Kære læser,
Jeg har taget den beslutning, at der nu kun vil komme ét blogindlæg mere på denne blog. Den blog vil føre jer hele vejen fra min landing i Australien, og til jeg sætter mig ombord på flyet mod København. Jeg lander i København den 23. maj kl. 7:50.
Her kommer der et lille sneak preview, til den blog jeg vil skrive og lægge op, mens jeg sidder og venter i Changi Airport på flyet til København:
"Kære læser,
Efter endnu en glimrende flyvetur med Singapore Airlines - hvor jeg endda sov op imod 4 af de 7 timer væk - satte jeg fødderne i Melbourne lufthavn. Jeg var af Sara blevet instrueret om, at jeg skulle skynde mig af sted, gribe en flaske vodka og passere tolden så hurtigt og effektivt som muligt. Det tog da lidt tid at komme igennem, men de havde vidst lagt den værste hysteri omkring influenza A bag sig, og jeg måtte faktisk vente på at blive samlet op i lufthavnen.
Da jeg endelig var blevet lokaliseret at mine lokale allierede, så satte jeg mig i en Mercedes Stationcar af ældre model, og kursen var sat mod en Station som tilhører Sara's gode ven Richard. Det var en 5 timer lang kørsel, men der var rigeligt at se på ud af vinduerne. Det var en meget naturskøn tur. Den Station eller farm vi skulle op til, er 3.000 tønder stor, så vidt jeg lige har regnet ud, så er det lidt over 12 kvadratkilometer - så pænt stor.
Undervejs stoppede vi i en hyggelig by ved navnet Beechworth og fik os lidt at spise. Samtidigt indhentede en del af de andre gæster os. Der skulle komme omkring 20 mennesker til farmen, og vi skulle feste og hygge os sammen hele weekenden. De fleste folk var fra Australien, men der var også et par stykker mere fra Canada - jeg var den eneste dansker(de troede jeg var svensk først)."
Om ca. 10 dage, så vil der være et fyldigt indlæg fra det kolde Melbourne :)
Vi ses snart alle sammen.
tirsdag den 12. maj 2009
torsdag den 7. maj 2009
Mit sidste indlæg fra Singapore
Er hermed en realitet. Jeg sidder nu i Changi Airport Terminal 3, og venter på at skulle af sted med en flyver mod Melbourne. Der er ganske vist fem en halv time til mit fly letter, men ikke desto mindre, så er min tid i Singapore ved at rinde ud.
Jeg sov ikke ret godt i nat, jeg tror, at min krop kunne mærke, at der skulle ske noget specielt i dag. Jeg stod op kl. 6:30 - efter at have drømt at United slog Barcelona 3-0 i Champions League finalen - og spiste mig noget morgenmand. Jeg checkede op på nattens foldboldkamp, og United skulle ganske rigtig møde Barcelona i finalen, så mon ikke jeg lige skal sætte lidt penge på det resultat?
Jeg tog bussen imod min eksamen. Da jeg sad på bussen, kunne jeg se og høre på TVet, at de havde nedvurderet trusselsniveauet af influenza A, hvorfor der ikke længere ville være temperature screenings. Jeg var således i aldeles god tid. Da jeg stod af bussen, så jeg min professor stå og vente på, at han kunne komme til at krydse vejen. Fedterøv som jeg er, fulgtes jeg med ham hele vejen hen til eksamen - ikke at jeg kan få noget ud af det.
Jeg var ganske velforberedt til min eksamen, og på trods af en lille forglemmelse - som jeg kommer tilbage til om lidt - så gik min eksamen rigtig godt. Der stod på forsiden af eksamen, at der var 5 spørgsmål. Dum som jeg utvivlsomt også er, læste jeg kun de fire af de fem spørgsmål igennem første gang, da jeg ikke indså at jeg skulle vende papiret hele vejen rundt for at læse det femte. Jeg indså det dog heldigvis undervejs, og nåede snildt at få det besvaret. Det gik ret godt, og det er formentlig min bedste karakter hernede, som jeg henter i det fag - ikke at det betyder det er en god karakter ;-)
Jeg har jo allerede løftet sløret for, at jeg har en del tid at slå ihjel her i lufthavnen, og da man let kan blive lidt sentimental når man sidder her, så synes jeg lidt, at jeg vil begynde allerede nu, at runde mit ophold ude af Danmark af.
