Lad der være billeder

Og billeder kommer der. Lige nu kæmper min macbook for livet. Den er i gang med at uploade 260+ billeder til mit billede site. Men inden jeg begynder at gå igennem billederne så lad os da lige starte helt fra starten af.

Det er nu over en uge siden, at jeg sammen med tre danskere og to tyskere satte kursen mod Changi Airport. Turen består i små 40 minutter ombord på deres MRT tog, hvorefter man står i terminal 2. Vi troede - fejlagtigt - at vi skulle med vores AirAsia fly fra budget terminal. Vi tog derfor en bus til netop denne terminal, blot for at erfare, at vores fly altså afgik fra terminal 3. Så det var tilbage med selv samme bus, ombord på et shuttle tog, og så var vi klar til check-in.

Hos AirAsia foregår dette fuldstændigt vilkårligt med mindre, at man har betalt for at sidde ved siden af hinanden. Dette havde vi ikke, og jeg endte med at sidde på en midter plads. Det var nu alt sammen fint nok, og jeg havde en rigtig behagelig flyvetur derover. Da vi ankom i lufthavnen ejede vi knap penge - i hvert fald penge der kunne bruges i Malaysia. Vi var jo landet i Kota Kinabalu, som ligger i Sabah, som er den Malaysiske del af Borneo.

Vi måtte under alle omstændigheder have fat i en taxa til vores hostel - North Borneo Lodge. Dette foregik ved, at man skulle købe og betale for en taxa billet, hvorefter man kunne sætte kursen ud til taxaerne og finde sig en taxa. Det var et helt fantastisk ringe system, og vi endte med at sidde utrolig klemt - dette skulle ikke være sidste gang.

Vores hostel var rigtig hyggeligt indrettet, og vi faldt hurtigt til her. Det viste sig, at det lå midt i det man vel kan kalde for det finansielle centrum i Kota Kinabalu. I hvert fald lå der i hvert fald de første 10 banker lige rundt om det, og det var derfor en smal sag at finde en ATM at hæve i. Den første aften vi var der, blev vi spurgt, om vi ikke ville deltage i noget Futsal dagen efter - klart, det var vi da friske på.

Det blev således til lidt afslappede øl langs vandet inden vi gik i seng. Vi stod op til en tur til Pulau Manukan - en ø - hvor vi tilbragte den sene formiddag og hele eftermiddagen på stranden. Vi erfarede allerede her, at det regner meget på Borneo. Vi sad derfor i ly for regnen i halvanden time, inden vi fortsatte ned til bådene for at komme tilbage. Et hurtigt måltid på Burger King - hvilket heller ikke skulle blive sidste gang - inden vi gik tilbage for at forberede os på vores Futsal. Vi havde dagen forinden fået at vide, at vi skulle spille kl. 7, så da vi kom tilbage lidt over 6, så mente vi, at vi var i rigelig god tid. Det var dog således, at vi skulle spille allerede kl 6, hvorfor det tidspunkt vi første havde fået at vide, viste sig at være forkert - det skulle vise sig ikke at være sidste gang.



Ikke desto mindre, så fik vi spillet små 45 minutters Futsal, og det var rigtig god underholdning.

Den aften røg vi ned på en pub der hed Cock and Bull, hvor øl blev skyllet ned til 3 Premier League kampe på storskærm. Af samme grund, eller måske nok mest på grund af øllet, så kom vi op lidt sent næste dag. Der blev derfor gjort kort proces på morgenmaden, og vi pakkede vores tasker sammen og satte mod busserne. Vi havde nemlig besluttet, at vi ville tage op og bo ved basen af vores klatretur dagen inden, at vores egentlige opstigning skulle starte. Efter en to timers køretur i bus, hvor vi nok engang sad lidt klemt, så blev vi indlogeret på Rock Hostel - et dejligt sted.



