Lad der være billeder

Og billeder kommer der. Lige nu kæmper min macbook for livet. Den er i gang med at uploade 260+ billeder til mit billede site. Men inden jeg begynder at gå igennem billederne så lad os da lige starte helt fra starten af.

Det er nu over en uge siden, at jeg sammen med tre danskere og to tyskere satte kursen mod Changi Airport. Turen består i små 40 minutter ombord på deres MRT tog, hvorefter man står i terminal 2. Vi troede - fejlagtigt - at vi skulle med vores AirAsia fly fra budget terminal. Vi tog derfor en bus til netop denne terminal, blot for at erfare, at vores fly altså afgik fra terminal 3. Så det var tilbage med selv samme bus, ombord på et shuttle tog, og så var vi klar til check-in.

Hos AirAsia foregår dette fuldstændigt vilkårligt med mindre, at man har betalt for at sidde ved siden af hinanden. Dette havde vi ikke, og jeg endte med at sidde på en midter plads. Det var nu alt sammen fint nok, og jeg havde en rigtig behagelig flyvetur derover. Da vi ankom i lufthavnen ejede vi knap penge - i hvert fald penge der kunne bruges i Malaysia. Vi var jo landet i Kota Kinabalu, som ligger i Sabah, som er den Malaysiske del af Borneo.

Vi måtte under alle omstændigheder have fat i en taxa til vores hostel - North Borneo Lodge. Dette foregik ved, at man skulle købe og betale for en taxa billet, hvorefter man kunne sætte kursen ud til taxaerne og finde sig en taxa. Det var et helt fantastisk ringe system, og vi endte med at sidde utrolig klemt - dette skulle ikke være sidste gang.

Vores hostel var rigtig hyggeligt indrettet, og vi faldt hurtigt til her. Det viste sig, at det lå midt i det man vel kan kalde for det finansielle centrum i Kota Kinabalu. I hvert fald lå der i hvert fald de første 10 banker lige rundt om det, og det var derfor en smal sag at finde en ATM at hæve i. Den første aften vi var der, blev vi spurgt, om vi ikke ville deltage i noget Futsal dagen efter - klart, det var vi da friske på.

Det blev således til lidt afslappede øl langs vandet inden vi gik i seng. Vi stod op til en tur til Pulau Manukan - en ø - hvor vi tilbragte den sene formiddag og hele eftermiddagen på stranden. Vi erfarede allerede her, at det regner meget på Borneo. Vi sad derfor i ly for regnen i halvanden time, inden vi fortsatte ned til bådene for at komme tilbage. Et hurtigt måltid på Burger King - hvilket heller ikke skulle blive sidste gang - inden vi gik tilbage for at forberede os på vores Futsal. Vi havde dagen forinden fået at vide, at vi skulle spille kl. 7, så da vi kom tilbage lidt over 6, så mente vi, at vi var i rigelig god tid. Det var dog således, at vi skulle spille allerede kl 6, hvorfor det tidspunkt vi første havde fået at vide, viste sig at være forkert - det skulle vise sig ikke at være sidste gang.



Ikke desto mindre, så fik vi spillet små 45 minutters Futsal, og det var rigtig god underholdning.

Den aften røg vi ned på en pub der hed Cock and Bull, hvor øl blev skyllet ned til 3 Premier League kampe på storskærm. Af samme grund, eller måske nok mest på grund af øllet, så kom vi op lidt sent næste dag. Der blev derfor gjort kort proces på morgenmaden, og vi pakkede vores tasker sammen og satte mod busserne. Vi havde nemlig besluttet, at vi ville tage op og bo ved basen af vores klatretur dagen inden, at vores egentlige opstigning skulle starte. Efter en to timers køretur i bus, hvor vi nok engang sad lidt klemt, så blev vi indlogeret på Rock Hostel - et dejligt sted.



Vi var allerede nu i omkring 2 kilometers højde, og temperaturen var derfor væsentlig mere mild end ved havets overflade. Samtidigt var vi også placeret midt inde i nogle skyer fra tid til anden, så det var helt umuligt at tørre tøj og lignende på de dertil indrettede tørresnore. Vi gik herefter ned på informationscentret, hvor der ville være en briefing kl. 18 omkring det at bestige Kinabalu. Samme sted fandt vi en glimrende restaurant, hvor vi til en rimelig penge fik os et rigtig dejligt måltid.



Dagen hvor vores opstigning skulle starte oprindede, og tidligt stod vi op, for at komme i gang i god tid. Ned at spise vores morgenmad, som var et rigtig godt måltid også. Herefter fik vi os en guide og transport ud til det, som er den lange og hårdeste tur til Laban Rata. Da vi efter en lille halv times kørsel kom frem til stien, begyndte vores tur imod toppen ellers.



