Busters Verden

Sneak preview til "There And Back Again"

2009-05-12T02:53:00.002+02:00

Kære læser,

Jeg har taget den beslutning, at der nu kun vil komme ét blogindlæg mere på denne blog. Den blog vil føre jer hele vejen fra min landing i Australien, og til jeg sætter mig ombord på flyet mod København. Jeg lander i København den 23. maj kl. 7:50.

Her kommer der et lille sneak preview, til den blog jeg vil skrive og lægge op, mens jeg sidder og venter i Changi Airport på flyet til København:

"Kære læser,

Efter endnu en glimrende flyvetur med Singapore Airlines - hvor jeg endda sov op imod 4 af de 7 timer væk - satte jeg fødderne i Melbourne lufthavn. Jeg var af Sara blevet instrueret om, at jeg skulle skynde mig af sted, gribe en flaske vodka og passere tolden så hurtigt og effektivt som muligt. Det tog da lidt tid at komme igennem, men de havde vidst lagt den værste hysteri omkring influenza A bag sig, og jeg måtte faktisk vente på at blive samlet op i lufthavnen.

Da jeg endelig var blevet lokaliseret at mine lokale allierede, så satte jeg mig i en Mercedes Stationcar af ældre model, og kursen var sat mod en Station som tilhører Sara's gode ven Richard. Det var en 5 timer lang kørsel, men der var rigeligt at se på ud af vinduerne. Det var en meget naturskøn tur. Den Station eller farm vi skulle op til, er 3.000 tønder stor, så vidt jeg lige har regnet ud, så er det lidt over 12 kvadratkilometer - så pænt stor.

Undervejs stoppede vi i en hyggelig by ved navnet Beechworth og fik os lidt at spise. Samtidigt indhentede en del af de andre gæster os. Der skulle komme omkring 20 mennesker til farmen, og vi skulle feste og hygge os sammen hele weekenden. De fleste folk var fra Australien, men der var også et par stykker mere fra Canada - jeg var den eneste dansker(de troede jeg var svensk først)."

Om ca. 10 dage, så vil der være et fyldigt indlæg fra det kolde Melbourne :)

Vi ses snart alle sammen.

Mit sidste indlæg fra Singapore

2009-05-07T12:03:00.004+02:00

Er hermed en realitet. Jeg sidder nu i Changi Airport Terminal 3, og venter på at skulle af sted med en flyver mod Melbourne. Der er ganske vist fem en halv time til mit fly letter, men ikke desto mindre, så er min tid i Singapore ved at rinde ud.

Jeg sov ikke ret godt i nat, jeg tror, at min krop kunne mærke, at der skulle ske noget specielt i dag. Jeg stod op kl. 6:30 - efter at have drømt at United slog Barcelona 3-0 i Champions League finalen - og spiste mig noget morgenmand. Jeg checkede op på nattens foldboldkamp, og United skulle ganske rigtig møde Barcelona i finalen, så mon ikke jeg lige skal sætte lidt penge på det resultat?

Jeg tog bussen imod min eksamen. Da jeg sad på bussen, kunne jeg se og høre på TVet, at de havde nedvurderet trusselsniveauet af influenza A, hvorfor der ikke længere ville være temperature screenings. Jeg var således i aldeles god tid. Da jeg stod af bussen, så jeg min professor stå og vente på, at han kunne komme til at krydse vejen. Fedterøv som jeg er, fulgtes jeg med ham hele vejen hen til eksamen - ikke at jeg kan få noget ud af det.

Jeg var ganske velforberedt til min eksamen, og på trods af en lille forglemmelse - som jeg kommer tilbage til om lidt - så gik min eksamen rigtig godt. Der stod på forsiden af eksamen, at der var 5 spørgsmål. Dum som jeg utvivlsomt også er, læste jeg kun de fire af de fem spørgsmål igennem første gang, da jeg ikke indså at jeg skulle vende papiret hele vejen rundt for at læse det femte. Jeg indså det dog heldigvis undervejs, og nåede snildt at få det besvaret. Det gik ret godt, og det er formentlig min bedste karakter hernede, som jeg henter i det fag - ikke at det betyder det er en god karakter ;-)

Jeg har jo allerede løftet sløret for, at jeg har en del tid at slå ihjel her i lufthavnen, og da man let kan blive lidt sentimental når man sidder her, så synes jeg lidt, at jeg vil begynde allerede nu, at runde mit ophold ude af Danmark af.

Det hele startede i det små i januar måned med afgang fra kastrup lufthavn. Den lange rejse blev opfulgt med nogle meget lange dage, hvor jeg havde mange gøremål, lidt tid og slet intet overblik. Jeg fandt mig hurtigt til rette i de omgivelser jeg i de næste 5 måneder skulle kalde hjem, og jeg fik mig hurtigt nogle venner hernede.

Der gik ikke lang tid før, at jeg for første gang skulle sætte mine rejseben på en prøve sammen med mine nye venner. Destinationen var Indonesien, nærmere bestemt Shady Shack, hvor den karismatiske ejer af vores residens, Lobo, var igang med et forsøg på at blive valgt til øens ledelse.

Turen var samtidigt første gang jeg mødte en pige ved navn Sara, en pige, som jeg skulle komme til at holde meget af. Det var tydeligt allerede fra den første tur, at vi havde et godt sammenhold i vores lille gruppe af danskere - det var rart.

Der var - naturligvis - også en mere studieorienteret side af mit ophold. Selvom jeg, til manges store undren, ikke gjorde meget ud af dette på min blog, så var det reelt set en stor del af mit ophold - men ikke for stor.

Der skulle hurtigt komme en mulighed for at bryde denne kedelige læsetrend. Da det kinesiske nytår gjorde indtog, havde vi nogle dage fri. Disse dage blev - med noget held skal det nævnes, tilbragt på en ø på Malaysias nordvest køst - Pulau Pangkor.

Generelt, så har jeg været heldig med mange ting på mit ophold. Måske var det et tegn, at jeg ved et held fik billetter til den store parade i Singapore - hvor jeg sammen med Sara og en masse af mien andre venner hernede, kunne nyde en aften helt udenfor studiernes tegn.

Der var - som der også kan ses lige ovenfor - en del ting, som der skulle besøges i selve Singapore. Der var Zoo, Bird Park og for eksempel Sentosa, hvor gutterne og jeg tog ud og hyggede os med øl og guitar i tropiske og meget falske omgivelser.

Efter at have overstået en fodboldkamp med jurastudiets hold for udvekslere - og åbenbart mindre velspillende - var et blevet tid til endnu en af turens mange højdepunkter i mere end én forstand. Bjerget Mt. Kinabalu skulle bestiges i reading(læs: recess) week, og det var ikke mindre end 4.1 km op i luften.

Der blev samtidig tid til både river rafting og en mere fredelig flodtur - alt sammen på Borneo. Efter hjemkomsten fra Borneo var der en periode, hvor der var et lidt større behov for at se lidt til skolearbejdet. Hen mod slutningen af marts, kunne jeg dog endnu engang begive mig på en tur ud af Singapore. Destinationen var de fantastiske Perhentian Islands - klart det flotteste sæt øer jeg så hernede på min tur.

Allerede den dag hvor vi kom hjem, stod stjernerne nok engang helt optimalt for mig. Jeg var med Sara, Pelle og Anders inde at se Coldplay i Singapore Indoor Stadium. Her blev Sara og jeg opgraderet til de allerbedste pladser i hele salen, og fik os en aften vi nok aldrig glemmer.

Jeg har en fantastisk veninde, hun hedder Funda. Hun var/er på udvekssling i Hong Kong, og det var da en alletiders chance at tage op at besøge hende. Det gjorde jeg hermed. Jeg hev Sara med, da hun havde to venner i Hong Kong også - endnu flere til at vise mig rundt, i hvad der skulle vise sig at være en helt vild by.

Jeg må jo nok indrømme, at mængden af blogindlæg på daværende tidspunkt var for nedadgående, og egentlig havde været det i en periode - men det var samtidigt den periode, hvor jeg brugte aller mest af min tide ude af landet. Dårligt var jeg kommet hjem fra en forlænget weekend i Hong Kong, inden den stod på et uforglemmelig tur til Vietnam og min far. Her mødte jeg nok engang en masse mennesker, som jeg sent vil glemme. Det er endnu et fantastisk land at besøge. Jeg sender tanker til den kære Mr. Son, som efter vores tur var overstået, og vi nok engang var hjemme, var ude for en ganske meningsløs trafikulykke, da en fuld vietnameser kørte ind i ham, mens han hold parkeret i vejsiden - god bedring.

Efter hjemkomst fra Vietnam var der nogle opgaver der skulle afleveres, og jeg fandt mig således påny begravet i bøger. Jeg brugte derefter to en halv uge på at læse til eksamen, hvoraf noget af det foregik på Pulau Tioman - der burde vi nok taget hen alle gutterne, for det var da virkelig et optimalt sted at drikke sig fuld og hygge sig.

Langsomt, men sikkert, er vi nu fremme, ved noget der minder om nutid. Jeg må sgu nok indrømme, at det tager rigtig hårdt på mig at sidde og gennemleve det hele igen nu. Det skyldes nu ikke, at det er dårlige minder - minderne er bare så stærke i min hukommelse, og det er trist, at det nu kun er minder, og ikke længere en realitet, som jeg hver dag skal leve i.

Det vil formentlig ikke være mit sidste blogindlæg inden jeg er hjemme, men jeg synes, at de mange timer i lufthavnen kunne bruges optimalt på at skrive dette indlæg. Jeg sidder og venter på min flyvemaskine mod Melbourne - mon ikke jeg får tid til at skrive lidt om det når jeg ved mere om stedet.

Indtil videre, så skal der lyde et stort "Tak" til ALLE, der har gjort dette muligt for mig, der har bidraget til mit ophold i enhver forstand og alle som har fulgt med i denne blog. De fleste af dem ser jo nok aldrig denne blog, men jeg håber lidt på, at der er noget sandhed bag ordsproget, at det er tanken der tæller. Jeg tror - og håber - at denne blog vil være noget jeg ser tilbage til om et, to og tyve år, og husker på hvilken fantastisk tur jeg havde.

At lære er at leve

2009-05-04T07:55:00.002+02:00

Eller noget i den stil. Det var i hvert fald således, at det så ud i løbet af forrige uge, da jeg sad og læste op til eksamen.

Der var der jeg tænkte, at Tioman, det er altså ikke ret langt væk. Derfor blev det lige til en smuttur på to en halv dag til Tioman, hvor der med god mad, lidt øl til at sove på, og ellers bare læsning og afslapning om dagen. Dette kan illustereres ved følgende billede:

Jeg har i dag, efter det nu obligatoriske temperaturcheck, været oppe til min første af to eksamener. Jeg er således klar til min sidste kamp på torsdag, hvor jeg skal op i Comparative Corporate Law. Senere samme dag, vil jeg benytte mig af en flyvemaskine til Australien, nærmere bestemt Melbourne. Det er dermed ved at være slut på mit ophold i Singapore, og inden i ved af det, så er jeg i Danmark nok engang. I den forbindelse vil jeg gerne gøre det HELT klart, at jeg ikke modtager klager over, at jeg ikke bliver væk i længere tid - nu må i tage til takke med, at i har været uden min tilstedeværelse i mange måneder, og så må i døje med mig hjemme i Danmark igen.

Like sand through the hourglass...

Sådan lige hurtigt

2009-04-26T13:16:00.001+02:00

Kære læser,

Jeg forsøger, og har nu gjort det i noget tid, at få læst op til eksamen. Der er massere af arbejde. Jeg har efterhånden fået dækket pensum til mit fag den 7. maj, og jeg har fået lånt en bog, er begyndt at lave udførlige noter til min eksamen den 4. maj.

Samtidigt er jeg så heldig, at jeg netop nu har besøg af Funda her i Singapore. Jeg har desværre ikke så meget tid til at rende rundt med hende, men vi får da det bedste ud af den tid der er :)

Det var hvad der lige kunne blive tid til - Vi ses jo snart i Danmark alle sammen.

Every home should have a...

2009-04-18T06:45:00.004+02:00

Kære læser,

Så fik jeg da afleveret min sidste opgave igår. Det var således afslutningen på en travl skoleuge hvor jeg tirsdag afleverede min første opgave på små 4 sider, denne opgave blev rimelig elendig, men jeg har vidst allerede bestået faget med min mid-term eksamen og min tidligere opgave i faget.

Onsdag skulle der så præsteres en præsentation omkring konkurrencen for at få virksomhederne til at vælge stat i USA. Det gjorde jeg virkelig godt - hvis du spørger mig - så det er jeg ikke så bekymret for. Det tæller alligevel kun 15% af karakteren. De sidste procent skal hives til min sidste eksamen den 7. maj.

Fredag fik jeg så afleveret min sidste opgave, den blev hele 10 sider lang og handlede om, hvordan jeg mente loven i Singapore skulle ændres for bedre at undgå, at der i fremtiden blev afsagt uretfærdige domme på grund af dokumentation der blev gemt eller ødelagt. Den blev ikke så god, som jeg oprindeligt havde skudt efter. Men det er fint nok, den tæller 50% vidst nok af mine karakter, resten har jeg fra min klassedeltagelse og fra min tidligere præsentation. Så det fag er nu overstået.

Klokken var nu blevet 11:10 fredag og jeg valgte at gå ud på løbebanen. Det var en urimelig varm dag, og jeg magtede ikke mere end små 3 km i den bagende sol. Jeg havde samtidigt glemt mit håndklædde, så efter badet måtte jeg lufttørre.

Lufttørre, lad os snakke lidt om det. For da jeg så kom hjem, så valgte jeg, at nu var det på tide at få sat alt mit vasketøj til livs. Vejret var fantastisk, og jeg skulle ikke noget resten af dagen. Når vejret er solrigt om eftermiddagen, så står solen direkte på vores tørretøj. Der var samtidigt en meget let brise, så det var ligesom at stå med en hårtørre på vasketøjet. Det tog således ikke meget over 30 minutter at tørre en skjorte, og t-shirts tager mellem 1-2 timer alt efter deres tykkelse.

Det var ret produktivt at tørre tøjet den eftermiddag. Da jeg samtidigt lavede mig en hjemmelavet kyllingeburger og rengjorde hele køkkenet, havde jeg resten af dagen en rigtig dejlig fornemmelse i kroppen :)

Med fare for at det skal blive en farce, så tillykke med fødselsdagen Dennis.

Mammut

2009-04-11T09:33:00.005+02:00

Kære læser,

Så blev det den 11. april(Tillykke Mads), og det er så at sige også den 11. time. Jeg er netop hjemvendt fra Vietnam - hvilket indholdet af dette blogindlæg i høj grad vil reflektere - til et Singapore der fuldstændig ligner sig selv. Den 11. time skriver jeg, og straks skal jeg da forklare. I løbet af den kommende uge skal jeg aflevere to opgaver på samlet 5.500 ord, samt lave en 20 minutters præsentation, derfor har jeg en meget travl weekend og uge foran mig.