Vi var allerede nu i omkring 2 kilometers højde, og temperaturen var derfor væsentlig mere mild end ved havets overflade. Samtidigt var vi også placeret midt inde i nogle skyer fra tid til anden, så det var helt umuligt at tørre tøj og lignende på de dertil indrettede tørresnore. Vi gik herefter ned på informationscentret, hvor der ville være en briefing kl. 18 omkring det at bestige Kinabalu. Samme sted fandt vi en glimrende restaurant, hvor vi til en rimelig penge fik os et rigtig dejligt måltid.



Dagen hvor vores opstigning skulle starte oprindede, og tidligt stod vi op, for at komme i gang i god tid. Ned at spise vores morgenmad, som var et rigtig godt måltid også. Herefter fik vi os en guide og transport ud til det, som er den lange og hårdeste tur til Laban Rata. Da vi efter en lille halv times kørsel kom frem til stien, begyndte vores tur imod toppen ellers.



Pelle og jeg lagde relativt hurtigt afstand til de andre, og efterhånden som tiden gik besluttede vi, at vi ikke ville vente, men blot ville skynde os så meget som muligt til Laban Rata. Laban Rata er en lille samling hytter i 3.200 meters højde, hvor vi skulle sove indtil vi kunne klatre mod toppen og solopgangen. Undervejs på turen op var der massere af skønne naturomgivelser - men det var også ganske krævende at klatre op. Man kunne virkelig mærke, at luften var meget tyndere end ved havoverfladen, og selv de mindste trin fik ens puls helt op og man gispede efter luften.





Pelle og jeg nåede Laban Rate omkring kl. 12:50, vi havde således forceret den lange rute på under 4 timer, ikke helt dårligt. På Laban Rata var der fri adgang til the og kaffe, og jeg fik bestilt mig en omgang spaghetti til at lade op endnu engang. Vi skulle bo på et hostel et par hundrede meter længere oppe af bjerget. Lad mig sige det sådan her, turen derop faldt ikke i god smag.

Da de andre kom og tilsluttede os på vores hostel fik vi os en lille lur, og dette fulgte vi op med aftensmad på Laban Rata.



På vores hostel var der ganske koldt. Udendørstemperaturen var formentlig omkring 6-10 grader celcius, og der var ingen varme i værelserne. Så de to tæpper man havde var ganske brugbare, og man var ikke meget for at hoppe ud fra disse for at besøge toilettet eller hvad man nu havde behov for. Ved aftensmadtid havde skyerne sluppet sit tætte greb om Laban Rata, og der blev således mulighed for at sætte nogle billeder til livs. Vi synes det var utroligt flot, hvilket det givet vis også var, men det var intet imod det vi i løbet af natten skulle opleve.



Efter aftensmaden var det tid til at sove. Vi skulle op omkring kl. 02:00 for at begive os mod toppen omkring kl. 3:30. Den høje koncentration af kinesere gjorde, at der ikke blev sovet meget. Jeg tror jeg fik omkring én times søvn fra 23-24, hvorefter de mest langsomme af kineserne begyndte at stå op for at begive sig mod toppen. De larmede ganske meget, og det var derfor rimelig svært at sove. Samtidigt slog ens hjerte ganske hårdt af sted, det var nok en kombination af den tynde luft og dagens hårde strabadser.

Da vi efterhånden begav os mod toppen, var den pandelygte jeg havde købt ganske enkelt uundværelig.



Jeg fandt også brug for det meste af det andet gejl jeg havde købt.

Pelle og jeg satte til at starte med et lidt højt tempo op af, men vi kunne se på det hele, at vi ville komme op alt for tidligt, hvis vi ikke sagtnede farten lidt. Vi mødtes således op med resten af gruppen, og undervejs blev der holdt en del pauser. Jeg vil således lige linke til et billede på facebook, som jeg endnu ikke lige har fået mine fingre i - link her. Jeg håber at i kan se det.