Det hele startede i det små i januar måned med afgang fra kastrup lufthavn. Den lange rejse blev opfulgt med nogle meget lange dage, hvor jeg havde mange gøremål, lidt tid og slet intet overblik. Jeg fandt mig hurtigt til rette i de omgivelser jeg i de næste 5 måneder skulle kalde hjem, og jeg fik mig hurtigt nogle venner hernede.
Der gik ikke lang tid før, at jeg for første gang skulle sætte mine rejseben på en prøve sammen med mine nye venner. Destinationen var Indonesien, nærmere bestemt Shady Shack, hvor den karismatiske ejer af vores residens, Lobo, var igang med et forsøg på at blive valgt til øens ledelse.
Turen var samtidigt første gang jeg mødte en pige ved navn Sara, en pige, som jeg skulle komme til at holde meget af. Det var tydeligt allerede fra den første tur, at vi havde et godt sammenhold i vores lille gruppe af danskere - det var rart.
Der var - naturligvis - også en mere studieorienteret side af mit ophold. Selvom jeg, til manges store undren, ikke gjorde meget ud af dette på min blog, så var det reelt set en stor del af mit ophold - men ikke for stor.
Der skulle hurtigt komme en mulighed for at bryde denne kedelige læsetrend. Da det kinesiske nytår gjorde indtog, havde vi nogle dage fri. Disse dage blev - med noget held skal det nævnes, tilbragt på en ø på Malaysias nordvest køst - Pulau Pangkor.
Generelt, så har jeg været heldig med mange ting på mit ophold. Måske var det et tegn, at jeg ved et held fik billetter til den store parade i Singapore - hvor jeg sammen med Sara og en masse af mien andre venner hernede, kunne nyde en aften helt udenfor studiernes tegn.
Der var - som der også kan ses lige ovenfor - en del ting, som der skulle besøges i selve Singapore. Der var Zoo, Bird Park og for eksempel Sentosa, hvor gutterne og jeg tog ud og hyggede os med øl og guitar i tropiske og meget falske omgivelser.
Efter at have overstået en fodboldkamp med jurastudiets hold for udvekslere - og åbenbart mindre velspillende - var et blevet tid til endnu en af turens mange højdepunkter i mere end én forstand. Bjerget Mt. Kinabalu skulle bestiges i reading(læs: recess) week, og det var ikke mindre end 4.1 km op i luften.
Der blev samtidig tid til både river rafting og en mere fredelig flodtur - alt sammen på Borneo. Efter hjemkomsten fra Borneo var der en periode, hvor der var et lidt større behov for at se lidt til skolearbejdet. Hen mod slutningen af marts, kunne jeg dog endnu engang begive mig på en tur ud af Singapore. Destinationen var de fantastiske Perhentian Islands - klart det flotteste sæt øer jeg så hernede på min tur.
Allerede den dag hvor vi kom hjem, stod stjernerne nok engang helt optimalt for mig. Jeg var med Sara, Pelle og Anders inde at se Coldplay i Singapore Indoor Stadium. Her blev Sara og jeg opgraderet til de allerbedste pladser i hele salen, og fik os en aften vi nok aldrig glemmer.
Jeg har en fantastisk veninde, hun hedder Funda. Hun var/er på udvekssling i Hong Kong, og det var da en alletiders chance at tage op at besøge hende. Det gjorde jeg hermed. Jeg hev Sara med, da hun havde to venner i Hong Kong også - endnu flere til at vise mig rundt, i hvad der skulle vise sig at være en helt vild by.