Fredag den 3. april satte jeg mig i en flyver mod Ho Chi Minh City sammen med Sara. Flyveturen var absolut ikke noget at råbe hurra for, men det skulle hurtigt vise sig, at det var dagens bedste transport. Efter ankomst i HCM satte vi os for at finde en taxa. Den første sagde, at det til vores destination kostede 15 USD, men jeg var på forhånd advaret af min far, at vi skulle betale omkring 6 USD og at vi skulle finde os en vogn med taxameter.

Vi tilbragte eftermiddagen i HCM på Storm P, hvor jeg ved mine tidligere besøg i 2003 og 2004 også havde været. Vi gik naturligvis lidt rundt i byen, og fik os et glimrende måltid. Jeg havde været nede at købe os en natbusbillet til Nha Trang, hvor min far bor. Det viste sig at være svært at få plads på nogen busser, og vi fik da slet ikke plads på en af de gode busser. Busturen var således et helvede uden lige, og jeg indkasserede min første omgang sygdom på mit ophold - influenza. Nu er jeg jo en stor og MEGET stærk mand(kommentarer omkring dette vil undergå kraftig censur), så det tog jeg i stiv arm og det fik ikke megen indflydelse på turen.

Den første dag, blev det til lidt afslapning på stranden.

Det var tiltrængt efter en bustur uden meget søvn. Aftenen fik vi en på opleveren, da vi var inviteret til mad idet det var min fars fødselsdag. Jeg tror vi var omkring 20 mennesker til mad på en restaurant hvor der udelukkende kun var lokale. Stemningen var helt i top, og min far blev fejret på ordentlig facon. Der blev således sunget sange fra den Vietnamesiske hær og ikke mindst danske fødselsdagssange - ja, jeg måtte synge lidt for, og nej, det ødelagde ikke fuldkommen stemningen at jeg sang. Da vi langsomt var færdige med festen, så var der heller ikke meget gas tilbage. Det blev til et tidligt tilbagetog, og Discovery Channel for første gang i lang tid!

Så stod den ellers på bådtur med farmand som guide. Vi fik snorklet lidt, svømmet lidt og så var vi inde at se en ø som var bosat udelukkende af lokale fiskere. Vi gik bare rundt i byen og tog billeder, inden vi spiste på en lille restaurant, som der blandt vietnameserne er et ret populært sted.

Efter bådturen var der endnu lidt tid på stranden, som blev tilbragt med endnu en bog fra en forfatter jeg har lært at kende ved et tilfælde: Vince Flynn. Vi blev samlet op til en gang mudderbad og liggen i varmt mineral vand fra de omkringliggende bjerge. Det var en virkelig dejlig omgang. Vi lå sammen med en del vietnamesere fra HCM i den første mudderpøl, de lærte os hvordan man skulle gøre, og rakte os spande med frisk mudder til ansigtet. Så fik man jo ikke smurt noget i ansigtet, som nogle andre allerede havde siddet i.

Tirsdag skulle det store slag stå, en 2-dages easy rider tur til en stor sø i et område der hedder Dak Lak. Jeg skulle køre bag på en motorcykel af en af min fars bedste venner i Vietnam, jeg må lige få navnet stavet korrekt på et tidspunkt, men jeg kan under alle omstændigheder da lige vise et billede af vores Easy Rider leder:

En mand som jeg skulle komme til at holde meget af, ligesom jeg kom til at holde meget af næsten alle de mennesker jeg mødte undervejs på min færd i Vietnam. Hvad oplevede vi så på vores tur? Undervejs stoppede vi mange gange, først på en mole hvor ikke alle men mange af de lokale fiskere lagde til med deres fisk. Der blev det ikke til ret mange billeder(læs: ingen), da jeg havde fået fedtet mit kamera til indvendigt. Næste gang vi stoppede, så skulle vi se hvordan man i Vietnam laver mursten.

Vi fik også set, hvordan hele familien hjælper til, når der skal laves tobak.

Vi fik også set, hvordan områder stadig i dag, næsten 40 år efter krigens afslutning, bærer præg af amerikanernes nedkastning af Agent Orange.

Hvordan familier levede af at lave udsmykninger af store stykker træ.

Vi indtog en fantastisk frokost på en lille lokal biks. Jeg fik at vide, at man kunne genkende et populært - og derfor godt - spisted ved at kigge på gulvet. Jo mere mad og skrald der lå på gulvet, jo flere mennesker havde der været, og jo bedre måtte maden være. Jeg orkede ikke lige at føre det argument, at det jo også kunne betyde, at maden ikke var værd at spise.

Det næste stop efter frokosten var på en kaffemark. Så vidt jeg husker, så har mange imperier igennem tiderne forsøgt at få deres kolonier til at producere kaffe, ofte uden meget held. Hvorvidt man kan lide kaffen fra Vietnam eller ej, er vidst en smagssag.

Lidt ude af rækkefølge så vi først hvordan det ris der nu engang var høstet blev behandlet. Bøfflerne der uden tvivl havde arbejdet hårdt får at få høsten i hus, var de første til at få en smag af resterne. De følgende billeder efter det jeg viser umiddelbart nedenfor, viser hvordan at risen i en maskine skilles fra strået.

Når Bøflerne ikke lige er i nærheden, så er knallerten jo det nemmeste middel at flytte høstet korn på.

Og sådan barberer man marken. Her kan de høste to gange om året, og ved nogle af de lavere liggende deltaer kan de endda høste tre gange om året, hvorfor Vietnam er verdens anden største eksportør af ris.

Næsten fremme ved vores destination for dagen, så vi hvordan en tidligere junglestamme nu levede lidt nærmere civilisationen. De brugte dog stadigvæk elefanterne i deres dagligdag. Hver dag når de var færdige med dem, så sendte de dem tilbage over søen til en nærliggende jungle, hvor elefanterne kunne leve frit - indtil de igen næste morgen blev hentet.

Vi skulle naturligvis have en tur på en sådan elefant. Det kostede den nette sum af 15 USD pr. person at få lidt over en times tur på ryggen af det store pattedyr. Turen gik over både land og igennem vand. Dyret var til at starte med ikke helt medgørelig, og der måtte bruges mere end almindeligt mange overtalelsesevner til at skille vores ridt fra dens morgenmåltid bestående af høstet risstrå. På dette billede kan man måske lidt for et indtryk af, hvor højt oppe og hvor stort et dyr elefanter er.

Da vi var færdige med turen stod den ene af vores trofaste Easy-Riders med et par sukkerrør til at give elefanterne. Sara gav straks sit til den nærmeste elefant der gladeligt fortærede det i tre store bidder. Jeg valgte at sætte efter vores egen elefant, som jeg troede stod lige på den anden side af en bygning. Dette resulterede i, at jeg havde 5 elefanter som jagede mig rundt om bygningen i kamp om min sukkerrør. Jeg så ikke umiddelbart vores elefant, og indså at de 5 flere tons store dyr bag mig, snart ville bruge stærke midler for at overtale mig til at fodre dem med mit sukkerrør. Jeg overgav mig således, og den nærmeste elefant fik det. Samlingen blev dog til et par gode billeder. Dem af mig har jeg endnu ikke, men her er der et af Sara efter det værste af tumulten var overstået.

På vej tilbage så vi også en masse ting, men særligt værd at nævne synes jeg følgende er. Vi blev sat af motorcyklerne på en bjergvej for at gå lidt, for ikke at gå helt til bag på vores motorcykler. Først så vi et par, hvor den forreste bil forsøgte at trække den anden bil over bjerget. De var gået i stå, og forsøgte at sætte igang igen. Jeg hjalp til, og skubbede den bagerste bil i gang. Da mit blik havde sluppet dette, så jeg at der lige fremme var væltet en lastbil. Det blev til et billede, som jeg kun tror man kan tage i Vietnam. Jeg smider et mere i puljen til vinder af mystiske billeder.

Torsdag skulle vi ud på noget af et mesterstykke af en tur. Først skulle vi til Ba Ho vandfaldet, hvor vi desværre kun nåede til pool 1 af 3. Der kunne man hoppe i fra 7 meter. Ved pool 2 kunne man hoppe i fra 8 meter, og ved den 3. var der et hop på hele 14 meter. Dagen efter vi havde været på turen, havde min nye Easy-Rider været nødt til at hoppe først i fra de 14 meter, da de to han havde med på turen ikke troede på, at det var sikkert at hoppe ud derfra - det er da service?

Vandet ved vandfaldet var helt vildt lækkert og friskt.

Dernæst kørte vi forbi nogle lokale måttelavere, som man kan se lidt fra i mine billeder. Vi mødte min far ved en lang træbro, hvor vi fik lidt majs at spise, inden vi fortsatte på en privatbådtur med min far som guide. Her fik vi set området omkring Nha Trang, og fik fortalt hvordan det havde været brugt under krigen. Nha Trang var hovedsaligt involveret i krigen i den forstand, at det var der amerikanerne fik deres forsyninger ind. Der var en togbane hvor de kunne fragte dem længere nordpå, men nordvietnameserne fik ofte med held ødelagt en bro som lå umiddelbart efter Nha Trang på floden. Derfor var amerikanerne ofte nødt til at sejle mange af deres forsyninger nordpå. Det har ikke været rart, det må virkelig have været svært at se hvorfra man var under beskydning, når man sad der midt ude på den store flod. Her ses en gammel udkigspost som overså togbroen.

Hele turen til Vietnam var VIRKELIG fantastisk. Jeg kan kun anbefale at skynde sig dertil, inden turisterne fortærer hele stedet. Det tager dog forhåbentlig nogle år endnu. Et land der har været i krig i 2000 år i træk, og nu snart har været uden en krig i 40 år - hvad kan det ikke blive til.

(Det er ganske rigtigt nu den 12. april, men det tog mig mere end én dag at skrive bloggen)

Klag og du skal få

2009-04-02T11:30:00.003+02:00

medhold.

På baggrund af henvendelser af mindre tilfreds karakter(læs: kommentaren til mit forrige indlæg), har jeg valgt at tilsidesætte andre gøremål, og få skrevet et blogindlæg om Hong Kong.

Jeg har således netop afsluttet et gøremål, som jeg er ganske sikker på, at Peter ikke vil have, at jeg udskyder for at skrive et blogindlæg - jeg så Paradise Hotel. Det kan man vist ikke stille noget spørgsmåltegn ved - det skal bare ses. Verdensklasse tv underholdning.

Nå, det var jo torsdag formiddag at jeg tog i lufthavnen for at finde flyveren mod Hong Kong og Funda. Jeg fandt først en flyver af helt ekstraordinær størrelse, som jeg var nødt til at fange med mit kamera.

Selve flyveturen til Singapore var helt fantastisk - det var jo Singapore airlines. Der blev således indtaget noget af al den vin man ikke får hernede, da det jo alt sammen er gratis. En lille film og så en god Magnum, det er jo svært at klage over flyveturen så.

Da vi ankommer til Hong Kong, fanger vi en bus mod Kowloon, nærmere bestemt Mong Kok. Dette er den udpræget kinesiske del af HK.

Vis stort kort

Kowloon er en del af fastlandet, og blev overdraget til englænderne ved en 99 år lang leasing aftale indgået i 1898. Ganske meget af det område Kowloon nu består er, er land der er indvundet fra havet af. Ligesom de fleste andre øer i området, er centrum af øen i vidt omfang indtaget af høje bjergrygge, som gør det umuligt at have boliger i store områder. Der er således utroligt sparsomt med plads, når der henses til hvor mange mennesker der bor der.

Dette billede er taget umiddelbart efter ankomst, hvor vi lige satte vores tasker af, og så blev vist rundt af en af Sara's venner i HK. Det var meget let at fare vild, alle gaderne lignende hinanden, og man havde i forvejen lidt stress over alle de mennesker man skulle finde en vej igennem. Jeg havde et par gange haft telefonisk kontakt med den kære Funda, og da vi senere samme aften tog ud for at drikke i et område på Hong Kong Island der hedder Wan Chai, mødte jeg hende som aftalt på Swindlers.

(Hun sidder ned)

Vi fortsatte senere aftenens eskapader i et andet og mere populært barområde ved det mundrette navn Lan Kwai Fung(LKF).

Her fik vi endnu engang at mærke, at der var Rugby Sevens i Hong Kong - hvis man ikke ved hvad det er, så er der da lidt frivillig læsning her. Selvom jeg aldrig havde hørt om det før, så skal jeg love for, at det er populært i andre dele af verdenen.

Aftenen blev afsluttet i en såkaldt minibus, som der var god fornuft i at benytte sig af i Hong Kong. Det koster ganske mange penge at krydse vandet fra Hong Kong Island til Kowloon, men i en minibus, så er det ikke så dyrt. Så når deres metro ikke længere kører, så var dette det billigste alternativ.

Næste morgen(læs: sent på formiddagen) skulle Hong Kong Island inspiceres i dagslys. Øen blev, som et resultat af en krig om englændernes salg af opium til kineserne, en del af det engelske imperie i 1841-42. Herfra har englænderne altså sneget opium ind i Kina fra i lang tid. Krigene startede som et svar på kinesernes ødelæggelse af godt 23.000 kister opium. Englænderne producerede denne opium i Indien. Så skulle de vigtigste træk af historien vidst være på plads. Det skulle da lige mangle, at kineserne i 1997 (99 år efter den indgåede leasingaftale) fik Hong Kong tilbage. Det er i 50 år frem lidt en form for selvstyre, et koncept der ikke er ukendt i andre dele af Kina.

Det moderne Hong Kong island er meget flot. Der er i stor stil bygget flotte højhuse, og det er ikke nær så beskidt og krampet sammen som Kowloon. Her ses først billeder af Bank of China og derefter den nok mere kendte IFC bygning(læs: bygningen fra The Dark Knight).

Vejret var på denne dag ikke helt henrivende, så jeg trak mig tilbage til et storcenter som angiveligt skulle være en kopi af Times Square. Herefter jagtede jeg sammen med Funda et sted at spise. Vi fik os noget udemærket Thai mad. En lur senere og vi var igen i byen. Utroligt så lille verden er. Inden jeg nåede ind til byen, havde Funda allerede mødt nogle af mine bekendte fra Singapore.

Det blev for mit vedkommende ikke en forfærdelig sen optræden, og jeg sov godt den aften.

Vi er nu fremme ved lørdag, hvor Funda tog os med ud at se en mere afslappet del af Hong Kong ved navnet Stanley Market. Der er ikke så meget at sige om det, andet end at vi på vejen passerede en Maybach forhandler, og et ikke ubetydeligt antal lækre ejendomme som tydeligvis var indrettet til brug for de folk der nu måtte være rige og bo i Hong Kong.