Vi nåede toppen lige i tide til at se solens første stråler komme op over de få skyer der var på himlen. Selve toppen var ikke ret stor, så vi havde på forhånd fået besked på, at vi kun måtte være der i omkring 15 minutter. Vinden kom stærkt ind fra den ene side, og der blev hurtigt skabt en gruppering på den modsatte side. Desværre også den modsatte side af solens stråler. Jeg måtte derfor op på toppen for at skaffe de billeder jeg så gerne ville have. Handskerne var i vejen, min tripod var ikke funktionel(Jeg havde glemt den del der skal sættes på kameraet), vinden var lige i ansigtet - hvilket blot gjorde problemet med handsker og tripod endnu mere udtalte på billederne. Lyset var knapt endnu, og lang lukketid var derfor nødvendig.

Endnu en forhindring bestod i, at der på toppen var sat et hegn op - formentlig fordi at folk ikke skal ud på den anden side af dette. Jeg så ingen hindring i dette andet end, at det var i vejen for mit billede. Så jeg begav mig ud på den anden side af dette. Her fandt jeg nogle sten hvorpå jeg kunne placere kameraet og sammen med mine hænder kunne jeg holde kameraet stille i de 8-16 sekunder jeg lod kameraet eksponere horisonten. Der kom nogle billeder ud af dette.



Nedturen var ikke mindre end fantastisk. Solen var nu helt stået op, og det var ikke længere koldt eller hårdt at bevæge sig. Faktisk løb jeg til tider rundt for at få det helt rette billede. Der blev VIRKELIG taget mange billeder på vej ned. Jeg var således 45 minutter langsommere ned til Laban Rata end Pelle. Mange af dem viser det samme motiv, men jeg ville da være helt sikker på, at jeg havde det helt perfekte af slagsen. Jeg har endnu ikke haft tid til at se dem nøgternt igennem, men jeg kan da lige vise et par af dem her.









Ellers vil jeg for nuværende blot henvise jer til albummet, hvor der også er billeder jeg endnu ikke har haft tid til at forklare i nærværende blog indlæg. Det kommer i et senere indlæg. Nu må jeg simpelthen have mig noget frokost, og så tilbage til lektierne. Håber i har det herligt derhjemme.

Mt. Kinabalu

Her udbygges

Kære læser,

Jeg er hjemvendt til hjemmet på Commonwealth dr., hvor jeg føler mig godt tilpas under air-connens sagte blæsen. Jeg når ikke at uploade billeder og skrive mit blogindlæg om Borneo i dag, men håber da på, at jeg kan nå i hvert fald en del af det i morgen.

Det er ikke ganske umuligt, at der bliver mere end ét indlæg omkring opholdet. Der er dog én ting der er sikkert, det var helt fantastisk :)

Hyg jer

En dyr fornøjelse

Så er det ved at være tid til afrejse mod den ø vi kalder Borneo. De sidste forberedelser er efterhånden oversået, og der mangler faktisk næsten udelukkende at blive pakket, inden jeg om et par timer bevæger mig mod lufthavnen. Således har jeg også netop afsendt en e-mail til den danske ambassade i Kuala Lumpur med navn og pasnummer samt, at jeg påtænker at rejse rundt i den malaysiske del af Borneo.

Denne tur ender med at koste lidt mere end de tidligere ture. Jeg har således først og fremmest anskaffet mig en rygsæk, som der også har en mindre taske gemt i sig. På den måde har jeg en taske jeg kan have på ryggen, når jeg kravler det sidste stykke mod toppen. Desuden har jeg købt et større antal mindre remedier - ting som jeg sikkert ikke har brug for - som kan gøre turen op til de 4.095 højdemeter lettere. Jeg måtte anskaffe mig et par lange bukser og en langærmet t-shirt blandt andet, idet der er ret koldt deroppe.

Jeg har taget lidt billeder af resultatet af min indkøbstur(e), som jeg håber jeg når at få lagt op inden afrejse.