Jeg må jo nok indrømme, at mængden af blogindlæg på daværende tidspunkt var for nedadgående, og egentlig havde været det i en periode - men det var samtidigt den periode, hvor jeg brugte aller mest af min tide ude af landet. Dårligt var jeg kommet hjem fra en forlænget weekend i Hong Kong, inden den stod på et uforglemmelig tur til Vietnam og min far. Her mødte jeg nok engang en masse mennesker, som jeg sent vil glemme. Det er endnu et fantastisk land at besøge. Jeg sender tanker til den kære Mr. Son, som efter vores tur var overstået, og vi nok engang var hjemme, var ude for en ganske meningsløs trafikulykke, da en fuld vietnameser kørte ind i ham, mens han hold parkeret i vejsiden - god bedring.
Efter hjemkomst fra Vietnam var der nogle opgaver der skulle afleveres, og jeg fandt mig således påny begravet i bøger. Jeg brugte derefter to en halv uge på at læse til eksamen, hvoraf noget af det foregik på Pulau Tioman - der burde vi nok taget hen alle gutterne, for det var da virkelig et optimalt sted at drikke sig fuld og hygge sig.
Langsomt, men sikkert, er vi nu fremme, ved noget der minder om nutid. Jeg må sgu nok indrømme, at det tager rigtig hårdt på mig at sidde og gennemleve det hele igen nu. Det skyldes nu ikke, at det er dårlige minder - minderne er bare så stærke i min hukommelse, og det er trist, at det nu kun er minder, og ikke længere en realitet, som jeg hver dag skal leve i.
Det vil formentlig ikke være mit sidste blogindlæg inden jeg er hjemme, men jeg synes, at de mange timer i lufthavnen kunne bruges optimalt på at skrive dette indlæg. Jeg sidder og venter på min flyvemaskine mod Melbourne - mon ikke jeg får tid til at skrive lidt om det når jeg ved mere om stedet.
Indtil videre, så skal der lyde et stort "Tak" til ALLE, der har gjort dette muligt for mig, der har bidraget til mit ophold i enhver forstand og alle som har fulgt med i denne blog. De fleste af dem ser jo nok aldrig denne blog, men jeg håber lidt på, at der er noget sandhed bag ordsproget, at det er tanken der tæller. Jeg tror - og håber - at denne blog vil være noget jeg ser tilbage til om et, to og tyve år, og husker på hvilken fantastisk tur jeg havde.
Jeg sov ikke ret godt i nat, jeg tror, at min krop kunne mærke, at der skulle ske noget specielt i dag. Jeg stod op kl. 6:30 - efter at have drømt at United slog Barcelona 3-0 i Champions League finalen - og spiste mig noget morgenmand. Jeg checkede op på nattens foldboldkamp, og United skulle ganske rigtig møde Barcelona i finalen, så mon ikke jeg lige skal sætte lidt penge på det resultat?
Jeg tog bussen imod min eksamen. Da jeg sad på bussen, kunne jeg se og høre på TVet, at de havde nedvurderet trusselsniveauet af influenza A, hvorfor der ikke længere ville være temperature screenings. Jeg var således i aldeles god tid. Da jeg stod af bussen, så jeg min professor stå og vente på, at han kunne komme til at krydse vejen. Fedterøv som jeg er, fulgtes jeg med ham hele vejen hen til eksamen - ikke at jeg kan få noget ud af det.
Jeg var ganske velforberedt til min eksamen, og på trods af en lille forglemmelse - som jeg kommer tilbage til om lidt - så gik min eksamen rigtig godt. Der stod på forsiden af eksamen, at der var 5 spørgsmål. Dum som jeg utvivlsomt også er, læste jeg kun de fire af de fem spørgsmål igennem første gang, da jeg ikke indså at jeg skulle vende papiret hele vejen rundt for at læse det femte. Jeg indså det dog heldigvis undervejs, og nåede snildt at få det besvaret. Det gik ret godt, og det er formentlig min bedste karakter hernede, som jeg henter i det fag - ikke at det betyder det er en god karakter ;-)
Jeg har jo allerede løftet sløret for, at jeg har en del tid at slå ihjel her i lufthavnen, og da man let kan blive lidt sentimental når man sidder her, så synes jeg lidt, at jeg vil begynde allerede nu, at runde mit ophold ude af Danmark af.