Jeg ville gerne have lagt en sort hvid version op af ovenstående billede, men det har jeg ikke lige fået gjort. Vi indtog i Stanley en lækker frokost pizza, som fik mig til at længes efter en god Benvenuti pizza - sender du en Peter?

Eftermiddagen blev brugt på lidt shopping og hygge på restaurant. Jeg brugte næsten ingen penge, selvom jeg kom af sted med sko, t-shirt og bælte fra en Paul Smith forretning.

Vi er nu efterhånden sneget os hen til Søndag, hvor dagens aktivitet først og fremmest var Ocean Park. Her skulle der ses pandaer og prøves forlystelser alt imens jeg forsøgte at overleve en dag hovedsaligt i selskab med barnlige kinesere.

Aftenen blev tilbragt på det historiske museum i Hong Kong, hvor det meste af min viden om området stammer fra, selvom jeg da på forhånd var godt forberedt gennem læsning af min bog om det engelske imperie. Vi så afslutningvis lysshowet som hver dag kl. 20 pryder skylinen i Hong Kong, jeg forsøger at uploade en video af det. Jeg var kommet af sted den dag uden min tripod, så billeder og film lider lidt derunder.

Hong Kong er en helt vild by, den er så travl, stor, tætbefolket, vanvittig, skøre mennesker, vild skyline og ja, bare lidt af alting. Jeg ville nok ikke kunne overleve at bo der, især fordi jeg er stå "stor" som jeg nu engang er. Der er simpelthen for lidt plads til min smag.

Så fik i da lidt blog? I morgen sætter jeg mig i flyveren mod Vietnam, der skal nok komme en masse gode billeder ud af det :) Knus og kram til de der endnu sidder derude og læser min blog, jeg glæder mig til snart at se jer allesammen igen.

Jeg vil lige aflive enhver forvirring min aprilsnar på Facebook kan have skabt, jeg er i Danmark den 23. maj kl. 7:50 og formentlig ikke mange minutter før. Hav det godt.

Update: her kom så videoen.

Hurtigt indlæg

2009-04-01T19:53:00.004+02:00

Kære læser,

Måske får jeg tid til i løbet af i morgen, til at opdatere bloggen med et indlæg om Hong Kong. Men indtil videre kan jeg blot sige, at der ligger billeder fra Coldplay og Hong Kong på min billedside.

God første april til jer alle :)

Now my feet wont touch the ground

2009-03-23T17:29:00.006+01:00

Kære læser,

Hvis du læser dette indlæg og tænker, der er ingen retfærdighed til i verden, så vil jeg netop nu enten fuldkommen be- eller afkræfte denne tese. Jeg ankom til Coldplay koncert, og var lige kommet hen til mit sædde sammen med én af de tre andre jeg skulle til koncert med. De to andre var en tur på toilettet.

Jeg havde, selvfølgelig, købt en t-shirt med Viva La Vida tour på maven, og nogle datoer trykt på ryggen. Sekunder efter vi havde indfundet os på vores sæder, kom en dame op til os. Jeg ville ønske jeg kunne sige, at jeg kunne huske hendes navn, fordi hun er da det man kalder en af hverdagens helte - i hvert fald i min verden. Hun spurgte, om vi ville have vores sæder på anden bagerste række(i det dog relativt lille stadion) opgraderet til sædder på række 1a. Jo tak, sagde jeg, og to af os var derfor på vej mod udgangen igen, da jeg måtte meddele de sidste to af vores følgeskab, at vi desværre kun kunne få to billetter dernede på gulvet.

Det havde været min t-shirt der havde tiltrukket damen, som arbejdede for Coldplay. Bandet reserverede åbenbart altid de to forreste rækker for, og så valgte nogle folk hvem der skulle have sæder deroppe.

Vi fik "DE" bedste pladser i hele salen. Det var lige foran scenen, ingen foran os og så var det lige midt for. Koncerten var ganske enkelt fantastisk, og da der skulle gives ekstranumre sad Chris Martin nok engang ved klaveret ikke mere end 5-6 meter fra hvor jeg stod. Jeg var - vanen utro - ikke helt med på sangen, og kom til at lade et "oooooohooohohohohoh" ud en anelse for tidligt. Chris opfangede dette meget hurtigt og rakte straks tungen ud efter mig. Min følgesvend var hurtig til at række tungen ud af ham igen da han kiggede på os næste gang, og det fik ham til at grine.

Nummeret sluttede og de begyndte at spille det nummer de skulle slutte af med. Så vidt jeg lige ved, så er det enten deres nuværende single, eller også var det deres forrige single fra albummet - Life in Technicolor ii. Da vokalen skal til at starte går Chris Martin hen imod fronten af scenen med sin guitar og kigger ned på mig og siger: "Are you ready?" - han talte ikke i mikrofonen :). På daværende tidspunkt er jeg naturligvis ganske meget oppe at køre, og jeg råber:"Yeaaah" og giver ham thumbs up.

Dette var blot et af flere helt vildt fede øjeblikke under hele koncerten, hvor jeg desværre ikke havde mit kamera med, af frygt for at det skulle blive konfiskeret. Der var ingen fotografier tilladt, men det var ret tydeligt, at jeg ikke ville have haft noget problem ved at tage det med. Ikke desto mindre er jeg egentlig ikke ked af, at jeg ikke havde det med. Jeg tror jeg nød koncerten mere uden mit kamera. Desuden stod jeg og hoppede op og ned ved hegnet foran scenen hele koncerten, så der var ikke tid til den slags tant og fjas med mit kamera.

Så enten synes du nu(ja vi er da dus), kære læser, at det er helt retfærdigt at en stor Coldplay fan kom helt op foran og fik en aften han sent vil glemme, eller også synes du, at det er uretfærdigt, at jeg nu er blevet opgraderet til Coldplay koncert, fik gratis billetter til Changi og får lov til at lave alt muligt. Ikke desto mindre, så går der nok noget tid inden mine fødder igen er nede på jorden, for ikke at tale om mine arme kommer ned fra den udstrakte stilling mod himlen de på nuværende tidspunkt er fastlåst i.

Er det for meget at håbe på, at jeg på torsdag får min monkey class billet med Singapore Airlines til Hong Kong opgraderet til first class?

Hav det rigtig godt alle sammen - hvis der ellers efterhånden er nogen tilbage derude :)

Update: Til dem af jer som er på Facebook, så kan der ses en video som min siddekammerat til koncerten optog her.

When you see it then you'll understand

2009-03-19T10:08:00.002+01:00

Kære læser,

Så er jeg inden for den næste time på vej mod Malaysias østkyst og Perhentian Islands. Det bliver herligt at slappe lidt af på stranden, men samtidigt er skolearbejdet også med i tasken, så ren afslapning bliver det ikke til.

Der er flere rapporter der skal skrives og afleveres i den nærmeste fremtid, senest afleverede jeg en igår. Så der er lidt arbejde der kan laver der. Samtidigt er jeg gået i gang med en ny bog, da jeg er færdig med min gamle. Jeg læser derfor af fritidslæsning for tiden lidt Vince Flynn - Extreme Meassures samt Cambridge Illustrated British Empire, begge bøger er glimrende læsning indtil videre.

Det bliver helt sikkert en fed weekend, men jeg glæder mig mindst lige så meget til mandag og Coldplay.

Det ringer ud

2009-03-16T02:32:00.002+01:00

Ja, der er vel i virkeligheden ikke ret lang tid tilbage af mit ophold i Singapore. Denne følelse forstærkes kun af det faktum, at jeg i den nærmeste fremtid har planlagt en række af ture til andre dele af sydøstasien.

Vi skriver i dag mandag den 16. marts, og allerede torsdag den 19. marts sen aften, vender jeg snuden mod Perhentian Islands. Denne tur er en lille weekendtur, og foregår i fællesskab med en hel række af forskellige mennesker jeg har mødt hernede. Turen varer indtil søndag den 22. hvor vi med natbus tager tilbage til Singapore. Jeg ankommer således til Singapore igen mandag den 23. kl. 07:00 og har undervisning allerede kl 09:00 - håber jeg får sovet lidt.

Så bliver det ikke mindre spændende om aftenen den 23., idet Coldplay spiller op til bal i Singapore Indoor Stadium. Vi smutter 4 mennesker ind at se og høre Coldplay, det bliver helt sikkert fedt. En fodnote til dette er, at jeg på det seneste er blevet mere og mere sikker på, at når Daft Punk igen kommer ud at turnere, så skal jeg da se dem.

Det var jo så mandag den 23. jeg skal bruge på det, hvad så? Jo, når dagen så hedder torsdag den 26., så sætter jeg mig i en flyver mod Hong Kong og Funda(min gode ven fra studiet hjemme i Danmark). Der skal jeg tilbringe weekenden og tager igen hjem med en flyver den 30. marts. Jeg skal flyve med Singapore Airlines, så det bliver helt sikkert en god flyvetur, og jeg ser også meget frem til at se lufthavnen i Hong Kong, som jeg har set en del programmer om på Discovery.

Hjemme i Singapore har jeg så et par dage, hvor jeg ligesom kan komme lidt til hægterne og gøre mig klar til det næste eventyr - Vietnam. Jeg sætter mig i flyveren den 3. april mod Vietnam, hvor jeg så bliver helt indtil den 11. april - det kommer til at koste mig et par dage i skole, men det må være det værd. Jeg skal besøge min far i Vietnam, og ankommer lige til hans fødselsdag, hvilket vel er ret god timing.

Derefter står den så på eksamenslæsning og forberedning indtil min første eksamen den 27. april. Der kommer måske en mindre tur mellem den 28. april og den 2-3. maj, men det er endnu ikke helt på plads. Efter den 7. maj, hvor jeg har min sidste eksamen, tager jeg til Thailand, hvor jeg muligvis først rejser lidt rundt med danskerne jeg har mødt hernede, for derefter at mødes med Funda for at slappe lidt af, inden jeg den 23. maj kl. 7:50 lander i Danmark.

Det kan du regne med

2009-03-09T06:06:00.003+01:00

Hvad? Jo, det skal jeg da sige. Siden min tilbagekomst fra Borneo, så har vi fået set lidt til det man på godt dansk kalder regnvejr. Det startede allerede lørdagen - dagen efter vi kom hjem - hvor jeg stod tidligt op for at vaske mit tøj. Når jeg skriver tidligt, så mener jeg naturligvis kl. 9:00. Jeg vaskede to maskinfulde - og det gik hurtigt, nu har de fået lavet vores vand så der faktisk er tryk på. Tøjet var mere eller mindre tørt omkring kl. 13, da jeg besluttede mig for at vække min mor tidligt.

Hun skulle ud at besøge noget familie den dag, og jeg vidste ikke helt hvornår hun skulle af sted, så jeg tænkte, at hvis jeg vækkede hende kl. 6:00, så var den da nok rimelig sikker. Ganske rigtigt var hun hjemme - og træt - men samtalen blev ikke ret lang. Samtalen var dog lang nok til, at da jeg igen åbnede døren ud til stuen, kunne jeg se vandet stå ned i stænger. Det tørretøj der NÆSTEN var tørt, var nu godt på vej imod en ekstra skylning.

Nå, det var da pokkers tænkte jeg og afventede at regnen skulle aftage. Regnen skulle vise sig at være et rimelig seriøst tordenvejr, og vi tog for en god ordens skyld alle vores stik ud af stikkontakterne. Regnen kom og gik, og jeg smed mit tøj i vaskemaskinen igen og gav det på ny en centrifugering - så vådt var det. Et par timer passerede, jeg sad og hørte musik, og pludselig stod det bare ned i stænger igen inden jeg kunne nå at få tøjet indendørs. Så hvor jeg normalt regner med en tørretid på et par timer, så måtte jeg her vente helt til engang mandag, før at tøjet var tørt

Vi har således i de sidste par uger set lidt mere til den regn, som der egentlig skulle være kommet i monsun tiden hernede. Det betyder ikke at jeg klager, det er da meget rart med lidt afbræk fra solen og varmen. I weekenden fik jeg dog brugt et par dage på Sentosa med godt med gang i solen, så jeg nu har indtaget en lidt mere brun nuance.

Til sidst skal nævnes - som et lidt sørgeligt kuriosum - at der har været en del dødsfald på universiterne hernede. Således var der først en studerende på NTU der med en kniv stak sin professor, hvorefter han stak sig selv gentagne gange og hoppede ud fra 5. sal, han døde selv mens professoren så vidt jeg ved har det udemærket. En anden medarbejder på NTU hang sig selv efter kun 5 dage på jobbet. Til sidst, og det der vel nok nærmest mig som person er, at en udveklingsstuderende ved NUS - det universitet jeg går på - fra et universitet i Miami forleden afgik ved døden. Han fik et åndedragsbesvær på sit kollegieværelse, og afgik umiddelbart herefter ved døden på universitetshospitalet. Det er endnu ikke afklaret hvorfor han døde, men der spekuleres i, at han indtog både medicin og alkohol.

Håber i har det godt derhjemme :)

Okay så

2009-03-05T09:15:00.002+01:00

Kære læsere,

Jeg har mere end én gang mødt den påstand, at jeg vidst ikke lavede noget relevant for mit studie hernede. Dette er naturligvis ganske usandt, og jeg vil gerne fuldstændig dementere påstanden. Eksempelvis har jeg siden mit sidste blogindlæg været travlt beskæftiget med et foredrag, som min gruppe skulle stå for i onsdags.

Det var til faget omkring etiske og retlige forpligtelser og vores emne var "ødelæggelse og opbevaring af dokumenter". Det lidt særlige er jo, at faget retter sig mod tilstanden i Singapore. I dette område var der dog ikke i Singapore nogen retspraksis, hvorfor vi i vores obligatoriske tekste blev rettet mod andre dele af commonwealth områderne, nærmere bestemt Australien.

Jeg stod for nogle af de mere interessante dele af oplægget, og fik også rettet en del spørgsmål mod netop min del eller min holdning til tingene. Det kunne jo både være godt eller skidt, men professoren sagde efter de 45 minutters foredrag fra min gruppes side (4 personer) var overstået, at jeg havde haft en "meget intelligent tilgang" til tingene. Så bliver man da glad, og så måtte jeg da ud at fejre.

Nå, alkohol igen hva? Niks, ingen - jeg tog mig i stedet en mindre(læs: dyr) shopping tur. Hvad der kom ud af det, ja det er ikke godt at vide ;-)

Håber i har det godt hvor end i verden i er.

Lad der være billeder

2009-02-28T04:23:00.003+01:00

Og billeder kommer der. Lige nu kæmper min macbook for livet. Den er i gang med at uploade 260+ billeder til mit billede site. Men inden jeg begynder at gå igennem billederne så lad os da lige starte helt fra starten af.