Hvis det er værd at gøre en gang, så er det også værd at gøre det to gange

Derfor tog jeg kammeraet med mig ned til Esplanada. Der var nogle af de Canadiske piger jeg har lært at kende, som der skulle derned. Først indtog jeg på Max Brenner et helt vidunderligt stykke chokoladekage. Som blev efterfulgt af en minder foto session.

Det resulterede i en del billeder, som jeg har lagt ind i Esplanade albummet. Startende med følgende billede:

From Esplanade

Jeg gjorde det delvist fordi, at jeg efterhånden er ved at få et bedre kendskab til mit kamera og dets indstillinger - nej, det var faktisk mere eller mindre udelukkende derfor, at jeg valgte igen at tage billederne. De billeder jeg smider op, er allesammen uredigerede, selvom jeg for nylig har anskaffet mig Aperture 2.0 til at lege lidt med billederne i. De er dog udvalgt ud af et betragteligt antal billeder, og skulle gerne vise, at jeg har leget lidt med indstillingerne. Billederne er alle taget med delayed capture, idet selv et tryk på kameraet giver et uskarpt billede.

Inden jeg begav mig herned, havde Pelle, Anders og jeg gået os en lille tur ved skumringstid. Det blev til nogle billeder af et par lokale der spillede cricket, og nogle andre ting. Der er samtidigt også lidt billeder i albummet af noget af den herlige kogekunst vi har udført her i lejligheden.

Commonwealth v. 2

Sidst men BESTEMT ikke mindst skal det nævnes, at jeg i morges Singapore tid sikrede mig og 3 andre billetter til Coldplay den 23. marts i Singapore Indoor Stadium. Vi købte de billigste af slagsen, men hul i det - jeg var meget villig til at købe dem helt oppe foran, men så havde jeg endt med at sidde alene :) Det bliver en kanon oplevelse, og sikrer mig således, at jeg mindst to gange i år for set Coldplay live - VIGTIGT.

Bøffer, rødvin, Mojito's og et par øller

Ja, kære læser, det er hvad jeg skal bruge min aften på.

Jeg har i dag været i ude at handle ind til den store guldmedajle. Sugerør, rørsukker, lime, rom, øl, mynte og meget andet. For at dette kunne lykkes, måtte vi ud til et af de kommende malls her i Singapore. Det er endnu ikke særlig tungt belagt med butikker, men de har et glimrende supermarked, hvor man kan få næsten alt hvad hjertet begærer. Det koster så også lidt mere, men det må man jo tage med.

Pelle og jeg er i dagens anledning alene hjemme, og vi besluttede os for, at vi skulle forkæles lidt. I løbet af aftenen kommer der et par piger på besøg, og så stryger vi ellers senere i byen til lidt morskab.

Jeg følte - og har gjort det i noget tid nu - at der var gåeeåt for lang tid siden, at jeg sidst fik mig en Mojito der smagte ordentlig. Jeg har derfor langsomt geared mig op til, at jeg selv skulle lave nogen. Mynte er altid svært at få fat i, og en muddler(pinden der bruges til at mase indholdet) er endnu sværrere at få fat i. Muddler problemet har jeg forsøgt at løse ved at købe en billig hammer i supermarkedet. Jeg har således gentagne gange i løbet af dagen forsøgt at vaske træet på den i kogende vand, og har brugt en lighter til at brænde i træet, så jeg kan føle mig relativt sikker på, at der ikke sidder nogle sjove efterladenskaber i træet tilbage.

Jeg vil forsøge at dokumentere dette festmåltid med nogle billeder af både tilberedning og selve indtagelsesakten.