Pelle og jeg lagde relativt hurtigt afstand til de andre, og efterhånden som tiden gik besluttede vi, at vi ikke ville vente, men blot ville skynde os så meget som muligt til Laban Rata. Laban Rata er en lille samling hytter i 3.200 meters højde, hvor vi skulle sove indtil vi kunne klatre mod toppen og solopgangen. Undervejs på turen op var der massere af skønne naturomgivelser - men det var også ganske krævende at klatre op. Man kunne virkelig mærke, at luften var meget tyndere end ved havoverfladen, og selv de mindste trin fik ens puls helt op og man gispede efter luften.





Pelle og jeg nåede Laban Rate omkring kl. 12:50, vi havde således forceret den lange rute på under 4 timer, ikke helt dårligt. På Laban Rata var der fri adgang til the og kaffe, og jeg fik bestilt mig en omgang spaghetti til at lade op endnu engang. Vi skulle bo på et hostel et par hundrede meter længere oppe af bjerget. Lad mig sige det sådan her, turen derop faldt ikke i god smag.

Da de andre kom og tilsluttede os på vores hostel fik vi os en lille lur, og dette fulgte vi op med aftensmad på Laban Rata.



På vores hostel var der ganske koldt. Udendørstemperaturen var formentlig omkring 6-10 grader celcius, og der var ingen varme i værelserne. Så de to tæpper man havde var ganske brugbare, og man var ikke meget for at hoppe ud fra disse for at besøge toilettet eller hvad man nu havde behov for. Ved aftensmadtid havde skyerne sluppet sit tætte greb om Laban Rata, og der blev således mulighed for at sætte nogle billeder til livs. Vi synes det var utroligt flot, hvilket det givet vis også var, men det var intet imod det vi i løbet af natten skulle opleve.



Efter aftensmaden var det tid til at sove. Vi skulle op omkring kl. 02:00 for at begive os mod toppen omkring kl. 3:30. Den høje koncentration af kinesere gjorde, at der ikke blev sovet meget. Jeg tror jeg fik omkring én times søvn fra 23-24, hvorefter de mest langsomme af kineserne begyndte at stå op for at begive sig mod toppen. De larmede ganske meget, og det var derfor rimelig svært at sove. Samtidigt slog ens hjerte ganske hårdt af sted, det var nok en kombination af den tynde luft og dagens hårde strabadser.

Da vi efterhånden begav os mod toppen, var den pandelygte jeg havde købt ganske enkelt uundværelig.



Jeg fandt også brug for det meste af det andet gejl jeg havde købt.

Pelle og jeg satte til at starte med et lidt højt tempo op af, men vi kunne se på det hele, at vi ville komme op alt for tidligt, hvis vi ikke sagtnede farten lidt. Vi mødtes således op med resten af gruppen, og undervejs blev der holdt en del pauser. Jeg vil således lige linke til et billede på facebook, som jeg endnu ikke lige har fået mine fingre i - link her. Jeg håber at i kan se det.

Vi nåede toppen lige i tide til at se solens første stråler komme op over de få skyer der var på himlen. Selve toppen var ikke ret stor, så vi havde på forhånd fået besked på, at vi kun måtte være der i omkring 15 minutter. Vinden kom stærkt ind fra den ene side, og der blev hurtigt skabt en gruppering på den modsatte side. Desværre også den modsatte side af solens stråler. Jeg måtte derfor op på toppen for at skaffe de billeder jeg så gerne ville have. Handskerne var i vejen, min tripod var ikke funktionel(Jeg havde glemt den del der skal sættes på kameraet), vinden var lige i ansigtet - hvilket blot gjorde problemet med handsker og tripod endnu mere udtalte på billederne. Lyset var knapt endnu, og lang lukketid var derfor nødvendig.

Endnu en forhindring bestod i, at der på toppen var sat et hegn op - formentlig fordi at folk ikke skal ud på den anden side af dette. Jeg så ingen hindring i dette andet end, at det var i vejen for mit billede. Så jeg begav mig ud på den anden side af dette. Her fandt jeg nogle sten hvorpå jeg kunne placere kameraet og sammen med mine hænder kunne jeg holde kameraet stille i de 8-16 sekunder jeg lod kameraet eksponere horisonten. Der kom nogle billeder ud af dette.



Nedturen var ikke mindre end fantastisk. Solen var nu helt stået op, og det var ikke længere koldt eller hårdt at bevæge sig. Faktisk løb jeg til tider rundt for at få det helt rette billede. Der blev VIRKELIG taget mange billeder på vej ned. Jeg var således 45 minutter langsommere ned til Laban Rata end Pelle. Mange af dem viser det samme motiv, men jeg ville da være helt sikker på, at jeg havde det helt perfekte af slagsen. Jeg har endnu ikke haft tid til at se dem nøgternt igennem, men jeg kan da lige vise et par af dem her.









Ellers vil jeg for nuværende blot henvise jer til albummet, hvor der også er billeder jeg endnu ikke har haft tid til at forklare i nærværende blog indlæg. Det kommer i et senere indlæg. Nu må jeg simpelthen have mig noget frokost, og så tilbage til lektierne. Håber i har det herligt derhjemme.

Mt. Kinabalu