Det er nu over en uge siden, at jeg sammen med tre danskere og to tyskere satte kursen mod Changi Airport. Turen består i små 40 minutter ombord på deres MRT tog, hvorefter man står i terminal 2. Vi troede - fejlagtigt - at vi skulle med vores AirAsia fly fra budget terminal. Vi tog derfor en bus til netop denne terminal, blot for at erfare, at vores fly altså afgik fra terminal 3. Så det var tilbage med selv samme bus, ombord på et shuttle tog, og så var vi klar til check-in.

Hos AirAsia foregår dette fuldstændigt vilkårligt med mindre, at man har betalt for at sidde ved siden af hinanden. Dette havde vi ikke, og jeg endte med at sidde på en midter plads. Det var nu alt sammen fint nok, og jeg havde en rigtig behagelig flyvetur derover. Da vi ankom i lufthavnen ejede vi knap penge - i hvert fald penge der kunne bruges i Malaysia. Vi var jo landet i Kota Kinabalu, som ligger i Sabah, som er den Malaysiske del af Borneo.

Vi måtte under alle omstændigheder have fat i en taxa til vores hostel - North Borneo Lodge. Dette foregik ved, at man skulle købe og betale for en taxa billet, hvorefter man kunne sætte kursen ud til taxaerne og finde sig en taxa. Det var et helt fantastisk ringe system, og vi endte med at sidde utrolig klemt - dette skulle ikke være sidste gang.

Vores hostel var rigtig hyggeligt indrettet, og vi faldt hurtigt til her. Det viste sig, at det lå midt i det man vel kan kalde for det finansielle centrum i Kota Kinabalu. I hvert fald lå der i hvert fald de første 10 banker lige rundt om det, og det var derfor en smal sag at finde en ATM at hæve i. Den første aften vi var der, blev vi spurgt, om vi ikke ville deltage i noget Futsal dagen efter - klart, det var vi da friske på.

Det blev således til lidt afslappede øl langs vandet inden vi gik i seng. Vi stod op til en tur til Pulau Manukan - en ø - hvor vi tilbragte den sene formiddag og hele eftermiddagen på stranden. Vi erfarede allerede her, at det regner meget på Borneo. Vi sad derfor i ly for regnen i halvanden time, inden vi fortsatte ned til bådene for at komme tilbage. Et hurtigt måltid på Burger King - hvilket heller ikke skulle blive sidste gang - inden vi gik tilbage for at forberede os på vores Futsal. Vi havde dagen forinden fået at vide, at vi skulle spille kl. 7, så da vi kom tilbage lidt over 6, så mente vi, at vi var i rigelig god tid. Det var dog således, at vi skulle spille allerede kl 6, hvorfor det tidspunkt vi første havde fået at vide, viste sig at være forkert - det skulle vise sig ikke at være sidste gang.

Ikke desto mindre, så fik vi spillet små 45 minutters Futsal, og det var rigtig god underholdning.

Den aften røg vi ned på en pub der hed Cock and Bull, hvor øl blev skyllet ned til 3 Premier League kampe på storskærm. Af samme grund, eller måske nok mest på grund af øllet, så kom vi op lidt sent næste dag. Der blev derfor gjort kort proces på morgenmaden, og vi pakkede vores tasker sammen og satte mod busserne. Vi havde nemlig besluttet, at vi ville tage op og bo ved basen af vores klatretur dagen inden, at vores egentlige opstigning skulle starte. Efter en to timers køretur i bus, hvor vi nok engang sad lidt klemt, så blev vi indlogeret på Rock Hostel - et dejligt sted.

Vi var allerede nu i omkring 2 kilometers højde, og temperaturen var derfor væsentlig mere mild end ved havets overflade. Samtidigt var vi også placeret midt inde i nogle skyer fra tid til anden, så det var helt umuligt at tørre tøj og lignende på de dertil indrettede tørresnore. Vi gik herefter ned på informationscentret, hvor der ville være en briefing kl. 18 omkring det at bestige Kinabalu. Samme sted fandt vi en glimrende restaurant, hvor vi til en rimelig penge fik os et rigtig dejligt måltid.

Dagen hvor vores opstigning skulle starte oprindede, og tidligt stod vi op, for at komme i gang i god tid. Ned at spise vores morgenmad, som var et rigtig godt måltid også. Herefter fik vi os en guide og transport ud til det, som er den lange og hårdeste tur til Laban Rata. Da vi efter en lille halv times kørsel kom frem til stien, begyndte vores tur imod toppen ellers.

Pelle og jeg lagde relativt hurtigt afstand til de andre, og efterhånden som tiden gik besluttede vi, at vi ikke ville vente, men blot ville skynde os så meget som muligt til Laban Rata. Laban Rata er en lille samling hytter i 3.200 meters højde, hvor vi skulle sove indtil vi kunne klatre mod toppen og solopgangen. Undervejs på turen op var der massere af skønne naturomgivelser - men det var også ganske krævende at klatre op. Man kunne virkelig mærke, at luften var meget tyndere end ved havoverfladen, og selv de mindste trin fik ens puls helt op og man gispede efter luften.

Pelle og jeg nåede Laban Rate omkring kl. 12:50, vi havde således forceret den lange rute på under 4 timer, ikke helt dårligt. På Laban Rata var der fri adgang til the og kaffe, og jeg fik bestilt mig en omgang spaghetti til at lade op endnu engang. Vi skulle bo på et hostel et par hundrede meter længere oppe af bjerget. Lad mig sige det sådan her, turen derop faldt ikke i god smag.

Da de andre kom og tilsluttede os på vores hostel fik vi os en lille lur, og dette fulgte vi op med aftensmad på Laban Rata.

På vores hostel var der ganske koldt. Udendørstemperaturen var formentlig omkring 6-10 grader celcius, og der var ingen varme i værelserne. Så de to tæpper man havde var ganske brugbare, og man var ikke meget for at hoppe ud fra disse for at besøge toilettet eller hvad man nu havde behov for. Ved aftensmadtid havde skyerne sluppet sit tætte greb om Laban Rata, og der blev således mulighed for at sætte nogle billeder til livs. Vi synes det var utroligt flot, hvilket det givet vis også var, men det var intet imod det vi i løbet af natten skulle opleve.

Efter aftensmaden var det tid til at sove. Vi skulle op omkring kl. 02:00 for at begive os mod toppen omkring kl. 3:30. Den høje koncentration af kinesere gjorde, at der ikke blev sovet meget. Jeg tror jeg fik omkring én times søvn fra 23-24, hvorefter de mest langsomme af kineserne begyndte at stå op for at begive sig mod toppen. De larmede ganske meget, og det var derfor rimelig svært at sove. Samtidigt slog ens hjerte ganske hårdt af sted, det var nok en kombination af den tynde luft og dagens hårde strabadser.

Da vi efterhånden begav os mod toppen, var den pandelygte jeg havde købt ganske enkelt uundværelig.

Jeg fandt også brug for det meste af det andet gejl jeg havde købt.

Pelle og jeg satte til at starte med et lidt højt tempo op af, men vi kunne se på det hele, at vi ville komme op alt for tidligt, hvis vi ikke sagtnede farten lidt. Vi mødtes således op med resten af gruppen, og undervejs blev der holdt en del pauser. Jeg vil således lige linke til et billede på facebook, som jeg endnu ikke lige har fået mine fingre i - link her. Jeg håber at i kan se det.

Vi nåede toppen lige i tide til at se solens første stråler komme op over de få skyer der var på himlen. Selve toppen var ikke ret stor, så vi havde på forhånd fået besked på, at vi kun måtte være der i omkring 15 minutter. Vinden kom stærkt ind fra den ene side, og der blev hurtigt skabt en gruppering på den modsatte side. Desværre også den modsatte side af solens stråler. Jeg måtte derfor op på toppen for at skaffe de billeder jeg så gerne ville have. Handskerne var i vejen, min tripod var ikke funktionel(Jeg havde glemt den del der skal sættes på kameraet), vinden var lige i ansigtet - hvilket blot gjorde problemet med handsker og tripod endnu mere udtalte på billederne. Lyset var knapt endnu, og lang lukketid var derfor nødvendig.

Endnu en forhindring bestod i, at der på toppen var sat et hegn op - formentlig fordi at folk ikke skal ud på den anden side af dette. Jeg så ingen hindring i dette andet end, at det var i vejen for mit billede. Så jeg begav mig ud på den anden side af dette. Her fandt jeg nogle sten hvorpå jeg kunne placere kameraet og sammen med mine hænder kunne jeg holde kameraet stille i de 8-16 sekunder jeg lod kameraet eksponere horisonten. Der kom nogle billeder ud af dette.

Nedturen var ikke mindre end fantastisk. Solen var nu helt stået op, og det var ikke længere koldt eller hårdt at bevæge sig. Faktisk løb jeg til tider rundt for at få det helt rette billede. Der blev VIRKELIG taget mange billeder på vej ned. Jeg var således 45 minutter langsommere ned til Laban Rata end Pelle. Mange af dem viser det samme motiv, men jeg ville da være helt sikker på, at jeg havde det helt perfekte af slagsen. Jeg har endnu ikke haft tid til at se dem nøgternt igennem, men jeg kan da lige vise et par af dem her.

Ellers vil jeg for nuværende blot henvise jer til albummet, hvor der også er billeder jeg endnu ikke har haft tid til at forklare i nærværende blog indlæg. Det kommer i et senere indlæg. Nu må jeg simpelthen have mig noget frokost, og så tilbage til lektierne. Håber i har det herligt derhjemme.

Mt. Kinabalu

Her udbygges

2009-02-27T16:55:00.002+01:00

Kære læser,

Jeg er hjemvendt til hjemmet på Commonwealth dr., hvor jeg føler mig godt tilpas under air-connens sagte blæsen. Jeg når ikke at uploade billeder og skrive mit blogindlæg om Borneo i dag, men håber da på, at jeg kan nå i hvert fald en del af det i morgen.

Det er ikke ganske umuligt, at der bliver mere end ét indlæg omkring opholdet. Der er dog én ting der er sikkert, det var helt fantastisk :)

Hyg jer

En dyr fornøjelse

2009-02-20T08:42:00.002+01:00

Så er det ved at være tid til afrejse mod den ø vi kalder Borneo. De sidste forberedelser er efterhånden oversået, og der mangler faktisk næsten udelukkende at blive pakket, inden jeg om et par timer bevæger mig mod lufthavnen. Således har jeg også netop afsendt en e-mail til den danske ambassade i Kuala Lumpur med navn og pasnummer samt, at jeg påtænker at rejse rundt i den malaysiske del af Borneo.

Denne tur ender med at koste lidt mere end de tidligere ture. Jeg har således først og fremmest anskaffet mig en rygsæk, som der også har en mindre taske gemt i sig. På den måde har jeg en taske jeg kan have på ryggen, når jeg kravler det sidste stykke mod toppen. Desuden har jeg købt et større antal mindre remedier - ting som jeg sikkert ikke har brug for - som kan gøre turen op til de 4.095 højdemeter lettere. Jeg måtte anskaffe mig et par lange bukser og en langærmet t-shirt blandt andet, idet der er ret koldt deroppe.

Jeg har taget lidt billeder af resultatet af min indkøbstur(e), som jeg håber jeg når at få lagt op inden afrejse.

Hvis det er værd at gøre en gang, så er det også værd at gøre det to gange

2009-02-16T09:34:00.002+01:00

Derfor tog jeg kammeraet med mig ned til Esplanada. Der var nogle af de Canadiske piger jeg har lært at kende, som der skulle derned. Først indtog jeg på Max Brenner et helt vidunderligt stykke chokoladekage. Som blev efterfulgt af en minder foto session.

Det resulterede i en del billeder, som jeg har lagt ind i Esplanade albummet. Startende med følgende billede:

From Esplanade

Jeg gjorde det delvist fordi, at jeg efterhånden er ved at få et bedre kendskab til mit kamera og dets indstillinger - nej, det var faktisk mere eller mindre udelukkende derfor, at jeg valgte igen at tage billederne. De billeder jeg smider op, er allesammen uredigerede, selvom jeg for nylig har anskaffet mig Aperture 2.0 til at lege lidt med billederne i. De er dog udvalgt ud af et betragteligt antal billeder, og skulle gerne vise, at jeg har leget lidt med indstillingerne. Billederne er alle taget med delayed capture, idet selv et tryk på kameraet giver et uskarpt billede.

Inden jeg begav mig herned, havde Pelle, Anders og jeg gået os en lille tur ved skumringstid. Det blev til nogle billeder af et par lokale der spillede cricket, og nogle andre ting. Der er samtidigt også lidt billeder i albummet af noget af den herlige kogekunst vi har udført her i lejligheden.

Commonwealth v. 2

Sidst men BESTEMT ikke mindst skal det nævnes, at jeg i morges Singapore tid sikrede mig og 3 andre billetter til Coldplay den 23. marts i Singapore Indoor Stadium. Vi købte de billigste af slagsen, men hul i det - jeg var meget villig til at købe dem helt oppe foran, men så havde jeg endt med at sidde alene :) Det bliver en kanon oplevelse, og sikrer mig således, at jeg mindst to gange i år for set Coldplay live - VIGTIGT.

Bøffer, rødvin, Mojito's og et par øller

2009-02-14T10:46:00.003+01:00

Ja, kære læser, det er hvad jeg skal bruge min aften på.

Jeg har i dag været i ude at handle ind til den store guldmedajle. Sugerør, rørsukker, lime, rom, øl, mynte og meget andet. For at dette kunne lykkes, måtte vi ud til et af de kommende malls her i Singapore. Det er endnu ikke særlig tungt belagt med butikker, men de har et glimrende supermarked, hvor man kan få næsten alt hvad hjertet begærer. Det koster så også lidt mere, men det må man jo tage med.

Pelle og jeg er i dagens anledning alene hjemme, og vi besluttede os for, at vi skulle forkæles lidt. I løbet af aftenen kommer der et par piger på besøg, og så stryger vi ellers senere i byen til lidt morskab.

Jeg følte - og har gjort det i noget tid nu - at der var gåeeåt for lang tid siden, at jeg sidst fik mig en Mojito der smagte ordentlig. Jeg har derfor langsomt geared mig op til, at jeg selv skulle lave nogen. Mynte er altid svært at få fat i, og en muddler(pinden der bruges til at mase indholdet) er endnu sværrere at få fat i. Muddler problemet har jeg forsøgt at løse ved at købe en billig hammer i supermarkedet. Jeg har således gentagne gange i løbet af dagen forsøgt at vaske træet på den i kogende vand, og har brugt en lighter til at brænde i træet, så jeg kan føle mig relativt sikker på, at der ikke sidder nogle sjove efterladenskaber i træet tilbage.

