuligt at have boliger i store områder. Der er således utroligt sparsomt med plads, når der henses til hvor mange mennesker der bor der.
Dette billede er taget umiddelbart efter ankomst, hvor vi lige satte vores tasker af, og så blev vist rundt af en af Sara's venner i HK. Det var meget let at fare vild, alle gaderne lignende hinanden, og man havde i forvejen lidt stress over alle de mennesker man skulle finde en vej igennem. Jeg havde et par gange haft telefonisk kontakt med den kære Funda, og da vi senere samme aften tog ud for at drikke i et område på Hong Kong Island der hedder Wan Chai, mødte jeg hende som aftalt på Swindlers.
(Hun sidder ned)
Vi fortsatte senere aftenens eskapader i et andet og mere populært barområde ved det mundrette navn Lan Kwai Fung(LKF).
Her fik vi endnu engang at mærke, at der var Rugby Sevens i Hong Kong - hvis man ikke ved hvad det er, så er der da lidt frivillig læsning her. Selvom jeg aldrig havde hørt om det før, så skal jeg love for, at det er populært i andre dele af verdenen.
Aftenen blev afsluttet i en såkaldt minibus, som der var god fornuft i at benytte sig af i Hong Kong. Det koster ganske mange penge at krydse vandet fra Hong Kong Island til Kowloon, men i en minibus, så er det ikke så dyrt. Så når deres metro ikke længere kører, så var dette det billigste alternativ.
Næste morgen(læs: sent på formiddagen) skulle Hong Kong Island inspiceres i dagslys. Øen blev, som et resultat af en krig om englændernes salg af opium til kineserne, en del af det engelske imperie i 1841-42. Herfra har englænderne altså sneget opium ind i Kina fra i lang tid. Krigene startede som et svar på kinesernes ødelæggelse af godt 23.000 kister opium. Englænderne producerede denne opium i Indien. Så skulle de vigtigste træk af historien vidst være på plads. Det skulle da lige mangle, at kineserne i 1997 (99 år efter den indgåede leasingaftale) fik Hong Kong tilbage. Det er i 50 år frem lidt en form for selvstyre, et koncept der ikke er ukendt i andre dele af Kina.
Det moderne Hong Kong island er meget flot. Der er i stor stil bygget flotte højhuse, og det er ikke nær så beskidt og krampet sammen som Kowloon. Her ses først billeder af Bank of China og derefter den nok mere kendte IFC bygning(læs: bygningen fra The Dark Knight).
Vejret var på denne dag ikke helt henrivende, så jeg trak mig tilbage til et storcenter som angiveligt skulle være en kopi af Times Square. Herefter jagtede jeg sammen med Funda et sted at spise. Vi fik os noget udemærket Thai mad. En lur senere og vi var igen i byen. Utroligt så lille verden er. Inden jeg nåede ind til byen, havde Funda allerede mødt nogle af mine bekendte fra Singapore.
Det blev for mit vedkommende ikke en forfærdelig sen optræden, og jeg sov godt den aften.
Vi er nu fremme ved lørdag, hvor Funda tog os med ud at se en mere afslappet del af Hong Kong ved navnet Stanley Market. Der er ikke så meget at sige om det, andet end at vi på vejen passerede en Maybach forhandler, og et ikke ubetydeligt antal lækre ejendomme som tydeligvis var indrettet til brug for de folk der nu måtte være rige og bo i Hong Kong.
Jeg ville gerne have lagt en sort hvid version op af ovenstående billede, men det har jeg ikke lige fået gjort. Vi indtog i Stanley en lækker frokost pizza, som fik mig til at længes efter en god Benvenuti pizza - sender du en Peter?
Eftermiddagen blev brugt på lidt shopping og hygge på restaurant. Jeg brugte næsten ingen penge, selvom jeg kom af sted med sko, t-shirt og bælte fra en Paul Smith forretning.
Vi er nu efterhånden sneget os hen til Søndag, hvor dagens aktivitet først og fremmest var Ocean Park. Her skulle der ses pandaer og prøves forlystelser alt imens jeg forsøgte at overleve en dag hovedsaligt i selskab med barnlige kinesere.
Aftenen blev tilbragt på det historiske museum i Hong Kong, hvor det meste af min viden om området stammer fra, selvom jeg da på forhånd var godt forberedt gennem læsning af min bog om det engelske imperie. Vi så afslutningvis lysshowet som hver dag kl. 20 pryder skylinen i Hong Kong, jeg forsøger at uploade en video af det. Jeg var kommet af sted den dag uden min tripod, så billeder og film lider lidt derunder.
Hong Kong er en helt vild by, den er så travl, stor, tætbefolket, vanvittig, skøre mennesker, vild skyline og ja, bare lidt af alting. Jeg ville nok ikke kunne overleve at bo der, især fordi jeg er stå "stor" som jeg nu engang er. Der er simpelthen for lidt plads til min smag.
Så fik i da lidt blog? I morgen sætter jeg mig i flyveren mod Vietnam, der skal nok komme en masse gode billeder ud af det :) Knus og kram til de der endnu sidder derude og læser min blog, jeg glæder mig til snart at se jer allesammen igen.
Jeg vil lige aflive enhver forvirring min aprilsnar på Facebook kan have skabt, jeg er i Danmark den 23. maj kl. 7:50 og formentlig ikke mange minutter før. Hav det godt.
Update: her kom så videoen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