Jeg håber, at i derhjemme har en lige så god dag, som jeg selv synes jeg har i dag :)

Football/soccer hero

Kære læser,

I går, onsdag, var jeg involveret i en fodboldkamp. Jeg havde undervisning på Bukit Timah campus indtil kl. 12, møde min en af mine studiegrupper indtil kl. 13, hvorefter jeg fik mig lidt frokost og satte mig til at læse lidt. Da klokken nærmede sig 16:00, gik jeg mod omklædningsrummet hvor jeg iførte mig min ny indkøbte røde NUS polo.

Så tænker nogle af jer sikkert straks, at jeg da nok er en flottenheimer sådan at købe poloer til at spille fodbold i - men det skyldes i alt sin enkelhed, at jeg indtil undervisning om formiddagen onsdag ikke var klar over, at jeg skulle møde op med en rød trøje til eftermiddagens kamp. Nu kostede poloen heller ikke en formue i NUS merchandise forretningen, så helt galt var det da ikke.

Jeg traskede derefter ud til det man vel kan kalde for gårdspladsen på Bukit Timah Campus.

From Bukit Timah Campus

Jeg sad faktisk mere eller mindre præcis med den samme udsigt, som billedet ovenfor beskriver. Vejret var rigtig varmt, hvorfor jeg frygtede lidt for, at mit valg af polo var katastrofalt. Det var jo ikke ligefrem en tynd t-shirt jeg havde iført mig. Det skulle vise sig, at det ikke var noget problem.

Folk begyndte langsomt at dukke op, og vi begyndte at varme lidt op. Der var ikke overvældende meget talent, men jeg følte mig nu heller ikke selv alt for ferm ud i kunsten at spille fodbold. Efterhånden som startfløjtet rykkede tættere på at være en realitet, trak skyerne tættere og tættere sammen over bane og spillere. Himlen åbnedes og vandet begyndte at skylle ned over os - vi skyndte os straks at stille vores tasker i tørvejr, hvorefter dommeren desuagtet de tordensorte skyer valgte at fløjte kampen igang.

Regnen sørgede i det mindste for, at varmen ikke var noget problem. Men ellers var der rigeligt med problemer at se til. Spillet hang ikke rigtig sammen for vores udveksslingshold, alt imens modstanderne havde et tydeligt mere sammenspillet hold. Men hvad gør det, når man har en høj fyr som mig på holdet. Jeg sendte efter et langt indkast mit andet hovedstødsmål i karrieren over målmanden, som med fuld kraft hoppede op efter bolden. Den sad faktisk ret tæt under overliggeren. Der var jubel, og vi var foran 1-0 - formentlig både ufortjent og uventet.

Herefter startede problemer for alvor at tage form, mine støvler synes at udvide sig, selvom de var lavet af kunstlæder. Jeg løb derfor og smadrede mine tæer godt og grundigt hver gang jeg ændrede retning. Af samme grund sidder jeg nu med en blå storetå på min højre fod, og af samme grund blev der ikke danset nær så meget som man kunne have forventet, da jeg onsdag aften begav mig ud i Singapores natteliv. Jeg lod mig for en kort bemærkning udskifte, for at kontrollere, om jeg nu havde revet min negl af, eller om det blot var smerter. I mellemtiden indkasserede vi det første mål imod os, det skulle ikke være det sidste.

Jeg kom hurtigt på banen igen, tilsyneladende ikke til guds store glæde, idet han synes at åbne endnu mere op for vandhanerne over "stadion". I en situation hvor vi havde indkast oppe på deres banehalvdel, på den modsatte side af banen i forhold til mig, slog lynet pludselig ned meget tæt på. Jeg er ret overbevist om, at det har ramt selve universitet, hvor der i den ene længe er en rimelig høj ny tilbygning. Formentlig sidder der en lynafleder oppe på bygningen, hvorfor det formentlig har været rimelig ufarligt, men ikke desto mindre, så kom vi rimelig hurtigt af banen og ind til en tidlig og ganske lang halvleg.