Jeg vil forsøge at dokumentere dette festmåltid med nogle billeder af både tilberedning og selve indtagelsesakten.

Jeg håber, at i derhjemme har en lige så god dag, som jeg selv synes jeg har i dag :)

Football/soccer hero

2009-02-12T08:44:00.003+01:00

Kære læser,

I går, onsdag, var jeg involveret i en fodboldkamp. Jeg havde undervisning på Bukit Timah campus indtil kl. 12, møde min en af mine studiegrupper indtil kl. 13, hvorefter jeg fik mig lidt frokost og satte mig til at læse lidt. Da klokken nærmede sig 16:00, gik jeg mod omklædningsrummet hvor jeg iførte mig min ny indkøbte røde NUS polo.

Så tænker nogle af jer sikkert straks, at jeg da nok er en flottenheimer sådan at købe poloer til at spille fodbold i - men det skyldes i alt sin enkelhed, at jeg indtil undervisning om formiddagen onsdag ikke var klar over, at jeg skulle møde op med en rød trøje til eftermiddagens kamp. Nu kostede poloen heller ikke en formue i NUS merchandise forretningen, så helt galt var det da ikke.

Jeg traskede derefter ud til det man vel kan kalde for gårdspladsen på Bukit Timah Campus.

From Bukit Timah Campus

Jeg sad faktisk mere eller mindre præcis med den samme udsigt, som billedet ovenfor beskriver. Vejret var rigtig varmt, hvorfor jeg frygtede lidt for, at mit valg af polo var katastrofalt. Det var jo ikke ligefrem en tynd t-shirt jeg havde iført mig. Det skulle vise sig, at det ikke var noget problem.

Folk begyndte langsomt at dukke op, og vi begyndte at varme lidt op. Der var ikke overvældende meget talent, men jeg følte mig nu heller ikke selv alt for ferm ud i kunsten at spille fodbold. Efterhånden som startfløjtet rykkede tættere på at være en realitet, trak skyerne tættere og tættere sammen over bane og spillere. Himlen åbnedes og vandet begyndte at skylle ned over os - vi skyndte os straks at stille vores tasker i tørvejr, hvorefter dommeren desuagtet de tordensorte skyer valgte at fløjte kampen igang.

Regnen sørgede i det mindste for, at varmen ikke var noget problem. Men ellers var der rigeligt med problemer at se til. Spillet hang ikke rigtig sammen for vores udveksslingshold, alt imens modstanderne havde et tydeligt mere sammenspillet hold. Men hvad gør det, når man har en høj fyr som mig på holdet. Jeg sendte efter et langt indkast mit andet hovedstødsmål i karrieren over målmanden, som med fuld kraft hoppede op efter bolden. Den sad faktisk ret tæt under overliggeren. Der var jubel, og vi var foran 1-0 - formentlig både ufortjent og uventet.

Herefter startede problemer for alvor at tage form, mine støvler synes at udvide sig, selvom de var lavet af kunstlæder. Jeg løb derfor og smadrede mine tæer godt og grundigt hver gang jeg ændrede retning. Af samme grund sidder jeg nu med en blå storetå på min højre fod, og af samme grund blev der ikke danset nær så meget som man kunne have forventet, da jeg onsdag aften begav mig ud i Singapores natteliv. Jeg lod mig for en kort bemærkning udskifte, for at kontrollere, om jeg nu havde revet min negl af, eller om det blot var smerter. I mellemtiden indkasserede vi det første mål imod os, det skulle ikke være det sidste.

Jeg kom hurtigt på banen igen, tilsyneladende ikke til guds store glæde, idet han synes at åbne endnu mere op for vandhanerne over "stadion". I en situation hvor vi havde indkast oppe på deres banehalvdel, på den modsatte side af banen i forhold til mig, slog lynet pludselig ned meget tæt på. Jeg er ret overbevist om, at det har ramt selve universitet, hvor der i den ene længe er en rimelig høj ny tilbygning. Formentlig sidder der en lynafleder oppe på bygningen, hvorfor det formentlig har været rimelig ufarligt, men ikke desto mindre, så kom vi rimelig hurtigt af banen og ind til en tidlig og ganske lang halvleg.

Til anden halvleg var mine tæer efterhånden helt gennembankede, men vi var bagud, og der var brug for mine "evner". For kort at opsummere en begivenhedsrig anden halvleg, så lavede jeg et mål til stillingen 2-4 på et langskud midt på deres banehalvdel. Behøver jeg forklare, at publikum var i ekstase? Jeg havde en yderligere afslutning der flot sejlede hen over den 1,65 meter høje målmand, for at blive afvist af overliggeren.

Til næste uges kamp medbringer jeg kamera og en kameramand, så der kan komme lidt billededokumentation fra mine udskejelser på fodboldbanen. Samtidigt må jeg formentlig ud og investere i et par nye fodboldstøvler, for at undgå at jeg ødelægger mine tæer fuldstændigt. Jeg håber og satser på, at konsekvenserne i denne omgang ikke vil være så store. Storetåen er rimelig blå og rimelig hævet men ikke mere end, at jeg tror jeg går fri fra at skulle af med neglen.

Hav det nu helt fantastisk indtil næste gang folkens :)

11 dage til ferie

2009-02-09T13:19:00.003+01:00

Kære læser,

Så synes jeg lige jeg ville kaste om mig med lidt oplysninger. Det drejer sig i særdeleshed om min recess week, for nogle undervisere kendt som reading week. Det drivende princip bag denne uge er, at der ikke er nogen undervisning. Hvilket jo gør den oplagt til at bruge på en tur af lidt længerevarende karakter.

Det var af samme grund oprindeligt min plan at flyve til Hong Kong, hvor min rigtig gode veninde Funda på nuværende tidspunkt studerer. Denne linie af tanker blev dog afbrudt af et glimrende forslag fra min nye danske venner. De havde hørt om et bjerg, et bjerg der ligger på Borneo. Bjerget er højt, men det er til at bestige for sådan nogle knøse som os. Bjerget hedder Mount Kinabalu og er næææææsten 4.100 meter højt.

Der skal jeg da op, tænkte jeg da hørte de andre snakke om stedet. Så det er vi efterhånden kun en midtvejseksamen fra at være på vej af sted til.

Der er bestilt flybilletter og overnatning på bjerget - men der skal ikke soves ret meget. Vi skal nemlig op omkring kl. 02:00 for at overvære solopgangen. Det skulle være en helt fantastisk oplevelse at stå der i 4 kilometers højde og se ud over skyerne hvor solen står op.

Som en lille side notits kan jeg berette, at jeg i dag har købt et par fodboldstøvler, idet jeg træder på banen onsdag for jura holdet på campus :)

Sentosa

2009-02-08T03:29:00.003+01:00

Hvad er nu det? Jo, det skal jeg sige jer. Sentosa er Singapores løsning på deres behov for et beach resort. En kunstig ø som de har slået op lige syd for byen. Stranden er utrolig lækker, men resten af øen er lige nu et værre byggeboom. De opfører for tiden ikke mindre end 2 kæmpe kasinoer, verdens største akvarium(er det bare mig, eller SKAL Aqua bare spille til åbningen?) og en Universal Studios forlystelsespark.

Så i 2010 er det formentlig ikke et mere kedeligt sted, især også idet, at der åbner endnu mere strand op for offentligheden til den tid.

Stranden vi lagde os til rette på var - sædvanen tro hvis man skal tro de andre - indtaget af volleyball spillere.

Fra Sentosa Tur

Så hvis man ikke lige gad at ligge og kigge ud over vandet, hvilket godt kan være lidt kedeligt, så kunne man altid finde en god duel at kigge på. Ud over vandet skæmmes udsigten en anelse af de utallige kæmpe skibe, som der ligger og venter på et eller andet ud for Singapore. Der er VIRKELIG mange af dem. Det har de dog indset, og har derfor forsøgt at lukke stranden lidt af udaftil med endnu flere små falske øer.

Nå, men turen, den startede altså omkring kl. 15:00 efter vi havde kørt noget vask af tøj. Vi provianterede øl i det lokale supermarked på vejen derhen, og havde naturligvis medbragt musiske redskaber i form af en guitar, stemmebånd og et iPod anlæg. Der var således lagt i ovnen til en rigtig hyggelig eftermiddag og aften. Det var da også lige det vi fik. Vi blev ikke særlig fulde, men vi havde det rigtig hyggeligt. Der blev også tid til at tage lidt billeder af solnedgangen da den indfandt sig.

Fra Sentosa Tur

Alt i alt en rigtig god dag. I dag smutter de andre nok ud at se på noget Indisk festival i Little India. Meeeeen, jeg trækker nok nørdekortet og bliver hjemme, og læser lidt i mine bøger og tekster til mandagens strabadser på studiet. I skal jo ikke tro at jeg ikke laver noget studierelevant :)

Livet skal leves bagvendt

2009-02-06T16:29:00.004+01:00

Kære læser,

Dette er mit andet blog indlæg i februar måned, mit indlæg nummer 18 i 2009, mit indlæg nummer 6 siden det kinesiske nytår. Er det så ikke ved at være på tide, at jeg skriver om noget andet end hvad jeg lige render rundt og oplever.

Det er det så ikke helt alligevel, idet det skal dreje sig om en film, som jeg valgte at bruge min fredag aften på at se. Filmens titel er "The Curios Case of Benjamin Button" - med Brad Pitt i hovedrollen.

Ud over det sædvanlige problem med aircondition på fuld skrald, så var selve oplevelsen glimrende. Aircon problemet kom jeg i forkøbet med en langærmet, strømper og sko.

Filmen var en glædelig overraskelse - jeg var på forhånd advaret af Dennis om, at filmen var ganske god, men også en anelse lang. Jeg mener, at filmen sagtens kan bære de 166 minutter den varer.

Historien er en fortælling om en mand der bliver født gammel, og dør ung. Jeg vil ikke afsløre meget mere af filmens indhold, hvis der nu er nogen, som kunne tænke sig at gå ind og se filmen. Historien og filmens kvalitet gør den klart til et besøg i biografen værd - husk dog at besøge toilettet inden besøget sættes i gang.

Når jeg skriver at livet skal leves bagvendt, hvorfor skriver jeg så det? Jo, det gør jeg af den grund, at hvis man lever livet bagvendt - i den sande forstand - så ved man hvornår de vigtige øjeblikke i ens liv er, og dermed kan man nyde dem endnu mere. Det er jo givet for os alle, at dette ikke er en mulighed, så i stedet må vi jo bare nyde alle de gode øjeblikke lige meget.

Nyde livet, det er i hvert fald det vi gør hernede. Håber at i også har det godt hjemme i Danmark - og inden det hele bliver alt for sentimentalt, så må jeg vidst hellere bare lukke med et godnat :)

Verdens længste

2009-02-03T08:37:00.003+01:00

Hej kære læser,

Så er endnu en weekend - en faktisk rimelig hektisk en af slagsen - overstået. Det var den første weekend, hvor jeg ikke valgte at forlade Singapore til fordel for andre himmelstrøg, siden jeg nu engang ankom til Singapore. Om det skyldtes, at vi havde fået løbet hornene af, eller bare almindelig dovenskab, det skal jeg ikke kunne sige. Men sikkert er det, at det da ikke var kedeligt af den grund.

Fredag, som for mit vedkommende er den første dag i weekenden(hej mor?), skulle tilbringes i Asiens største fuglepark. Lad os lige dvæle lidt ved det, fordi jeg har efterhånden fået lidt en forståelse for, hvordan tingene her i Singapore fungerer. Hvis noget er beliggende i Singapore, så er det næsten altid en af følgende: verdens største, asiens største eller en af verdens største. Fugleparken var i hvert fald stor, og lad det så være enden på den snak.

Fra Bird Park

Fugleparken var smart indrettet, således at det i hovedagen blot var at følge ruten rundt igennem parken, så ville man have passeret og set alle deres fugle. Imod et mindre beløb kunne man også fragtes mellem de stationer, der nu engang var passeret langs ruten, på et tog. Der var undervejs på turen et utal af spændende fugle. Nogle var desværre aflukket bag hegn, som ville resulterer i urimeligt ringe fotodokumentation. Heriblandt de store "Birds of Prey", hvor jeg dog har inkluderet et billede af den største havørn de havde i parken.

Vi skyndte os rimelig hurtigt ind til "Birds of Paradise", som skulle være utroligt svære at opspore i naturen. De har samtidigt en af de mest eksotiske parringsdanse man kan forestille sig. De var ikke ligefrem de fødte modeller, men jeg fangede da et par gode billeder i den manglende belysning.

Fra Bird Park

Nogle steder i parken var indrettet således, at man kom ind og gik blandt fuglene. Dette resulterede både i nedbør i form af fugleklatter, men også billeder af fuglene på helt tæt hold. Her er et eksempel, hvor to fugle i rimelig lang tid hang fra en gren og sloges med hinanden.

Fra Bird Park

For ikke at berøve potentielle fremtidige kunder for hele deres oplevelse, vil jeg holde mig til også at fortælle om verdens største menneskelavede vandfald - hvad sagde jeg? Det var i et indelukket område husende afrikanske fugle. I billede ser man samtidigt Sara, som var en af de to jeg var i fugleparken med.

Fra Bird Park

Lørdag tog jeg med drengene til Little India - røvsygt - og jeg har faktisk end ikke gidet selv at se billederne igennem derfra. Aftenen blev tilbragt i selskab med Chingay, som jeg forklarede om i mit seneste blog indlæg. Jeg har som lidt bonus lagt nogle, af de mange videofilm jeg optog, op på facebook(1)(2)(3). Desuden kan jeg da lige give et direkte link til de billeder jeg tog den aften.

Søndag fortsatte min tur ind i dyrenes verden i Singapore Zoo. Jeg har allerede glemt, om den nu skulle være verdens eller asiens største, men kan vi ikke bare gå ud fra, at den nok er en af delene. Stor var den i hvert fald. I zoo så jeg nogle hvide tigere, som jeg synes er værd at fremhæve. Det er dælme da nogle flotte kreaturer når de sådan lige spangulerer rundt.

Fra Zoo

Efter dette gik det med lange skridt imod Elefanternes teater, hvor der skulle være optræden. Det var da meget sjovt at se, hvordan elefanterne kan bruges til forskellige gøremål. Nogle af tingene var mere imponerende end andre. Et betydeligt irritationsmoment ved denne optræden var dog, at der til stede var et ikke ubetydeligt antal asiatiske drengebørn - de kan godt nok gå mig på nerverne!

Fra Zoo

Alt i alt var oplevelsen i Zoologisk have rigtig hyggelig, med massere af små sjove oplevelser, som da jeg så et par alligatorer blive fodret. Heldigvis var det så kort efter mit besøg i fugleparken, at jeg let kunne springe de fleste af fuglebesøgene over, uden at bekymre mig om, hvorvidt jeg nu gik glip af noget.