Det hele startede i det små i januar måned med afgang fra kastrup lufthavn. Den lange rejse blev opfulgt med nogle meget lange dage, hvor jeg havde mange gøremål, lidt tid og slet intet overblik. Jeg fandt mig hurtigt til rette i de omgivelser jeg i de næste 5 måneder skulle kalde hjem, og jeg fik mig hurtigt nogle venner hernede.
Der gik ikke lang tid før, at jeg for første gang skulle sætte mine rejseben på en prøve sammen med mine nye venner. Destinationen var Indonesien, nærmere bestemt Shady Shack, hvor den karismatiske ejer af vores residens, Lobo, var igang med et forsøg på at blive valgt til øens ledelse.
Turen var samtidigt første gang jeg mødte en pige ved navn Sara, en pige, som jeg skulle komme til at holde meget af. Det var tydeligt allerede fra den første tur, at vi havde et godt sammenhold i vores lille gruppe af danskere - det var rart.
Der var - naturligvis - også en mere studieorienteret side af mit ophold. Selvom jeg, til manges store undren, ikke gjorde meget ud af dette på min blog, så var det reelt set en stor del af mit ophold - men ikke for stor.
Der skulle hurtigt komme en mulighed for at bryde denne kedelige læsetrend. Da det kinesiske nytår gjorde indtog, havde vi nogle dage fri. Disse dage blev - med noget held skal det nævnes, tilbragt på en ø på Malaysias nordvest køst - Pulau Pangkor.
Generelt, så har jeg været heldig med mange ting på mit ophold. Måske var det et tegn, at jeg ved et held fik billetter til den store parade i Singapore - hvor jeg sammen med Sara og en masse af mien andre venner hernede, kunne nyde en aften helt udenfor studiernes tegn.
Der var - som der også kan ses lige ovenfor - en del ting, som der skulle besøges i selve Singapore. Der var Zoo, Bird Park og for eksempel Sentosa, hvor gutterne og jeg tog ud og hyggede os med øl og guitar i tropiske og meget falske omgivelser.
Efter at have overstået en fodboldkamp med jurastudiets hold for udvekslere - og åbenbart mindre velspillende - var et blevet tid til endnu en af turens mange højdepunkter i mere end én forstand. Bjerget Mt. Kinabalu skulle bestiges i reading(læs: recess) week, og det var ikke mindre end 4.1 km op i luften.
Der blev samtidig tid til både river rafting og en mere fredelig flodtur - alt sammen på Borneo. Efter hjemkomsten fra Borneo var der en periode, hvor der var et lidt større behov for at se lidt til skolearbejdet. Hen mod slutningen af marts, kunne jeg dog endnu engang begive mig på en tur ud af Singapore. Destinationen var de fantastiske Perhentian Islands - klart det flotteste sæt øer jeg så hernede på min tur.
Allerede den dag hvor vi kom hjem, stod stjernerne nok engang helt optimalt for mig. Jeg var med Sara, Pelle og Anders inde at se Coldplay i Singapore Indoor Stadium. Her blev Sara og jeg opgraderet til de allerbedste pladser i hele salen, og fik os en aften vi nok aldrig glemmer.
Jeg har en fantastisk veninde, hun hedder Funda. Hun var/er på udvekssling i Hong Kong, og det var da en alletiders chance at tage op at besøge hende. Det gjorde jeg hermed. Jeg hev Sara med, da hun havde to venner i Hong Kong også - endnu flere til at vise mig rundt, i hvad der skulle vise sig at være en helt vild by.
Jeg må jo nok indrømme, at mængden af blogindlæg på daværende tidspunkt var for nedadgående, og egentlig havde været det i en periode - men det var samtidigt den periode, hvor jeg brugte aller mest af min tide ude af landet. Dårligt var jeg kommet hjem fra en forlænget weekend i Hong Kong, inden den stod på et uforglemmelig tur til Vietnam og min far. Her mødte jeg nok engang en masse mennesker, som jeg sent vil glemme. Det er endnu et fantastisk land at besøge. Jeg sender tanker til den kære Mr. Son, som efter vores tur var overstået, og vi nok engang var hjemme, var ude for en ganske meningsløs trafikulykke, da en fuld vietnameser kørte ind i ham, mens han hold parkeret i vejsiden - god bedring.