Til anden halvleg var mine tæer efterhånden helt gennembankede, men vi var bagud, og der var brug for mine "evner". For kort at opsummere en begivenhedsrig anden halvleg, så lavede jeg et mål til stillingen 2-4 på et langskud midt på deres banehalvdel. Behøver jeg forklare, at publikum var i ekstase? Jeg havde en yderligere afslutning der flot sejlede hen over den 1,65 meter høje målmand, for at blive afvist af overliggeren.

Til næste uges kamp medbringer jeg kamera og en kameramand, så der kan komme lidt billededokumentation fra mine udskejelser på fodboldbanen. Samtidigt må jeg formentlig ud og investere i et par nye fodboldstøvler, for at undgå at jeg ødelægger mine tæer fuldstændigt. Jeg håber og satser på, at konsekvenserne i denne omgang ikke vil være så store. Storetåen er rimelig blå og rimelig hævet men ikke mere end, at jeg tror jeg går fri fra at skulle af med neglen.

Hav det nu helt fantastisk indtil næste gang folkens :)

11 dage til ferie

Kære læser,

Så synes jeg lige jeg ville kaste om mig med lidt oplysninger. Det drejer sig i særdeleshed om min recess week, for nogle undervisere kendt som reading week. Det drivende princip bag denne uge er, at der ikke er nogen undervisning. Hvilket jo gør den oplagt til at bruge på en tur af lidt længerevarende karakter.

Det var af samme grund oprindeligt min plan at flyve til Hong Kong, hvor min rigtig gode veninde Funda på nuværende tidspunkt studerer. Denne linie af tanker blev dog afbrudt af et glimrende forslag fra min nye danske venner. De havde hørt om et bjerg, et bjerg der ligger på Borneo. Bjerget er højt, men det er til at bestige for sådan nogle knøse som os. Bjerget hedder Mount Kinabalu og er næææææsten 4.100 meter højt.

Der skal jeg da op, tænkte jeg da hørte de andre snakke om stedet. Så det er vi efterhånden kun en midtvejseksamen fra at være på vej af sted til.

Der er bestilt flybilletter og overnatning på bjerget - men der skal ikke soves ret meget. Vi skal nemlig op omkring kl. 02:00 for at overvære solopgangen. Det skulle være en helt fantastisk oplevelse at stå der i 4 kilometers højde og se ud over skyerne hvor solen står op.

Som en lille side notits kan jeg berette, at jeg i dag har købt et par fodboldstøvler, idet jeg træder på banen onsdag for jura holdet på campus :)

Sentosa

Hvad er nu det? Jo, det skal jeg sige jer. Sentosa er Singapores løsning på deres behov for et beach resort. En kunstig ø som de har slået op lige syd for byen. Stranden er utrolig lækker, men resten af øen er lige nu et værre byggeboom. De opfører for tiden ikke mindre end 2 kæmpe kasinoer, verdens største akvarium(er det bare mig, eller SKAL Aqua bare spille til åbningen?) og en Universal Studios forlystelsespark.

Så i 2010 er det formentlig ikke et mere kedeligt sted, især også idet, at der åbner endnu mere strand op for offentligheden til den tid.

Stranden vi lagde os til rette på var - sædvanen tro hvis man skal tro de andre - indtaget af volleyball spillere.

Fra Sentosa Tur

Så hvis man ikke lige gad at ligge og kigge ud over vandet, hvilket godt kan være lidt kedeligt, så kunne man altid finde en god duel at kigge på. Ud over vandet skæmmes udsigten en anelse af de utallige kæmpe skibe, som der ligger og venter på et eller andet ud for Singapore. Der er VIRKELIG mange af dem. Det har de dog indset, og har derfor forsøgt at lukke stranden lidt af udaftil med endnu flere små falske øer.