Turens højdepunkt var aberne, der blev givet gas og de kastede hinanden i vandet hele tiden. Det er blevet til nogle videoer på deres bekostning, dem får jeg lige gjort tilgængelige på et tidspunkt.

Når det kommer til verdens største, så besøgte jeg i går(mandag) verdens største udsigtshjul, i stil med det i London. Det hedder Singapore Flyer og det giver udsygt over det meste af byen. Ved dagslys skulle man angiveligt kunne se væsentlig længere end blot Singapore, men jeg ville gerne se det ved aftentid, hvorfor vores tur startede kl. 21:30.

Jeg tog nogle billeder ombord på den 30 minutter lange tur, men ruderne i kabinen gjorde det ret besværligt at få nogen gode billeder. Jeg valgte derfor i store træk at nyde udsigten igennem mine egne øjne :)

Lykken står den kække bi

2009-01-31T16:16:00.004+01:00

Kære læser,

Jeg har faktisk ikke helt overblik over, hvornår og om hvad jeg sidst skrev. Jeg har samtidigt ikke energi eller overskud til at trykke mig en gang tilbage for at kontrollere det. Fordi når det kommer til lange dage, så har dette helt sikkert været en af disse. Klokken nærmer sig så småt halv tolv lokal tid, og jeg er kun netop begyndt på hvad der formentlig bliver et længere indlæg samt billede upload.

Omstændigheder betød, at nattens søvn var lidt begrænset. Her var en tur på natklub blot en af flere omstændigheder. Det var derfor en mat gruppe unge mennesker der begav sig på "sightseeing" i Indian quarter. Det blev vidst til det man kan kalde et begrænset udbytte. Klokken sneg sig op imod 17, da vi vendte om og besluttede os for lidt shopping nær City Hall SMRT. Jeg insisterer promte på, at vi må indtage en kop kaffe på den første Starbucks vi passerer - dette fortryder vi næppe.

Jeg køber den største kop kaffe jeg overhovedet kunne slippe af sted med, og vi var heldige nok at få pladser i en dejlig sofagruppe - nu skulle der bare lades op på batterierne. Der var bare det ved det, at det virkede SLET IKKE. Jeg blev kun mere døsig, og jeg forventede egentlig, at intet andet end søvn ville kunne afhjælpe min trang til at sove.

Jeg tog fejl - min genopstandelse stod pludselig der foran vores sofagruppe personificeret ved to unge asiatisk udseende personer, der høfligt spurgte os, om vi havde lyst til at se Asiens største "Float Parade" - link til 2008 udgaven.

Jeg havde i torsdags allerede overværet nogle af forberedelserne fra tilskuerpladserne, og havde tænkte for mig selv, at det ville da være en oplevelse man ville kunne bruge til noget. Men det kostede alligevel omkring 200 kr. for en billet, så da de stod der og ville give os 9 billetter gratis, så slog vi da straks til.

Lad mig holde det til, at det virkelig var fedt - jeg har optaget utallige videoer, og jeg har taget mange billeder - samlet set 2gb. Farver, sang, fyrværkeri og underholdning til den store guldmedalje. Jeg forsøger hurtigst muligt at få smidt dem op og gjort tilgængelige. Men der skal altså lige foretages en grovsortering.

Oreos and coffee please

2009-01-29T09:01:00.003+01:00

Det er hvad enhver god frokost består af. I hvert fald når man kom hjem kl. 03:00 natten før 3 timers IP law. Efterhånden som jeg tygger mig igennem de runde kiks og synker den lunkne kaffe, er jeg mere og mere overbevist om, at det var en fuldkommen elendig idé at købe det.

Lad os skrue tiden lidt tilbage, nærmere bestemt til i går. Dagen i går var en ret vigtig dag. Min gruppe skulle være Commentators på en class presentation i Legal Ethics. Dette indebærer, at vi skal kommentere og stille kritiske spørgsmål der lægger op til debat. Det tæller samtidigt 10% af min samlede karakter i faget. Der er yderligere 15% af karakteren at hente på den generelle deltagelse i faget.

På trods af min sparsomme forberedelse, lykkedes det mig at klare mig igennem timerne med et rimelig godt resultat. Da jeg efter timen søgte konsultation hos underviseren sagde hun i hvert fald, at jeg havde gjort det rigtig godt. Så fortjener man sgu da en bytur ikke sandt?

Det mente jeg i hvert fald. Der stod dog nogle væsentlig besværligheder i vejen for endnu en onsdag med druk og morskab. Heraf var min søvnmangel en væsentlig faktor. Jeg forsøgte mig med en lur da jeg kom hjem, det gik ikke – jeg var fortsat godt stresset efter dagens strabadser. Løbetur, det må da kunne gøre forskellen tænkte jeg. Ganske rigtig, en løbetur hjalp, imidlertid kom diverse roomies, facebook, msn og andre tidsrøvere mellem mig og min lur.

Dermed stod den for anden aften i træk på en omgang koffein repræsenteret ved instant coffee. Jeg fulgte op på dette tiltag ved at høre en masse dansetoner på vores smart iPod anlæg. Humøret var efterhånden højt, og jeg var klar til at ledsage de andre i byen. Mht. aftenens udskejelser herefter kan jeg blot konkluderer, at det MÅ have været en rigtig sjov aften. Jeg tog af sted med 120 sing på lommen, og jeg kom hjem med 9. Dette skyldes til dels, at jeg købte to mojitos ved Clarke Quay klokken lort om natten - de var hverken billige eller gode, så det er vidst lidt det samme som at tabe.

Hjemturen var ingen succes. Jeg delte en taxa med nogle andre, og chaufføren var muligvis mere fuld end jeg var, i hvert fald satte han mig af ved et togstop før det jeg ville have været af ved. Jeg stod intetanende ud, og opdagede først missæren efter et par minutters vandren omkring.

Denne blog startede jeg således på at skrive kl. 12:00 torsdag mens jeg sad og ventede på at min underviser skulle dukke op. På opfordring af Dennis "DJ" Jensen skrev jeg således ikke blogindlæg i undervisningen. I aften smutter jeg nok engang til Esplanade for at spise, så måske der kommer nogle federe billeder ud af det denne gang - jeg skal da forsøge :)

Man må yde før man kan nyde

2009-01-27T15:41:00.003+01:00

Kære læser,

Hvis du har kendskab til hvem der opfandt dette ordsprog/spil, så må du meget gerne gøre en af følgende to muligheder; a) skyde ham, b) opgive hans position så jeg kan skyde ham. Der synes enten at herske en poetisk retfærdighed, eller fra mit synspunkt grov uretfærdighed.

Alle mine roomies er ude at opleve det kinesiske nytår i Singapore, mens jeg sidder og forbereder mig på morgendagens timer. Der er nogle vigtige forberedelser der skal færdiggøres, og det lader ingenlunde til at være overkommeligt.

Jeg har derfor brugt mit kamera til at dokumentere den åbenbare forskel i disse to forskellige aktiviteter; læsning og morskab ved lunar new year. Til brug for dette har jeg lånt nogle af de billeder de søde roomies har brugt aftenen på at skyde.

Fra Uretfærdighedernes holdested

vs.

Fra Uretfærdighedernes holdested

Desuden kan jeg da lige smide et billede op der dokumenterer den nærmest sirlige orden, jeg for nuværende tidspunkt kan fremvise på mit værelse. Jeg har efter dagens besøg i Ikea, hvilket i øvrigt var det andet besøg på ganske kort tid, fået lidt mere styr på min sengesituation. Tidligere har problemet således været, at lagnet ikke sad ordentlig fast under min madras, dette er nu, forhåbentlig, løst ved indkøbet af en rullemadras som lagnet kan sættes fast under.

Desuden er indkøbt et tæppe, som midlertidigt tjener som et sengetæppe, men er beregnet til de ganske kolde busture til diverse tropiske øer. Ja, kom ikke her og sig, at der ikke er styr på tingene.

C'est la vie

2009-01-26T05:11:00.004+01:00

Kære læser,

Så er bloggen tilbage til vanlig standard, hvad det så end må betyde. Nogle vil nok mene, at det tiltrængte afbræk i den kedelige hverdag i Singapore, måtte medføre et løft i kvaliteten af bloggen - lad det straks være sagt, det er der ingen garanti for.

Sidste gang der var aktivitet fra min side på denne blog, stod datoen placeret på torsdag den 22. januar i kalenderen. Det var en dagen derpå, om man så kan sige, idet onsdagen nok engang var blevet tilbragt under diskoternes tvivlsomme diskolys til rytmerne af de endnu mere tvivlsomme diskotoner - nu er jeg nok lidt hård ved diskoterne. Torsdagen var derfor lidt so-so, men jeg fik da besøgt NTU, hvilket er Nanyang Technical University, hvor jeg blev spist af med noget kanon sushi.

Da klokken nåede 19:20 stod jeg hjemme på Commonwealth dr., og hældte dagens fried rice i den dertil indrettede mund, pakkede, skrev blog, opdaterede facebook og diverse andre gøremål, inden jeg kl. 20:00 forlod Commonwealth dr. med Eugenia for at mødes med nogen af de andre som skulle med. Gutterne tog med et par toge senere, da jeg blot skulle sørge for, at vores medrejsende havde udfyldt visa papirer til Malaysia inden vi skulle ombord på bussen.

Vi fik klemt alle 8 personer ind i den bus der skulle køre os til den Singapore-Malaysiske grænse, og rejsen var skudt i gang. Grænsen var et kæmpe kompleks. Da vi var kommet igennem diverse checkpoints, skulle vi indfinde os i den bus, der havde ansvaret for at bringe os helskindede til Lumut, en havneby nær Pulau Pangkor. Hvad busture angår, så var dette noget nær en drøm. De siddepladser der var, overgik langt hvad jeg havde forventet. Jeg sov næsten hele vejen.

Vores velkomstkomité i Lumut bestod af 3 mus, 5 katte - der ingenlunde forstod sig på at fange mus - og 50 minutters morgenbøn fra højtalerne i tårnet på den lokale moske. Dette var alt sammen kl. 06:00 om morgenen, og vi skulle vente til kl. 07:00 for at købe vores returbilletter. Dette blev klaret og vi fik os en færge imod Pulau Pangkor. Hvis man lige skal trække en streg igennem herlighederne, så er de fandme elendige til at indstille deres AC på andet end "fuld blæs" på deres transportmidler - det er dælme koldt.

Fremme i havnen på Pulau Pangkor forsøgte de lokale taxidrivers at overbevise os om, at vi skulle tage 3 taxaer med 3 i hver, i sig selv lidt en bedrift, når vi nu kun var 8 personer. Vi afviste blankt idet, at de alle sammen kørte i minibusser, og at vi sagtens kunne være alle 8 i en taxa - om ikke andet, så fik vi da noget at grine af. Fremme på hotellet var der ikke meget at berette om, byen var en spøgelsesby, og hotellet var som forventet af rimelig kvalitet. Byen vågnede dog gevaldigt op i løbet af de dage vi tilbragte der.

Morgenmaden blev indtaget på dén eneste lokale restaurant der var åben, alt var simpelthen lukket. Stranden var dog klar til at blive indtaget af vores brogede skare af danskere, tyskere og amerikanere.

Fra Pulau Pangkor

.

Første dag blev således for den største del tilbragt på langs på stranden, pånær afbrækket bestående i en times kano/kajaktur, hvorfra billeddokumentation af sikkerhedsmæssige årsager udeblev. Aftensmaden blev indtaget på Daddy's, hvor et måltid til 8 personer med 3 retter skal tage 3 timer.

Aftenen blev tilbragt på stranden med en iPod afspiller og en masse øl - nogle ret vilde af slagsen. Der var en slags morild(Wiki) i vandet den aften som vi efter at have tilendebragt indholdet af vores øl morede os med i noget tid.

Næste dag rakte vi ud efter den kendte ske med den anden hånd. Esben og jeg planlagde lynhurtigt, at dagen som et minimum skulle tilbringes på en af havets frygtede motorcykler. Idet der ikke var det der lignede en bølge på havet, var det muligt at give den fuld gas, og lave diverse tossede manøvrer, således at man næsten blev kastet af maskineriet.

Fra Pulau Pangkor

Afslapningen på den lange side blev afbrudt af en gåtur hen til noget så kuriøst som et Mickey Mouse tempel, som vi hurtigt forlod til fordel for en klatretur på nogle sten ud imod en ikke tidligere udforskede(læs: af os) områder på øen. Herfra fik vi adgang til en udsigt indeholdende blandt andet 4 havørne, som gladeligt kredsede rundt i luften. Vi så faktisk en af dem dykke ned og fange en fisk - fedt.

Fra Pulau Pangkor

Aftensmad nok engang på Daddy´s hvor jeg medbragte kameraet til lidt billeder af solnedgangen, som kan nydes på min billedside.

Vejret levede næste morgen ikke op til vanlig standard, hvorfor vi sov lidt længe. Af spændende udskejelser er næsten udelukkende at fortælle, at Anders og jeg gjorde et reelt forsøg på at svømme ud til en nærtliggende ø. Efter at have været ude på en svømmetur rundt om den første gruppe klipper, for derefter at have forceret en seriøs klatreudfordring på de næste klipper, måtte vi se vores nederlag i øjnene til en strøm der havde gjorde det ganske umuligt at klare den nok 500 meter lange svømmetur uden at omkomme.

Efter en udramatisk hjemtur, sidder jeg nu her kl. 14:30 og skriver blog, efter at have kæmpet en betydelig kamp med indkøbene til de kommende dages kinesiske nytår. Håber at de mange billeder kan tilfredsstille de utilfredse læsere af bloggen der måtte eksistere.

Servicemeddelelse

2009-01-22T12:36:00.003+01:00

Kære læser,

Dette er en automatiseret servicemeddelelse. Indehaveren af denne blog skal tilbringe weekenden på en dejlig ferieø vest for Malaysia ved navnet Pulau Pangkor. Dette medfører, at der som et absolut minimum ikke kommer nogen nye indlæg før mandag, hvor det interessant nok er ved at trække op til et kinesisk nytår.

Der følger selvfølgelig en masse billeder med ovenstående aktivitet, så det kan i da i det mindste se frem til.

Jeg ønsker jer alle de bedste indtil da :)

Vink med en vognstang

2009-01-21T02:04:00.004+01:00

Hej kære læser,

Der har været relativt travlt siden, at jeg igen satte fødderne på jorden der tilhører det land vi kalder Singapore. Studiet har fyldt betydeligt i den tid der er gået siden mit sidste indlæg, så jeg tænkte, at det ville være et glimrende tidspunkt, at gennemgå de fag jeg nu engang har valgt at bruge min tid her i Singapore på.