Efter hjemkomst fra Vietnam var der nogle opgaver der skulle afleveres, og jeg fandt mig således påny begravet i bøger. Jeg brugte derefter to en halv uge på at læse til eksamen, hvoraf noget af det foregik på Pulau Tioman - der burde vi nok taget hen alle gutterne, for det var da virkelig et optimalt sted at drikke sig fuld og hygge sig.
Langsomt, men sikkert, er vi nu fremme, ved noget der minder om nutid. Jeg må sgu nok indrømme, at det tager rigtig hårdt på mig at sidde og gennemleve det hele igen nu. Det skyldes nu ikke, at det er dårlige minder - minderne er bare så stærke i min hukommelse, og det er trist, at det nu kun er minder, og ikke længere en realitet, som jeg hver dag skal leve i.
Det vil formentlig ikke være mit sidste blogindlæg inden jeg er hjemme, men jeg synes, at de mange timer i lufthavnen kunne bruges optimalt på at skrive dette indlæg. Jeg sidder og venter på min flyvemaskine mod Melbourne - mon ikke jeg får tid til at skrive lidt om det når jeg ved mere om stedet.
Indtil videre, så skal der lyde et stort "Tak" til ALLE, der har gjort dette muligt for mig, der har bidraget til mit ophold i enhver forstand og alle som har fulgt med i denne blog. De fleste af dem ser jo nok aldrig denne blog, men jeg håber lidt på, at der er noget sandhed bag ordsproget, at det er tanken der tæller. Jeg tror - og håber - at denne blog vil være noget jeg ser tilbage til om et, to og tyve år, og husker på hvilken fantastisk tur jeg havde.
mandag den 4. maj 2009
At lære er at leve
Eller noget i den stil. Det var i hvert fald således, at det så ud i løbet af forrige uge, da jeg sad og læste op til eksamen.
Der var der jeg tænkte, at Tioman, det er altså ikke ret langt væk. Derfor blev det lige til en smuttur på to en halv dag til Tioman, hvor der med god mad, lidt øl til at sove på, og ellers bare læsning og afslapning om dagen. Dette kan illustereres ved følgende billede:
Jeg har i dag, efter det nu obligatoriske temperaturcheck, været oppe til min første af to eksamener. Jeg er således klar til min sidste kamp på torsdag, hvor jeg skal op i Comparative Corporate Law. Senere samme dag, vil jeg benytte mig af en flyvemaskine til Australien, nærmere bestemt Melbourne. Det er dermed ved at være slut på mit ophold i Singapore, og inden i ved af det, så er jeg i Danmark nok engang. I den forbindelse vil jeg gerne gøre det HELT klart, at jeg ikke modtager klager over, at jeg ikke bliver væk i længere tid - nu må i tage til takke med, at i har været uden min tilstedeværelse i mange måneder, og så må i døje med mig hjemme i Danmark igen.
Like sand through the hourglass...
Der var der jeg tænkte, at Tioman, det er altså ikke ret langt væk. Derfor blev det lige til en smuttur på to en halv dag til Tioman, hvor der med god mad, lidt øl til at sove på, og ellers bare læsning og afslapning om dagen. Dette kan illustereres ved følgende billede:
Jeg har i dag, efter det nu obligatoriske temperaturcheck, været oppe til min første af to eksamener. Jeg er således klar til min sidste kamp på torsdag, hvor jeg skal op i Comparative Corporate Law. Senere samme dag, vil jeg benytte mig af en flyvemaskine til Australien, nærmere bestemt Melbourne. Det er dermed ved at være slut på mit ophold i Singapore, og inden i ved af det, så er jeg i Danmark nok engang. I den forbindelse vil jeg gerne gøre det HELT klart, at jeg ikke modtager klager over, at jeg ikke bliver væk i længere tid - nu må i tage til takke med, at i har været uden min tilstedeværelse i mange måneder, og så må i døje med mig hjemme i Danmark igen.
Like sand through the hourglass...
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