Nå, men turen, den startede altså omkring kl. 15:00 efter vi havde kørt noget vask af tøj. Vi provianterede øl i det lokale supermarked på vejen derhen, og havde naturligvis medbragt musiske redskaber i form af en guitar, stemmebånd og et iPod anlæg. Der var således lagt i ovnen til en rigtig hyggelig eftermiddag og aften. Det var da også lige det vi fik. Vi blev ikke særlig fulde, men vi havde det rigtig hyggeligt. Der blev også tid til at tage lidt billeder af solnedgangen da den indfandt sig.

Fra Sentosa Tur

Alt i alt en rigtig god dag. I dag smutter de andre nok ud at se på noget Indisk festival i Little India. Meeeeen, jeg trækker nok nørdekortet og bliver hjemme, og læser lidt i mine bøger og tekster til mandagens strabadser på studiet. I skal jo ikke tro at jeg ikke laver noget studierelevant :)

Livet skal leves bagvendt

Kære læser,

Dette er mit andet blog indlæg i februar måned, mit indlæg nummer 18 i 2009, mit indlæg nummer 6 siden det kinesiske nytår. Er det så ikke ved at være på tide, at jeg skriver om noget andet end hvad jeg lige render rundt og oplever.

Det er det så ikke helt alligevel, idet det skal dreje sig om en film, som jeg valgte at bruge min fredag aften på at se. Filmens titel er "The Curios Case of Benjamin Button" - med Brad Pitt i hovedrollen.

Ud over det sædvanlige problem med aircondition på fuld skrald, så var selve oplevelsen glimrende. Aircon problemet kom jeg i forkøbet med en langærmet, strømper og sko.

Filmen var en glædelig overraskelse - jeg var på forhånd advaret af Dennis om, at filmen var ganske god, men også en anelse lang. Jeg mener, at filmen sagtens kan bære de 166 minutter den varer.

Historien er en fortælling om en mand der bliver født gammel, og dør ung. Jeg vil ikke afsløre meget mere af filmens indhold, hvis der nu er nogen, som kunne tænke sig at gå ind og se filmen. Historien og filmens kvalitet gør den klart til et besøg i biografen værd - husk dog at besøge toilettet inden besøget sættes i gang.

Når jeg skriver at livet skal leves bagvendt, hvorfor skriver jeg så det? Jo, det gør jeg af den grund, at hvis man lever livet bagvendt - i den sande forstand - så ved man hvornår de vigtige øjeblikke i ens liv er, og dermed kan man nyde dem endnu mere. Det er jo givet for os alle, at dette ikke er en mulighed, så i stedet må vi jo bare nyde alle de gode øjeblikke lige meget.

Nyde livet, det er i hvert fald det vi gør hernede. Håber at i også har det godt hjemme i Danmark - og inden det hele bliver alt for sentimentalt, så må jeg vidst hellere bare lukke med et godnat :)

Verdens længste

Hej kære læser,

Så er endnu en weekend - en faktisk rimelig hektisk en af slagsen - overstået. Det var den første weekend, hvor jeg ikke valgte at forlade Singapore til fordel for andre himmelstrøg, siden jeg nu engang ankom til Singapore. Om det skyldtes, at vi havde fået løbet hornene af, eller bare almindelig dovenskab, det skal jeg ikke kunne sige. Men sikkert er det, at det da ikke var kedeligt af den grund.

Fredag, som for mit vedkommende er den første dag i weekenden(hej mor?), skulle tilbringes i Asiens største fuglepark. Lad os lige dvæle lidt ved det, fordi jeg har efterhånden fået lidt en forståelse for, hvordan tingene her i Singapore fungerer. Hvis noget er beliggende i Singapore, så er det næsten altid en af følgende: verdens største, asiens største eller en af verdens største. Fugleparken var i hvert fald stor, og lad det så være enden på den snak.