Mandag fra kl. 9-12 bruger jeg tiden på et fag, som går under det mundrette navn Comparative corporate law. Fagets mål er, som navnet måske lidt afslører, at sammenligne de selskabsretlige regler, som findes rundt omkring i verden. Faget fokuserer hovedsaligt på USA, Kina, Storbritanien, Japan og Tyskland. Timen i mandags var min første i faget, men jeg var meget positivt overrasket. Underviseren er en relativt travl herre, idet han også underviser i Japan, Kina og endnu et asiatisk land, som jeg lige har glemt, udover Singapore.

Tirsdag fra kl. 12-15 er det tid til økonomi. Gårsdagens undervisning var relativt(læs: meget) kedelig. Selv når jeg virkelig forsøgte at følge med, så synes jeg absolut ikke at han sagde noget interessant. Det lader til, at økonomer om muligt er endnu værre end juridiske proffessorere til at diskutere en hel masse om ting der er relativt ligegyldige. Jeg finder i hvert fald, at meget af den diskussion der foregår er ligegyldig, idet den ene teoretiker blot finder et eksempel hvor den anden teoretikers teori ikke holder. Herefter opfinder han en teori der kan forklare denne situation bedre. Hvis i så tilfører endnu en teoretiker, så kan i se hvor det bærer hen af. Forhåbentlig bliver faget lidt bedre som vi kommer videre.

Onsdag fra kl. 9-12 er det tid til et skud etik og moral. Fagets navn er Conflicts and obligations in legal ethics. Forhåbentligt vil dette fag betyde, at jeg i fremtiden ikke bringer mig selv ud i store problemer. Faget er indtil videre ganske interessant, men frembyder en ikke ubetydelig arbejdsmængde til hver enkelt undervisning, idet karakteren for en stor del består af deltagelse i timerne.

Torsdag fra kl. 12-15 går det ud på immaterielle rettigheder. Det er efter navnet af faget kun en introduktion eller lignende, men jeg var ganske forfærdet ved sidste undervisning da læreren fortalte, at de studerende ofte klagede over, at faget var lige så svært som det der giver 8 credits, men at dette kun gav 4 credits.

Nu må jeg hellere følge lidt med i undervisningen igen :)

(Rated G)Shady Shack

2009-01-18T14:08:00.003+01:00

Det var så Indonesien tur-retur. Vi havde i alt lige godt 24 timer i landet. Selve rejsen var alligevel ikke helt så smutturs agtig, som man måske kunne have forestillet sig. Efter godt 1 time med offentlig transport til havnen, så måtte vi grundet høj sø leve med, at færgen kom af sted 40 minutter for sent. Vi var alle rimelig smadrede da vi først kom ombord på færgen, hvilket resulterede i, at jeg småsov hele turen med musik i ørerne. Da vi kom frem viste det sig, at op til flere af de andre passagerer, havde måtte kæmpe mere end hvad godt er, for at holde indholdet i deres maver på plads. Flere havde endda tabt kampen mod elementerne.

Da vi kom frem stod der en mand med et papir med vores navne på - ret skummelt tænkte vi. Efter et par opklarende(læs: detektiv) spørgsmål, lagde vi gladelig vores tur til Shady Shack, vores kommende residens, i hænderne på den faktisk utroligt veltalende indoneser. Han kunne fortælle os utallige ting om landet undervejs på den 1 timer lange køretur. Jeg var årvagen og bemærkede en fandens - der var VIRKELIG mange - masse valgplakater og flag. Der skulle åbenbart være valg den 7. april.

Da vi kom frem fik vi lidt at spise, og vi checkede ind ved naboen til Shady Shack, da han for weekenden var fuldt belagt. Stedet har nærmest kun gæster i weekenderne, og så er det udelukkende udveksslingsstuderende og backpackere. Dette lagde en god grundsten for en sjov aften.

Vi brugte resten af dagen på lidt badning, hvorefter vi udstyrede os med en helvedes masse øl, og lavede fællessang og spillede kortspil til langt ud på natten. Det var ganske enkelt verdensklasse hygge midt på en indonesisk ferieø.

Søndag stod vi - lettere udmattede - op til endnu en solskinsdag, som vi formøblede på stranden indtil at udturens pinsler skulle spejlvendes. Det er derfor en ganske udmattet ung herre der nu sidder og skriver dette indlæg. Jeg vil nu uden at fortrække en mine, hovedsaligt fordi jeg ikke har energien dertil, slutte dette indlæg med et ønske om, at i alle sammen render og har en forbandet dejlig søndag.

Nu til lektielæsningen, god planlægning! Tjek billederne ud :)

Lidt presset

2009-01-16T17:01:00.003+01:00

Hvorfor ville det naturlige spørgsmål være. I nærværende situation vil svaret således være, at jeg om 6 timer skal stå op til en 2 timers færgetur til Indonesiens kyster.

I aftes iførte vi os de store spenderbukser, og fandt en beværtning tæt på et af de mere kendte landmarks i Singapore Esplanade. Idet min tid i aften mest af alt skal bruges på at pakke til i morgen, så vil dette være bloggen for nu.

Jeg planlægger en fantastisk returblog, når jeg engang søndag aften er tilbage fra Indonesien. Hvis jeg ikke kommer tilbage, så send lige nogen ud at lede efter mig :)

Destination Indonesia

2009-01-15T12:24:00.003+01:00

Velkommen tilbage kære læser,

Gårsdagens eskapader var mildest talt vellykkede. Alle drinks kostede lige godt 11 kr., og jeg åbnede naturligvis ballet med en kande Jim Beam og Cola for 40 kr. Måske det her burde nævnes, at alle damer fik gratis drinks. Det vrimlede med udveksslingsstuderende på klubben ved navm Dbl 0 og stemningen var helt i top. Jeg glæder mig allerede til næste onsdag, hvor det hele formentlig gentager sig endnu en gang.

Selve stedet tog os ret lang tid at finde. Min roomie havde været der en gang før, men han var langt fra sikker på hvor det mere præcist lå. Vi gik igennem et bardistrikt som virkelig sparkede røv, jeg tror jeg tager nogle billeder af det i aften, hvor jeg skal et smut derned sammen med nogle af de andre studerende til et par drinks, ikke noget vildt.

Samtidigt er det så småt på plads, at jeg i weekenden tager et smut til indonesiens strande, hvor jeg sammen med mine roomies skal slappe helt af, og muligvis studere en smule. Vi tager nok af sted op af fredagen, og så skal vi være hjemme igen i løbet af søndagen.

Nu skal jeg ned på det lokale food court og spise mig mæt for godt 8 kr., så det er jo lige til at overkomme :)

Hverdagen rammer

2009-01-14T10:04:00.003+01:00

Og, det er slet ikke nogen dårlig ting. Jeg har efterhånden styr på en masse af de ting man ligesom skal have styr på. Deres online studiemiljø har langsomt vundet indpas i min bevidsthed, og jeg deltog igen i dag - enddog aktivt - i undervisningen.

Jeg benyttede mig fortsat af en taxa for at komme derud, men jeg synes det var rimelig legalt at gøre det. Jeg havde sovet virkelig ringe, efter at jeg havde brugt lidt af mine penge på øl. Ikke noget uforsvarligt, bare to øl med mine nye roomies. De gik endda videre og fik en masse mere øl, hvor jeg tog hjem og forsøgte at sove.

Undervisningen var kanon, men jeg vil i fremtidige indlæg komme lidt ind på de fag jeg har.

Jeg fik benyttet chancen til at tage nogle billeder af Bukit Timah Campus, så i kan se hvor det er, at jeg studerer. De er tilgængelige igennem linket til højre.

I aften skal næsten samtlige udvekslingsstuderende jeg har snakket med ud og drikke sig i hegnet. Dette er optimalt, idet jeg først har undervisning kl. 12:00 om torsdagen.

Hav det godt indtil næste gang :)

Where's the pressure valve?

2009-01-13T12:06:00.002+01:00

Hvad sagde du? Ja, er du gal, der er godt med tryk på hernede. Morgenen startede mildest talt ikke optimalt. Jeg havde sat vækkeuret i min telefon til kl. 7:15, hvilket ville give mig rigeligt med tid til at flytte mine ejendele til YO:HA, hvor jeg for fremtiden skal bo.

Det gik jo selvfølgelig hverken værre eller bedre, end at jeg sov igennem min alarm. Jeg vågnede således lidt i 10:00, da en medarbejder fra hotellet ringede på min dør for at aflevere et brev - ganske heldigt.

En hurtig taxa tur til YO:HA efterfulgt af en taxa til Bukit Timah Campus betød, at jeg var der tids nok til at nå min undervisning. Jeg gik op og tjekkede min postkasse for indhold. Alle på jurastudiet har åbenbart sådan en postkasse. Den bliver brugt på den måde, at alle materialer man skal bruge til undervisning, bliver kopieret og lagt i ens postkasse - læser i med Københavns Universitet?. Desuden stod der nogle dåser med noget frugt, og der lå en serviet hvorpå der var noteret priser på en masse forskellig mad... jeg tror bare jeg smider begge dele ud i morgen.

Undervisningslokalet var mildest talt lækkert, men når man kommer fra det juridiske fakultet i København, så siger det måske heller ikke så meget. Jeg forsøger at tage nogle billeder af mit undervisningslokale i morgen. Til undervisningen var det ikke alle der fulgte lige meget med. Foran mig sad en asiatisk forsamling af drenge, hvor der blev spillet alt fra minesweeper til Sim City.

Efter undervisningen skulle jeg til møde med dekanen på det juridiske fakultet. Der blev talt lidt om løst og fast, men var rimelig hurtigt overstået. Jeg fulgte nogle af mine medstuderende til en shuttle bus som åbenbart kører mellem de to forskellige campus. Det er formentlig den måde jeg skal komme derhen hver dag. I morgen bliver det imidlertid på ny en taxa der skal fragte mig derhen. Dette skyldes, at jeg ikke gider at stå så tidligt op, at jeg selvom jeg ikke formår at komme med shuttle bus, fortsat kan nå at komme frem med en taxa. Har undervisning allerede kl. 9:00.

Der er som sagt godt med tryk på, indtil videre skal jeg formentlig i byen på onsdag. Dette er dog langt fra det eneste jeg er blevet spurgt, om jeg vil deltage i. For eksempel er jeg blevet spurgt, om jeg vil med til Borneo i weekenden, hvilket jeg vel ikke er helt afvisende overfor, men jeg venter formentlig lige til, at jeg er lidt mere på plads og vant til det hele i Singapore.

Desuden er jeg i vores ferie, som ligger i slutningen af februar, blevet inviteret til Hong Kong(hej Funda) af en studerende fra London. Han havde fundet nogle billige retur billetter, og det tror jeg helt sikkert, at jeg har tænkt mig at udleve.

Hvor har jeg dog mødt alle disse studerende? Det gjorde jeg til den store omgang velkomst te, som jeg deltog i i dag kl. 16:00. Teen, den var ikke værd at skrive hjem om. Den var fyldt op med mælk, ikke lige min kop te(dåselatter). Til samme arrangement mødte jeg 4 andre danske studerende. Jeg bor sammen med 3 af dem, og vi planlægger at få opkaldt et område på kortet som "Danish Quarter".

Der kommer nok nye billeder i morgen :) Nu skal jeg rent faktisk studere lidt til i morgen.

The neverending story, now with an ending

2009-01-12T11:56:00.004+01:00

Hej kære læser,

Klokken sniger sig langsomt imod 19:00, og lad det straks være sagt, jeg nåede ikke til undervisning i dag. Hvis jeg skulle kunne beskrive dagens begivenheder med blot nogenlunde præcision, så var det nødvendigt at skrive det hele ned - det har været begivenhedsrigt.

Dagen startede kl. 05:00 hvor den lokale moske lukkede lidt rytmer ud i æteren. Jeg havde aldrig bemærket det, havde jeg ikke allerede været vågen. Men jeg sov ikke just tungt i nat. Jeg stod op omkring kl. 6:50 hvor jeg havde håbet på, at jeg kunne fange lidt NFL på fjerneren medens jeg gjorde mig klar til dagens strabadser. Planen var klar, kom hen til universitet og se hvad der sker - forhåbentlig kunne jeg nå noget undervisning.

Jeg satte kursen mod SMRT(toget) og valgte et tog i retning af universitet. Jeg havde nogenlunde udset mig hvilken vej man skulle, når man først kom frem - nogenlunde. Jeg stod af toget og begav mig af sted, jeg havde valgt en station, hvor jeg ville komme tæt forbi der hvor jeg fremover skal bo. Efter at have gået i godt 30 minutter, og ikke anede om jeg var kommet hverken tættere eller længere væk fra min ønskede destination, forsøgte jeg at opsøge en taxa.

Heller ikke dette skulle være let. Alle som én var de optaget, og jeg måtte vinke med armene forgæves ved gentagne lejligheder. Jeg gik langs vejen, og begyndte at se et mønster. Langt de fleste drejede ind et bestemt sted. Jeg tænkte derfor, at det måtte da være muligt at få en vogn nede af den gade. Ganske rigtigt, få minutter senere sad jeg i en taxa på vej mod universitet. Jeg ankom lige omkring kl. 9:00, hvor jeg i realiteten havde undervisning. Det viste sig dog ret hurtigt, at min undervisning var langt fra de normale dele universitetet.

Jeg fandt med hjælp fra en venlig vagt frem til Student Service Centre. Herefter startede et større cirkus der først bragte mig til en anden bygning i universitetsområdet, hvor jeg fik lavet mit Student Card. Jeg havde overhørt en piges samtale med en af de ansatte, hvor hun fik fortalte vejen til ICA - immigration kontoret.

Da vi begge havde fået vores student pass, tænkte jeg at jeg lige ville spørge, om vi ikke skulle følges til ICA. Jeg havde nemlig selv ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg skulle komme derhen. Det viste sig, at hun også havde aftalt med en anden at følges, så vi var et lille trekløver. Sådan mødte jeg Anton fra Australien og Eugenia fra Tysklan... og nej, jeg har ikke byttet rundt på deres oprindelsesland.

Turen til ICA var faktisk ret bekendt, idet ICA lå blot en station fra hvor mit hotel ligger. Selve opholdet på ICA var som ethvert andet besøg på et immigration kontor - præget af ventetid. Efter flere timer med gentagne ture fra den ene counter til den anden, lykkedes det endelig at få mit Student Pass mod betaling af den nette sum af 400 kr.

Da dette var overstået, kom et af dagens højdepunkter. Jeg var taget hjem til hotellet og havde tændt for computeren og var logget på internettet. Pludselig "ringede" skype, og det var Funda. Det var sgu rart med lidt stemme man kendte hjemmefra.

Klokken var nu næsten 14:00, men jeg var langt fra færdig med de praktiske gøremål. Jeg slog den præcise adresse for mit lejemål op på nettet, og begav mig herefter af sted i det fantastiske SMRT. Jeg fandt uden rigtig meget besvær frem til stedet, hvor jeg efter betydelig ventetid fik udleveret mine nøgler. Jeg havde imellem tiden stiftet bekendtskab med Andrew fra USA og Tibo(stavemåde) fra Frankrig.

Den endelige dom over mit fremtidige domicil vil jeg endnu vente med. Jeg deler formentlig være(læs: kammer) med en dansker. Jeg ved ikke helt om det er positivt eller negativt. Jeg forventer alligevel ikke at bruge megen af min tid hjemme.

Efter at have forladt mit kommende hjem, traskede jeg tilbage mod stationen, hvor jeg fandt en teleudbyder. Jeg købte her et pre-paid telefonkort. Så nu er jeg ejeren af nummeret 83587693, men da jeg skal betale for at modtage opkald, så har jeg ingen intentioner om at besvare udenlandske opkald :)

Jeg smed mig ind i en taxa som var ført af Kong Simon, dette kan man formentlig se billeder af på min billed side inden særlig længe. Jeg knipsede en del billeder alt imens chaufføren styrede imod NUS Faculty of Law. Det var en pænt lang køretur, og det blev sgu næsten 25 kr., jeg tror lidt der er hvad man kan kalde tyveri ved højlys dag.

Lad mig lige tænke mig om, hvad skal man sige om det juridiske fakultet i Singapore... DANMARK GO HOME. Er du vimmer det er lækkert. Jeg gik ind i gården og tog et par billeder, før jeg tog kontakt til en dame i receptionen. Jeg blev vejledt og henvist til en dame jeg erindrer at have haft en e-mail korrespondance kørende med hjemmefra. Der var styr på tingene her. Jeg fik udleveret skema og en masse andre papirer, papirer som jeg endnu ikke har nået at gennemgå. Det skal gøres i aften.

Jeg fandt ved egen kraft tilbage til hotellet med en bus, hvor jeg fandt en lille lokal restaurant i nærheden. Lige en sur mine her: for et land hvis nationalsprog er engelsk, så taler folk VIRKELIG ringe engelsk. Jeg fandt en kinesisk restaurant, hvor tjeneren så mere forvirret og modløs ud end jeg samme morgen havde gjort da jeg var faret vildt, og begrundelsen var det spørgsmål jeg havde stillet ham: Do you have fried rice?. Hvis man ikke kan forstå fried rice, og man arbejder på en kinesisk restaurant, er det så lidt ligesom at være en ludobrik der er slået hjem? Det tror jeg i hvert fald.

Fremover bliver indlæggende formentlig en del kortere, der er simpelthen blot sket så mange ting i dag. Jeg har skåret det væsentlig ned allerede nu. Jeg lægger snarligt nogle billeder op, de kan findes via linket til højre.

Hav det godt alle sammen :)

Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og søndag

2009-01-11T12:13:00.001+01:00

Et hvert godt indlæg på en blog starter med en titel. Nogle gange giver det sig selv, andre gange så har man slet intet navn til den. Så er der også de gange, hvor der simpelthen er så mange navne at tage af, at man ikke ved hvad man skal gøre. Dette indlæg kunne tage mange navne, da jeg synes det har været nogle relativt begivenhedsrige timer.

Jeg skriver med vilje timer. Jeg synes ikke at det passede sig at skrive, at det havde været hverken en begivenhedsrig dag eller dage. Den startede kl. 06:30 i Kirsebærvangen, hvor min kære mor vækkede mig med en smurt morgenbolle og noget varm te. Et scenarie der, udover tidspunktet, ikke adskiller sig meget fra en almindelig dag i mit liv som min mors søn. Turen gik til lufthavnen, og da jeg havde gjort min afsked med min mor og Martin, fortsatte jeg ind i de områder af lufthavnen der er forbeholdt passagererne.

Hvis man kan få et langsomt spark i røven, så var det nok det jeg fik. Et spark der langsomt sneg sig ind på mig, og pludselig ramte rimelig hårdt – jeg følte mig ret alene. Da jeg sad der i lufthavnen, hørte min musik og foretog mig de telefonopkald der endnu skulle klares, da gik det virkelig op for mig, at jeg ikke skulle se alle de mennesker jeg i Danmark som jeg har kære. Det gik op for mig, at jeg var helt alene om dette.

Det lyder alt sammen meget trist, men det er jo netop det jeg har opsøgt. Ikke nødvendigvis at være væk fra dem jeg holder af, men at stå på egne ben langt væk fra alt det der er sikkert, alt det der er nemt.

Efter at jeg indtog hvad der burde have været en eksklusiv sandwich og danskvand, fortsatte jeg langsomt mod Gate C29, hvorfra Flight SQ 351 mod Singapore afgik. Da jeg først kom ombord, fik jeg sat mig en plads for langt tilbage. Den venlige kvinde der havde det sæde jeg havde sat mig i, tilbød mig straks at blive siddende – jeg afslog. Hvilken fejltagelse. Hvis du er en høj fyr som mig, så skal man altså lige huske at foretage den nødvendige rekognoscering. Jeg begik to elementære fejl: 1) Hun var en pige af forholdsvis spinkel bygning, måske hun ikke havde behov for at læne sædet tilbage undervejs. 2) Der var en ondskabsfuldt placeret metalkasse under sædet foran på det sæde der retmæssigt var mit.

Denne fejltagelse gjorde undervejs et ikke ubetydeligt indhug i min komfort, men lad mig straks understrege følgende: Singapore Airlines er super at flyve med. Benpladsen var på trods af min fejl næsten tilstrækkelig – usædvanligt for mig. Når der skulle serveres måltider, så kunne man vælge mellem flere menuer. Den første menu – som smagte fantastisk – blev opfulgt med god gammeldags flødeis. På skærmen i sædet foran mig var der 80 forskellige film at vælge mellem, som alle startede når man selv ønskede det, og kunne pauses og spoles i. Der var 106 forskellige tv indslag, så der blev da set lidt til Hank og diverse andre serier.

Overordnet set, så var det virkelig en god flyvetur – selvom man jo nok altid ser frem til den dag de opfinder en funktionel teleporter.

Da jeg ankom til Singapore tillod jeg mig at tage mig god tid til alting. Jeg kom uden det store besvær immigration og fandt straks min kuffert. Jeg havde håbet på noget gratis WIFI i lufthavnen, men der var der ikke meget held – far er skuffet.
Jeg fortsatte derfor hurtigt mod centrum af byen, hvor jeg jo havde booket et hotelværelse. Jeg var lidt nervøs for, at værelset først ville være tilgængeligt kl. 15:00 Singapore tid, og jeg landede jo allerede kl. 06:00. Men da jeg ved en ottetiden stod i lobbyen fik jeg udleveret en nøgle. Jeg røg straks op til hvad der skulle have været en lur på små to timer, men som endte med, at jeg vågnede kl. 15:00. Det bekymrer mig nu ikke så meget, jeg er fortsat ganske udmattet. Jeg har dog en enkelt bekymring på baggrund af dette, men det vil jeg komme tilbage til.

Jeg fik nemlig brugt dagen til noget: SHOPPING BABY!!! Jeg er nu indehaver af et Canon Powershot SX10 IS. Da jeg skulle købe det, var jeg i et shoppingcenter af betydelig størrelse, hvori der udelukkende blev solgt elektronik og fastfood. Da jeg der gik rundt i dette store center, der savnede jeg virkelig en person hjemmefra – Kevin. Jeg var på godt gammelt dansk helt rundt på gulvet. Anede ikke helt hvad jeg kiggede efter, og der var virkelig mange kameraer at se på. Det endte med, at jeg købte ovennævnte kamera i den første butik jeg kom ind i. Jeg havde dog været hele centret rundt inden jeg returnerede og købte det jeg synes lød som den bedste handel. Mit ræssonement var, at et Canon kunne da ikke være helt tosset.

Det bekymrer mig lidt mere, at jeg nu ikke helt ved, om jeg når et smut forbi NUS og se de forskellige ting, inden jeg i morgen skal op før fanden får sko på. Jeg har undervisning kl. 09:00 mandag morgen i Corporate Comparative Law, og jeg aner ikke hvor jeg skal være. Jeg har diverse oversigter over undervisningshold og lokationer, men har intet for dette fag. Det skyldes formentlig at det er et forelæsningshold, og at det lidt giver sig selv når man kommer frem.

Men mon ikke også disse bekymringer bliver gjort til skamme. Jeg har undervejs bekymret mig for mange ting: har jeg nu de rigtige papirer med, har jeg alle papirerne med, kommer jeg igennem immigration og hvordan går det mon i NFL?

Det er nu ca. 30 timer siden at jeg stod op i de sikre rammer i Kirsebærvangen 69, hvor blev lørdag nu af?

Good night Denmark

2009-01-09T20:39:00.002+01:00

Så tror jeg roligt jeg kan sige, at det er lige op over. I morgen kl. 07:30 henter den lokale helt, Martin, mig og min moder ude foran Kirsebærvangen 69.

Søvn? Nej tak, det er da noget de gamle bruger. Det er ikke min plan at sove ret meget i nat, omkring 3 timer er målsætningen. På den måde håber jeg på, at jeg kan blunde en smule undervejs i flyveren, så jeg ikke er helt ødelagt når jeg lander i Singapore kl. 06:00 om morgenen. Der har jeg jo hele dagen foran mig.

Planen ved ankomst er, at jeg hurtigst muligt finder frem til toget ind mod centrum. Her vil jeg så stå af på en station ved navn Bugis, hvor jeg har bestilt og betalt for et hotelværelse lige i nærheden af. Jeg valgte at tage 2 dage på hotellet, selvom mit housing i realiteten starter mandag. Så har jeg da god tid til lige at finde mig til rette. Når jeg har fået sat min baggage af der, så vil jeg sætte retningen imod et stort marked med elektroniske goder. Markedet hedder Funam. Her håber jeg på at finde et relativt godt digitalkamera, som jeg kan underholde mig med resten af dagen.

Jeg aflægger formentlig også universitetsområdet og mit kommende housing et lille besøg i løbet af søndagen, inden jeg højest sandsynlig falder om i min seng.

Jeg glæder mig til, at jeg kan skrive til jer alle sammen fra Singapore.

Kan I nu have det rigtig godt alle sammen så længe jeg er væk :)

Kunsten at vente

2009-01-07T15:23:00.004+01:00

Velkommen tilbage kære læser,

Og som i en anden TV-udsendelse vil jeg da også gerne byde velkommen til de læsere, der først er kommet til nu - i er ikke gået glip af ret meget.

DSB udviste mig dags dato den elskværdighed at forberede mig på lørdagens pinsler ombord på flyveren. Dagen startede glimrende kl. 8:00, hvor vækkeuret begyndte sin umiskendelige lyd. Det er vel næppe nødvendigt at fortælle, at jeg snoozede indtil kl. 8:40.

Efter at have indfundet mig i H-togets luksuriøse interiør med musikken kørende i ørerne, faldt jeg hurtigt hen i den velkendte S-togståge. Dagen var således indtil videre på vej til at gå ned i historien som begivenhedsløs.

Alt dette valgte DSB lynhurtigt at rode bod på. Situationen startede på Langgade station, hvor udsigten til Nanok varede væsentlig længere end sædvanlig. Det var først da jeg lettede trykket af musikken i ørerne, at jeg bemærkede den spæde stemme over højtalerne. Der var - naturligvis - tale om problemer med signalerne på hovedbanegården. I et forsøg på ikke at malke dette alt for meget, skal jeg blot fortælle, at jeg endte med at vente 30 minutter før jeg kunne stige ombord på et regionaltog mod hovedbanegården.

Så hermed skal der lyde en tak til DSB for uden tanke på sig selv at forberede mig og min tålmodighed på den forestående flyvetur.

At starte i det små

2009-01-06T17:41:00.000+01:00

Hej kære læser,

Jeg må nok indledningvis indrømme, at jeg ingen erfaring har med at skrive blogindlæg. Af samme grund forventer jeg heller ikke, at der bliver slået nogen rekorder her på bloggen. Jeg håber dog på, at jeg vil kunne holde et relativt højt aktivitetsniveau, som kompensation for den manglende kvalitet af de indlæg jeg nu engang laver.

Hvis vi skal fortsætte med den rent indholdsmæssige del af denne blog, så lad os da tale lidt om billeder. Jeg forventer ved ankomst til Singapore, at jeg vil blive mødt af en mur af teknologi. Hvis jeg selv skal gå fra gaten til baggage reclaim så bliver jeg temlig skuffet. I fald at der ikke bliver uddelt gratis produktprøver på diverse digitalkameraer, så bruger jeg formentlig nogle af mine surt optjente penge(hvis du arbejder på kammeradvokaten så glem lige hurtigt jeg skrev det) på et kamera. Det er i forlængelse heraf min ambition at bruge kameraet - enddog flittigt - på mit ophold i Singapore. De billeder dette måtte resultere, vil jeg så med kritisk hånd sortere i og uploade de værdige. Så vidt jeg lige har regnet ud, vil det være muligt at gøre dette på en måde, så de har en nær sammenhæng med bloggen. Lad det straks være sagt: Nej, der er ikke styr på det hele endnu.

Puha, det er allerede på lørdag jeg skal af sted. Tasken er så småt pakket, men de sidste ting mangler endnu at gennemgå min mors knivskarpe kontrol. Noget indeholder stadig overskudsfarve, og med tanke på mine manglende evner ved en vaskemaskine, så ville jeg jo nok vende tilbage med tasken fuld af t-shirts der engang var hvide.

Nu spørger du (jaja, fint skal det jo ikke være) nok dig selv om, hvad jeg sådan skal gå og bruge denne sidste uge i Danmark til. Jamen det vil jeg da hjertensgerne dele med dig kære læser. Først og fremmest skal jeg bruge mine sidste dage på arbejde på at videregive og færdiggøre det store antal ikke fuldførte opgaver jeg har. Jeg har sjovt nok væsentlig flere ikke fuldførte opgaver nu, end da jeg for lidt over 9 måneder siden startede på jobbet. Man kunne tro at dette var et tegn på, at jeg kun havde dovnet den, og ikke havde gjort dagens gode gerning - lad mig straks understrege, at dette er ikke tilfældet.

Dernæst skal jeg ud at spise med et par gutter fra Smørum. De accepterede alle pligtskyldigt, og så må jeg jo stå ved mit løfte om at give :). Der er også en mere alvorlig ting der skal ordnes. Sent fredag aften afgik min kære bedstefar ved døden, og selvom dette naturligvis er en sørgelig ting, så er jeg meget glad for, at jeg hermed har mulighed for at deltage i begravelsen. Denne står torsdag, og sætter et betydeligt mærke i min "fritid" inden jeg skal af sted.