Fra Bird Park

Fugleparken var smart indrettet, således at det i hovedagen blot var at følge ruten rundt igennem parken, så ville man have passeret og set alle deres fugle. Imod et mindre beløb kunne man også fragtes mellem de stationer, der nu engang var passeret langs ruten, på et tog. Der var undervejs på turen et utal af spændende fugle. Nogle var desværre aflukket bag hegn, som ville resulterer i urimeligt ringe fotodokumentation. Heriblandt de store "Birds of Prey", hvor jeg dog har inkluderet et billede af den største havørn de havde i parken.

Vi skyndte os rimelig hurtigt ind til "Birds of Paradise", som skulle være utroligt svære at opspore i naturen. De har samtidigt en af de mest eksotiske parringsdanse man kan forestille sig. De var ikke ligefrem de fødte modeller, men jeg fangede da et par gode billeder i den manglende belysning.

Fra Bird Park

Nogle steder i parken var indrettet således, at man kom ind og gik blandt fuglene. Dette resulterede både i nedbør i form af fugleklatter, men også billeder af fuglene på helt tæt hold. Her er et eksempel, hvor to fugle i rimelig lang tid hang fra en gren og sloges med hinanden.

Fra Bird Park

For ikke at berøve potentielle fremtidige kunder for hele deres oplevelse, vil jeg holde mig til også at fortælle om verdens største menneskelavede vandfald - hvad sagde jeg? Det var i et indelukket område husende afrikanske fugle. I billede ser man samtidigt Sara, som var en af de to jeg var i fugleparken med.

Fra Bird Park

Lørdag tog jeg med drengene til Little India - røvsygt - og jeg har faktisk end ikke gidet selv at se billederne igennem derfra. Aftenen blev tilbragt i selskab med Chingay, som jeg forklarede om i mit seneste blog indlæg. Jeg har som lidt bonus lagt nogle, af de mange videofilm jeg optog, op på facebook(1)(2)(3). Desuden kan jeg da lige give et direkte link til de billeder jeg tog den aften.

Søndag fortsatte min tur ind i dyrenes verden i Singapore Zoo. Jeg har allerede glemt, om den nu skulle være verdens eller asiens største, men kan vi ikke bare gå ud fra, at den nok er en af delene. Stor var den i hvert fald. I zoo så jeg nogle hvide tigere, som jeg synes er værd at fremhæve. Det er dælme da nogle flotte kreaturer når de sådan lige spangulerer rundt.

Fra Zoo

Efter dette gik det med lange skridt imod Elefanternes teater, hvor der skulle være optræden. Det var da meget sjovt at se, hvordan elefanterne kan bruges til forskellige gøremål. Nogle af tingene var mere imponerende end andre. Et betydeligt irritationsmoment ved denne optræden var dog, at der til stede var et ikke ubetydeligt antal asiatiske drengebørn - de kan godt nok gå mig på nerverne!

Fra Zoo

Alt i alt var oplevelsen i Zoologisk have rigtig hyggelig, med massere af små sjove oplevelser, som da jeg så et par alligatorer blive fodret. Heldigvis var det så kort efter mit besøg i fugleparken, at jeg let kunne springe de fleste af fuglebesøgene over, uden at bekymre mig om, hvorvidt jeg nu gik glip af noget.

Turens højdepunkt var aberne, der blev givet gas og de kastede hinanden i vandet hele tiden. Det er blevet til nogle videoer på deres bekostning, dem får jeg lige gjort tilgængelige på et tidspunkt.

Når det kommer til verdens største, så besøgte jeg i går(mandag) verdens største udsigtshjul, i stil med det i London. Det hedder Singapore Flyer og det giver udsygt over det meste af byen. Ved dagslys skulle man angiveligt kunne se væsentlig længere end blot Singapore, men jeg ville gerne se det ved aftentid, hvorfor vores tur startede kl. 21:30.

Jeg tog nogle billeder ombord på den 30 minutter lange tur, men ruderne i kabinen gjorde det ret besværligt at få nogen gode billeder. Jeg valgte derfor i store træk at nyde udsigten igennem mine egne øjne :)